LOPPEMARKEDER

Det skal du gå efter på loppemarked!

Trends kommer og går, også når loppejagten går ind på det hotteste af det hotte. Vi giver dig 5 tip til, hvad du skal kigge efter på sensommerens loppemarkeder.

Hvad rører der sig inden for loppefund, retro-genren og klassisk design på loppemarkederne? Sidste år var det juleplatter, Wiinblad og industrielle lamper, der hittede, men nu skriver vi sensommeren 2015, og der er kommet afløsere til. Vi giver dig her 5 bud på, hvad du skal satse på på loppemarkederne her i de sidste måneder af udendørssæsonen.

Vægtæpper

Det lyder måske lidt hippieagtigt, men efter at vi i årevis har været vilde med grafiske og stilrene tryk, efterspørger vi nu tekstiler til ophæng, fx grove vævede billeder til ophæng. Skynd dig at få fingre i dem, mens de stadig er til at finde på loppemarkederne.

Læs også: Blomster i antikke rammer

Kobbergryder

Kobber mig her og kobber mig der. Nej, denne trend er ikke helt død endnu. Generelt er materialer som kobber, bronze, tin og sølv stadig på mode, men lige nu er det altså især kobbergryder og –pander, der bliver jagtet. Det ser superfedt ud i køkkenet, også når det sættes sammen med mere moderne elementer.

Cordial og Relief

Efter en periode, hvor det hele har skullet være stilrent og enkelt, er det nu hot med de lidt grovere stel. Stellene Cordial og Relief fra Kronjyden og B&G (som overtog Kronjyden i 1970’erne) hitter igen, og især Relief er nemt at finde på loppemarkeder. Det hvide, pink og dueblå er i højere kurs end de gullige og brune nuancer.

Læs også: De 5 bedste loppemarkeder i Berlin

Vaser med struktur

Sidste år ville vi alle have de strømlinede, hvide vaser fra Lyngby, men nu er det de grovere store vaser fra fx W. Germany i farver og med dekoration og glasurer. Vaserne passer perfekt ind i den nordiske boligs farver og interiør, fordi de giver et frisk pust til det ellers sarte i boligmoden.

Marmor

Det kan godt være, du troede, at marmor uddøde en gang i 90’erne, men tro om igen! Marmor passer som fod i hose til den nordiske, stilrene bolig. Hvor marmor før skulle udtrykke noget sydlandsk og eksotisk, så er det nu materialets kølighed og farver, der er i fokus, fordi det passer så godt til de andre lyse materialer og lidt rustikke detaljer. Gå efter platter til at lave små tableauer med vaser og figurer på og lysestager.

Prøv et abonnement på Antik & Auktion, og få boligreportager og artikler om design, antik, retro og loppemarkeder i hvert eneste nummer

Tegn abonement på Antik & Auktion