Forret til juleaften - saltet torsk
OPSKRIFTER

Frisk forret til juleaften

Tilføj en let forret til juleaften i form af saltet torsk, rosenkål, granatæble og peberrod. Den giver et friskt pust til den ellers kompakte julemad.

Vil du gerne have en forret til din julemiddag, så prøv denne delikate ret med saltet torsk og grønt til. Den giver noget friskt og let inden den brune sovs, og den lækre and kommer på bordet. 

Prøv også: Denne forret til juleaften med knoldselleri, saltet torsk og rødbede

Forret til juleaften: Saltet torsk med rosenkål, 
granatæble og peberrod

6 personer
Det skal du bruge til saltet torsk: 
  • 300 g torskefilet
  • 1 spsk. havsalt
  • 1 tsk. sukker 
  • 10 rosenkål  
  • ½ granatæble
  • 10 g friskrevet peberrod
  • 1 dl olivenolie
  • ½ dl æbleeddike
  • 1 spsk. akaciehonning
  • salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde: 

Dag 1:
  1. Tjek, at torsken er frisk og dufter dejligt af hav, ikke af havn. Gå også torsken efter for ben og skæl, skrab evt. fileten med en kniv for at få den helt ren.
  2. Læg fileten i et fad, og drys den med salt og sukker.
  3. Dæk fadet til med husholdningsfilm, sæt det i køleskabet, og lad fileten trække i 12 timer, inden du serverer den. 
Dag 2: 
  1. Tag de grimme yderblade af rosenkålene og kassér dem, pil herefter rosenkålene ud i så mange blade som muligt.
  2. Læg bladene op i en skål, bank på granatæblet, så kernerne falder ud af skallen.
  3. Tilsæt friskrevet peberrod, olie, eddike og honning, og vend det hele godt rundt, indtil du har en tæt, frisk salat.
  4. Tag torsken ud af køleskabet, og børst den fri for sukker og salt.
  5. Skær så den sukker-saltede torsk i tynde skiver, og anret den med den frisk sprød salat på toppen, og dryp lidt af vinaigretten fra skålen henover.
  6. Servér med det samme, så salaten holder sin friskhed og sprødhed.