Lyst sommerhus i bedste New England-stil
BOLIGGALLERI

Boliggalleri: Sommerhus i bedste New England-stil

Jan Håkansson var ude at gå tur på stranden, da han faldt over den tomme grund. I dag står der et charmerende sommerhus, der er indrettet med få møbler i bedste nordiske New England-stil. Kom med indenfor!

Det er skønt at have mulighed for at trække stikket ud og køre herop en gang imellem. Det er, som om man trækker vejret anderledes heroppe, fortæller Jan Håkansson og viser rundt i sit og Lise Hagelunds 100 m2 sommerhus nord for København.
Faktisk var det en frokost hos et af de andre vennepar, der er årsag til, at Jan Håkansson og Lise Hagelund har sommerhus lige netop her. Efter frokosten gik vennerne nemlig en tur, og på vej til stranden kom de forbi en tom grund.
Og kort tid efter var grunden hans. Dengang havde han ikke mødt Lise Hagelund endnu, så da han slog de første streger til sommerhuset, skulle der kun være plads til ham selv og hans søn Frederik på dengang fem 
år. Altså to soveværelser, som i dag er lige i underkanten til en familie på fem.
Med hjælp fra en tømrermester fik Jan Håkansson bygget huset i foråret 2004. Det meste af det indvendige gik han selv og rodede med, bl.a. opsætning af husets svenskinspirerede høje paneler. Den udvendige træbeklædning og terrasse tog tømrermesteren sig af.
 
 

Sommerhus-hygge

Huset består ud over de to små soveværelser af et badeværelse og et meget stort køkken-alrum med loft til kip, hvor hele familien samler sig omkring forskellige aktiviteter.

– Jeg ville have så stort et køkken-alrum som muligt. Når man er i sommerhus, er man ikke på værelset. Der sover man og hygger sig med en film en gang imellem, når det regner. Så for mig var spørgsmålet egentlig bare, hvor små værelserne kunne være, fortæller Jan Håkansson.

Kom på besøg i et klassisk sommerhus i Tisvilde!

Oven over værelserne har huset en stor hems, som i dag er Frederiks sovested, men hvor familien også opbevarer havehynder mm. Når der bliver for trangt på hemsen, eller når Frederik har venner på besøg, rykker han ud i gæstehuset, som Jan Håkansson og Lise Hagelund fik bygget sidste år.

Det meste af tiden opholder familien sig udendørs. Enten på stranden, i haven eller på den store terrasse, hvor der er blevet plads til både et grill- og spisehjørne, et overdækket loungeområde og de førnævnte solvogne, hvor Jan Håkansson og Lise Hagelund finder sommerhusro og får vendt stort og småt. 

Lyst sommerhus i bedste New England-stil

Sommerhus med lys og luft