Nybygget funkisvilla med grønne linjer
BOLIGGALLERI

Boliggalleri: Nybygget funkishjem med grønne linjer

Hvordan skaber man hygge i et nybygget hjem? Her har familien omgivet sig med velour, orientalsk nips og mørkt træ for at skabe personlighed i dens nye funkisvilla.

Den gamle murermestervilla var praktisk talt helt faldefærdig, da familien overtog huset, så den var ikke i tvivl om, at villaen skulle omdannes til et moderne og funktionelt hjem.

Familien drømte om et moderne, minimalistisk hus, som passer til dens behov og ønsker om god plads, og fik tegnet en funkisvilla. Indvendigt gjaldt det om at finde den rette indretning, der helst skulle være blød og rund modsat arkitekturen, så de to udtryk kunne fremhæve og komplementere hinanden.

Se også: Sådan giver du nybyggeri vintage-charme

− Vi vidste, hvor vi gerne ville hen, men havde brug for en guide, der kunne vise os den lige vej til at realisere vores idéer, siger familien, som bad boligstylisten Lene Mønster Nellemann om hjælp.
 
Familien ønskede fra begyndelsen en stemning af hotelluksus, men vigtigst var, at det blev et varmt og hyggeligt hjem. Med en travl hverdag og to teenagebørn ville de gerne kunne være så tætte som muligt i hverdagen, og det åbne køkken-alrum gav dem mulighed for at kunne være i sammen, også selvom familiemedlemmerne er beskæftiget med hver sit.

Eksotisk nybygget hjem

Spisestuen i midten af rummet blev møbleret med de ikoniske Beetle-stole betrukket med velour i en klassisk, grøn nuance, der changerer i lyset fra panoramavinduerne, og en utraditionel bordlampe i gul velour fra Design By Us giver et frisk strejf og modvirker tyngden i den mørkegrønne farve.
 
 
De grønne og gule detaljer i spisestuen fører den nordiske stil hen i en mere eksotisk retning. Det samme gælder buddhafigurer, et antikt, kinesisk konsolbord, træfade og palmer, der står som skulpturelle silhuetter mod dagslyset, og som samtidig fjerner fornemmelsen af nybyggeri. Især den store palme ved vinduespartiet mod terrassen bliver brugt som rumdeler.

− Planter giver sjæl og rå kant til et hjem og er vigtige for at give stemning til et rum, siger Lene Mønster Nellemann.

Mørkt køkken

Lene Mønster Nellemann valgte at indrette med god plads mellem møblerne og de forskellige funktioner for at beholde det minimalistiske udtryk. Indretningen er af samme grund sparsom på smådekorationer og nips, og det rummelige snedkerkøkken fra Multiform er skabt i et stilrent design i matsort træ med en bordplade af sort granit.
 

De mørke flader fremhæver rummets detaljer såsom loftlamperne i messing og glas og de læderbetrukne barstole. Selvom køkkenet er mørkt, er der masser af dagslys i rummet gennem de store vinduespartier, hvor familien kan kigge ud i haven på tre af husets sider. De er også med til at forstærke indtrykket af luft og plads og får stuerum og have til at flyde sammen.

Boliggalleri: Nybygget funkishjem med grønne linjer

Boliggalleri: Nybygget funkishjem med grønne linjer