Minimalistisk hjem i blå toner
BOLIGGALLERI

Boliggalleri: Dekoratørens hjem i blå toner

I Nick Barnekows lejlighed er der ikke mange ting, men til gengæld er de nøje udvalgt med tanke på at skulle holde længe. Alligevel rammer de en blå trend, der ikke er til at komme udenom.

I en 105 kvadratmeter stor lejlighed i den gamle bydel i Nyborg har Nick Barnekow og kæresten Theis William Nielsen indrettet deres hjem i minimalistisk, nordisk stil.

Ved første øjekast er det de rene linjer, der giver et overordnet indtryk af, at her bor mennesker med sans for det æstetiske – og det er heller ikke helt ved siden af: Nick Barnekow arbejder nemlig som dekoratør for Magasin.

Se her, hvordan verdens fedeste etværelses ser ud!

Han går op i detaljer i den store, lyse lejlighed. Intet er tilfældigt placeret, for parret har givet sig tid til at finde det udtryk, som de ønsker i deres fælles hjem:

− Hjem og sjæl skal spille sammen, så hjemmet skal være en forlængelse af dig selv. Vi kan godt lide mærkelige ting, der også ser pæne ud. Jeg foretrækker lidt specielle udgaver af det 'Go’ morgen Danmark-populære' og vælger derfor en anden farve Lyngby-vase end traditionelt eller en Kubus-stage i en anderledes version, så det bliver mere personligt.

Spisestuen er favorit

Han og Theis William Nielsen flyttede ind i juni sidste år. De har planer om at flytte til Svendborg, men indtil videre holder de af at bo i lejligheden, som skal være et sted, hvor de kan slappe af og genoplade deres batterier.

Derfor skal boligen have sjæl, og det får parrets hjem ved, at detaljerne betyder noget.

− Vi har indrettet os med de ting, vi virkelig godt kan lide, og ikke bare det, der er moderne. Jeg kan godt lide at kombinere det, der normalt ikke ville fungere sammen for at skabe noget eklektisk, forklarer Nick Barnekow.

Eksempelvis er deres fotos på væggen nogle, de selv har taget, og kikkerten er ikke bare til pynt, men har en funktion: Kæresten kigger på stjerner og månen.

Vild med smukke hjem? Så se det her stilfulde, nybyggede funkishjem!

− Det er nok mest mig, der står for indretningen. De store købsbeslutninger diskuterer vi selvfølgelig i fællesskab, men det falder mest naturligt, at det er mig, der indretter det meste, eftersom jeg går mest op i det, siger Nick Barnekow.

Hans yndlingssted i lejligheden har hele tiden været spisestuen.

− Vi har lige fået et nyt spisebord, som vi har drømt om længe – der er plads til både at arbejde og spise. Vi går meget op i madlavning, og bordet er et dejligt sted at mødes om nydelsen.

Langtidsholdbar pynt

At have få gode møbler og nips, som man er glad for, og selv at lave ting, som kan holde i lang tid, fordi de har en historie, er noget, som parret værdsætter.

Der skal ikke være noget fyld på hylderne, bare fordi det ser smart ud − det skal være ting, der betyder noget, lige meget om det er dyrt eller billigt:

− Vi vil gerne have, at vores ting har sjæl og historie, og det går igen i alle rum, ligesom vi også går meget op i bæredygtighed og økologi. Der er ingen grund til at indrette sig med ting, der skal smides ud efter en kort periode – så hellere investere i møbler, som kan holde hele livet, siger Nick Barnekow.

Boliggalleri: Dekoratørens hjem i blå toner

Minimalistisk hjem i blå toner

Læs mere om: