Guide: Disse 15 designerstole bør du investere i
TRENDS & NYHEDER

Guide: 15 designerstole du skal investere i

Vi har samlet 15 nyere designerstole, som har potentiale til at leve for evigt. Måske du skal investere i en af dem?

Se i vores galleri forneden, hvilke nye designerstole du skal investere i.

Hvordan finder du stolen, der er uafhængig 
af tendenser, og som vil pynte i dit hjem til evig tid? Bliv klogere på, hvordan du spotter fremtidens klassikere – det er faktisk ikke så svært, som man skulle tro.

Guide: Sådan spotter du fremtidens designerstole

De fleste kender Arne Jacobsens Syver-stol, Hans J. Wegners Y-stol og Børge Mogensens Tremmesofa, men hvad er det egentlig, der skaber en designklassiker? Og hvilke ny-designede møbler bliver fremtidens klassikere? 

Vi har spurgt eksperten Nicolai de Gier, der er lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole. Her er hans bedste tip til at spotte kommende klassikere.

1. Et enkelt udtryk

Simpelt er for det meste bedst, hvis du er på udkig efter en stol, der også holder om 10, 20 eller 50 år. Det er den filosofi, der har gjort mange danskdesignede stole populære gennem årene. 
− De gamle, danske designklassikere er generelt meget simple i deres udtryk. De er underspillede, ydmyge og gør ikke meget stads ud af sig selv. Børge Mogensens Folkestolen er et glimrende eksempel på det.

Flere designerstole? Her er 10 Wegner-stole du skal kende!

2. Godt håndværk

Man kan ikke sige danske designklassikere uden at sige godt håndværk. Gå efter en stol, der er udført i gedigne materialer som træ og læder. De materialer bliver bare smukkere med tiden. 
− I Danmark har vi en stolt snedkertradition. Det er tydeligt at se i vores stoleklassikere. Der ligger mange tanker bag designet; hvordan stolen er formet, hvilke materialer der passer bedst. Alt er overvejet.

3. Fornyet tradition

Du kan sagtens finde en potentiel klassiker blandt nye, danske møbelmærker. Er du til det sikre valg, kan det være en god idé at kigge efter moderne fortolkninger af de gamle designklassikere. 
For eksempel har det danske møbelfirma Muuto lanceret stolen Cover i massivt bøgetræ, som med sit robuste udseende både er en hyldest til den klassiske spisebordsstol, men også indeholder noget nyt som et armlæn, hvor træet er ’foldet’ ned over stolen. 
Et andet bud er Normann Copenhagens Just Chair, som er en moderne fortolkning af skalstolen.
− En stoleklassiker skal både være på højde med sin tid, men skal også kunne trække på referencer. 

4. Bæredygtighed

En stol, der holder i flere årtier, er bæredygtig i sig selv. Men den moderne forbruger sætter efterhånden større krav til, hvordan møblerne bliver produceret. Vil du købe en stol med god samvittighed, kan du for eksempel kigge efter, om træet er FSC-mærket. 
− Bæredygtighed inden for møbeldesign kommer til at spille en større rolle i fremtiden.

Guide: Disse 15 designerstole bør du investere i