Ann Lind Andersen guider til aprils film, bøger og streams
Foto: AOP og PR
WEEKEND

Film og bøger | Ann Lind Andersen giver tips til, hvad du skal se og læse i april

Du kender Ann Lind Andersen fra bl.a. ’Go’ morgen Danmark’, og nu kan du også nyde godt af hendes ekspertise hos IN, hvor hun giver sine tips til, hvad du skal have på radaren, når det gælder bøger, film og tv-serier lige nu.

Ann Lind Andersen har en Cand.mag. i filmvidenskab og litteraturhistorie og du kender hende garanteret fra bl.a. ’Go’ morgen Danmark’. Her giver hun sine tips til, hvad du skal have på radaren, når det gælder bøger, film og tv-serier lige nu.

- Kultur afspejler vores samfund – på godt og ondt. Her kan vi udforske og lege med grænserne for, hvad det vil sige at være et moderne menneske. For mig har film og bøger også altid været forbundet med eskapisme. Steder, jeg kunne søge ind i som alternative virkeligheder. Det tror jeg, vi alle har brug for en gang imellem.

Her får du Ann Lind Andersens tips til, hvad du skal have på radaren, når det gælder bøger, film og tv-serier lige nu:

Streaming

Mozart in the Jungle

Selv om hovedrolleindehaveren, mexicanske Gael García Bernal, sidste år vandt en Golden Globe for sin rolle i ‘Mozart in the Jungle’, og serien herhjemme kan ses på Viaplay, er den underligt nok gået under radaren. Det er en skam. For med den nye tredje sæson, der blev lagt op i begyndelsen af året, fortsætter serien om klassisk musik og de musikere, der spiller den, sit høje niveau. Bernal spiller den passionerede dirigent Rodrigo, og serien følger hans kvaler med både orkestret og private relationer med især oboisten Hailey. Hentet i den fri fantasi er det ikke, for serien er baseret på Blair Tindalls memoir, ‘Sex, Drugs, and Classical Music’, om hendes tid som oboist i New York Philharmonic. Som bogtitlen indikerer, går det ikke stille for sig, når musikerne kæmper om kærlighed og pladser i orkestret, og hvis man er til begavet soap, skal man give serien en chance.  

Streames på Viaplay

Film

Elle

‘En voldtægtskomedie’ lyder som et rimeligt suspekt projekt, men det er det, den hollandske instruktør Paul Verhoevens seneste film, ‘Elle’, kan kaldes. Ikke at der bliver gjort grin med voldtægt, men med sin mørke, satiriske humor er der indimellem glimt af morskab i den ellers dystre psykologiske thriller. Filmen skildrer, hvordan forretningskvinden Michèle en dag bliver overfaldet i sit eget hjem og voldtaget af en mand i skimaske. Hun vælger ikke at gå til politiet, men går efter at få hævn på sin egen måde. Samtidig udvikler hun på én gang både en stigende mistænksomhed over for mænd generelt og seksuelle fantasier forbundet med voldtægten. Det er med andre ord en yderst kompleks kvinderolle, som først og fremmest bliver båret hjem, fordi det er altid fremragende, franske Isabelle Huppert, der spiller Michèle. Huppert, der er kendt for at gå sine egne veje i valg af roller, var da også den eneste, Verhoeven kunne få til at sige ja. Mange kendte kvindelige skuespillere turde ikke springe til på grund af den kontroversielle historie, og filmen vil sikkert også dele vandene. Men en film, der gør det, er i mine øjne altid mere interessant end en, der er ligegyldig.

Premiere 16. marts

LÆS OGSÅ: INTERVIEW | Helen Mirren – blufærdig, bramfri og ude med riven

It’s Only the End of the World

Fransk-canadiske Xavier Dolan er et filmisk wunderkind. Allerede som 20-årig debuterede han med ‘I Killed My Mother’ og siden har han været særdeles produktiv. På bare syv år har han lavet seks film. Film, der stort set alle er blevet udtaget til filmfestivalen i Cannes og rost af kritikere. Sidst gjorde han stærkt indtryk med sit mor/søn-portræt i ‘Mommy’. Nu er han aktuel med en film, der har fået en mere blandet modtagelse, men dog vandt Grand Prix i Cannes sidste år. Dolan er altid en oplevelse, og når han oven i købet har fine franske skuespillere som Marion Cotillard, Léa Seydoux og Vincent Cassel med – og ikke at forglemme Gaspard Ulliel som hovedrollen Louis, der ved, han skal dø – er der god grund til at se filmen. I et forsøg på forsoning med den familie, han ikke har set i 12 år, vender Louis hjem, men det går ikke gnidningsløst for sig.

Premiere 23. marts

Tv

Mercur

Det er svært at forestille sig i dag, hvor mulighederne næsten er uendelige, når man drejer på sin radioknap, men for blot et halvt århundrede siden var der monopol på alt, der blev sendt ud i æteren. Og sådan noget med at spille ‘moderne’ musik, som de unge ville høre, var et absolut no-go. Det var derfor forbundet med både oprør og en uhørt kommerciel tankegang, da en flok danskere byggede deres egen sender og fandt et hul i lovgivningen og sendte popmusik som Tommy Steele, Otto Brandenburg og Elvis Presley fra et skib i Øresund, fordi det hørte under internationalt farvand. Det er historien om danske Radio Mercur, som nu er blevet til en tv-serie på TV 2 Charlie – kanalens første forsøg ud i dramaproduktion i øvrigt. Serien har ingredienserne til at blive rigtig interessant, og med kræfter som Adam Price som producer, Søren Frellesen som manuskriptforfatter og Andreas Jessen, Jon Lange og Neel Rønholt som hovedfigurerne er det en af de danske serier, jeg glæder mig meget til at følge.

Premiere på TV 2 Charlie 6. marts

Bog

Musik på hjernen

Ikke nok med at Peter Vuust er en begavet musiker. Eller at han også er hjerneforsker og i dag leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Music in the Brain. Han ejer også en enorm formidlingsevne, når han taler om sit komplekse stofområde: Hvordan musik påvirker hjernen. Nu har han udgivet en bog, ‘Musik på hjernen’, der forsøger at dykke ned i dybe spørgsmål som ‘hvorfor har vi egentlig musik?’, ’er musik et resultat af en evolutionær udvikling?’, ‘hvordan bliver musik omdannet til følelse og nydelse i vores hoveder?’ og ‘hvad bestemmer egentlig vores musiksmag?’. Jeg er selv evigt fascineret af, hvordan hjernen fungerer – måske det største mysterium i verden – og så har jeg ofte undret mig over, hvad det er ved musik, der sætter fut i følelserne. For selv om jeg elsker at se film, kan jeg gang på gang konstatere, at musik er den kunstart, der hurtigst og mest umiddelbart når frem til kroppen og sindet. Som om musik er sit eget sprog.

Er udkommet på People’s Press

LÆS OGSÅ: Den bedste kultur lige nu – fra Tal R til feministisk tegneserie

Læs mere om: