FANTASTISKE JULEBOLIGER

Dekoratørens julebolig: Naturlig jul

Julen falder naturligt for dekoratør Henrik Hemmingsen, der pynter op med alt godt udefra. Træd med indenfor i en bolig, der kombinerer naturens egne materialer med det at være sammen.

Dekoratør i Fil de Fer i København Henrik Hemmingsen har specialiseret sig i franske antikviteter og interiør. Stilen i hjemmet er enkel og rå med elementer fra naturen, antikke kuriositeter og samlerobjekter, og det afspejler sig også i julemånederne.

Læs også: 14 idéer til dit julebord

Tonen i boligen er blid og gammeldags – og julet om noget. For selv om huset ikke er pyntet med guld, glitter og røde nisser, så er her pyntet op til anledningen med de smukkeste grene uden løv, der sammen med gamle vaser eller i et tableau med gammelt legetøj appellerer til noget autentisk, som julen netop står for.

Huset er pyntet i en blid gennemgående undertone af grå nuancer, der blander sig med grene fra stranden og groft læder, mens stearinlys i grupper lyser op, også i den blå time sidst på dagen.

Prøv denne i december: Opskrift på store vaniljekranse

Naturlig jul med et twist

Selv juletræet er naturligt – og meget langt fra almindeligt: Det er et gammelt udgået hyldetræ, der har fået selskab af en tromme og et par gamle fugleskræmsel-trægæs. Træet er pyntet med gamle bogstaver fundet i en boghandel for en del år siden.

Når der ikke hentes inspiration og materialer i naturen, er det fund og antikke sager fra loppemarkeder rundt omkring i verden, der hentes hjem.

Læs også: 50 gaver til din bolig

I galleriet herunder kan du komme med indenfor i dekoratørens julebolig og få et strejf af naturlig jul.