Boliginspiration til jul
FANTASTISKE JULEBOLIGER

Et magisk julehjem med hjemmelavet pynt

Hos familien Lindholm er julen forvandlet til en magisk tid med overkommeligt juleklip, hjemmebag og masser af hyggestunder.

Sussie Lindholm kunne aldrig finde på at rejse fra Danmark i december. Det har hun for stort et julehjerte til. Det er i Danmark, det sner (nogle gange i hvert fald). 
– Børnenes forventningsfulde ansigter gør julen til den bedste tid på året. I december får de lov til at tro på og undre sig over det magiske, der kan ske. Som når de vågner op til julepynten 1. december, og det hele går i gang,  fortæller Sussie Lindholm, der nyder julen for fuld musik.
De tre meter til loftet i familiens hjem ved København giver rigeligt med plads til julerier og hygge, når hele familien bliver samlet til advent med gløgg og æbleskiver – og en kælketur, hvis der er sne.

Selvgjorte julerier

Hjemmelavede julesager bliver også prioriteret højt her på adressen, og sammen med sine tre drenge prøver Sussie Lindholm hvert år at sætte et nyt projekt i gang. 
– I år lavede vi de fineste papirbolde og engle ud af stykker af madpapir. Vi lagde fire stykker ovenpå hinanden og syede med maskine ned igennem midten af dem. Så tegnede og klippede drengene engle og bolde ud med taksaks. Når figurerne blev foldet ud, blev de den fineste pynt både til hylden og til juletræet, siger hun.
Trekløveret har også lavet fine figurer i selvhærdende ler med stempling, maling og lak. For ikke at nævne de hjemmelavede julekort og gavemærker. Bagning står også på to do-listen. Faktisk bager Sussie Lindholm hele december med hjælp fra hele familien, så det bliver til store mængder af forskellige småkager.
– Der er aftaler mellem drengene, hvem der skal bage hvilke kager, ligesom der også er faste aftaler om, hvem der skal tænde kalenderlysene, siger Sussie Lindholm.

Sussie Lindholms bedste idéer til en hjemmelavet jul 

Bløde hjerter i Libertystoffer: Klip hjerter ud i stof, og sy dem sammen. Fyld med vat, og sy evt. en snor i, så hjerterne kan pynte i vinduet, på træet og under hylder.
Forny dine glaskugler med lækre velourbånd.
Julekort: Vælg en farve, og hold det simpelt: Fx sort karton med sort/hvidt billede af børnene og pålimet fint vævet julebånd med teksten 'Glædelig jul' fra fx Panduro eller Stof2000.
Kræmmerhuse i fint gavepapir: Rul dit papir ud til den ønskede facon, og lim det sammen. Lav hanken i snor, bast eller ståltråd. Du kan også sy kræmmerhuse i pladevat.
Figurer trykt i selvhærdende ler: Lav dem personlige ved at påstemple juleord, mal og lakér dem. Husk hul til snor. 
Julesokker til børnenes kalendergaver: Sy dem fx i hørstof, og pynt med fint for, bånd og påtrykt billede af dem selv.
Kranse i mos og buksbom: Læg grene eller mos, så det ligger lidt under forrige stykke, og vikl løbende sammen med ståltråd. Bind bånd i, og hæng kransene i vinduer, spejle eller på billeder.

Kom med indefor i Sussies hjemmepyntede julebolig...

Magisk julebolig

 

 

 

Læs mere om: