Herskabslejlighed med franske fornemmelser
BOLIGGALLERI

Boliggalleri: Herskabshjem med stuk og høje paneler

Forguder du høje paneler, stuk og et uendeligt meget lys, så er denne franske herskabslejlighed noget nær dit drømmehjem.

I en herskabelig bygning fra 1900 ligger en lejlighed, som ikke sparer på lyset. Rummene er højloftede med et imponerende lysindfald takket være vinduer fra gulv til loft, og der er malet hvidt med en bred pensel på både loft, vægge og møbler. 

Se også: Hjem med moderne fransk landidyl

Vi er i Lyon, den næststørste by i Frankrig, som er berømt for både sin afslappede livsstil og sit enestående køkken. 

Herskabslejlighed med paneler og stuk

Da Benedicte og hendes mand trådte ind i lejligheden for første gang, faldt de med det samme for de store rum med elegante paneler, stuk, udskæringer og profildøre.

– Vi kunne straks se os selv bo her. De vigtigste træk såsom plads, lys, rumfordeling og beliggenhed svarede nøjagtig til det, vi kiggede efter. Og de charmerende detaljer som fx glasvæggen ved indgangen var ikke til at stå for, husker Benedicte.

Se også: Boliggalleri: Moderne fransk lethed

De har bevaret de oprindelige detaljer, men malet døre, paneler og lofter kridhvide, hvilket får alle rum til nærmest at stråle. Samtidig blev dele af væggene malet i markante farver. Ét farvetema til hvert rum. 

Naturlige materialer

Lejligheden er indrettet luftigt med få, men lækre møbler.

– Jeg blander loppefund med rigtige antikviteter, nyt design og møbelklassikere. Det passer godt til vores familie, hvor vi alle nyder og kan lide forskellige ting, forklarer Benedicte. Der gemmer sig oven i købet også lidt etniske detaljer i rummene i form af små rustikke skamler fra Marokko.

Alle møbler er nøje udvalgt og holdt i naturlige, enkle materialer. Massivt træ, hør og metal går igen, mens detaljer af glas, porcelæn og naturflet er strøet ud over det hele og tilfører boligen et strejf af noget æterisk og sart.

Herskabshjem med stuk og høje paneler

Herskabshjem med stuk og høje paneler