Om Frida Kahlos stil på udstilling
WEEKEND

Frida Kahlo: Kunstner fra inderst til yderst

En nyåbnet udstilling i London sætter spot på Frida Kahlos stil og personlige udtryk, og det er bestemt ikke første gang modeverden dyrker den ikoniske kunstner. Er det fashionable fokus en hån eller en hyldest til kunstneren?

Hun huskes. De farverige klæder og blomsterkronerne er blevet lige så meget synonym med Frida Kahlo, som hendes kunst. Hendes udødelige stil hyldes nu med en udstilling på Victoria & Albert Museum i London, men er det at udsætte hende for spot i en tid, hvor (mindre) fokus på kvinders ydre værdier tager spalteplads?

LÆS OGSÅ: Oplev royale og magtfulde smykker på Koldinghus

Barbie girl

’Frida Kahlo: Making Herself Up’ er årets store udstilling på det britiske museum, og det er første gang Kahlos klæder vises frem uden for Mexicos grænser. Selv om det er 64 år siden, hun døde, er kunstneres stil nemlig stadig en af de mest genkendelige i det 21. århundrede og gør Kahlo til et stilikon på niveau med Marilyn Monroe og Jackie Kennedy. Aktualiteten er heller ikke at tage fejl af. Hun agerer muse for flere designere denne sæson, og i anledning af Kvindernes internationale kampdag udgav Mattel en Frida Kahlo-barbiedukke (sammen med en dukke af pilot Amelia Earhart og matematikeren Katherine Johnson).

Kahlos familie har kritiseret Barbie-dukken – og kritikken er blevet bakket op af blandt andet Salma Hayek, der portrætterede Kahlo i filmen fra 2002. Barbiens lyse øjne og nydeligt rundede øjenbryn fanger slet ikke det personlige udtryk, som Kahlo gjorde så meget for at værne om.

Og det er nok netop derfor, at der kan løftes øjenbryn, når Kahlos stil reduceres til en designers inspiration eller til en Barbie-dukke, for Frida Kahlos stil var et personligt projekt med rødder i de samme livsoplevelser, hun skildrede i sin kunst.

Når beklædning bliver kunst

Hendes støbte korsetter støttede hendes rygsøjle efter en forfærdelig trafikulykke og var malet med samme kærlighed, ærlighed og kreativitet som hendes malerier. Hendes farverige bluser og skørter trak tråde til femininitet i både mexicansk såvel som europæisk og asiatisk arv. Hendes påklædning var en hyldest og en kommentar til hendes kultur, hendes personlige historie og til hendes køn.

Hendes beklædningsvalg står stadig som modige – delvis et skjold mod hendes kropslige skader og usikkerheder, delvis et visuelt kunstprojekt. For det var det hun var – inderst til yderst – en kunstner. Derfor bliver hendes stil ved med at fascinere, og derfor er den nyåbnede udstilling stadig yderst relevant.

Læs mere om udstillingen HER

LÆS OGSÅ: Biografiske film - hvor godt ligner stjernerne?

Læs mere om: