copenhagen cooking verden
MADTRENDS

Guide: Fem begivenheder til verdensmanden

Copenhagen Cooking handler om andet og mere end den danske og københavnske madscene. Her er en række velsmagende events, der kigger ud over landegrænserne.

Kinas gastronomiske hovedstad besøger København

Copenhagen Cooking får i år besøg af en delegation fra den kinesiske by Chengdu. Chengdu er hovedstaden i Sichuan-provinsen i Kina, der især er kendt for sit kreative køkken og mange smagsindtryk, og byen er også kendt som Kinas gastronomiske hovedstad. Mest kendt er nok Sichuan-peberen, der med sin summende, prikkende fornemmelse i munden giver et helt andet ”take” på stærk mad, end mange danskere nok er vant til. Første lørdag under festivalen vil syv mesterkokke fra Sichuan kokkerere en 11-retters gademiddag på Israels Plads.

Tid: 22. august kl. 19.00-21.00

Sted: Israels Plads, 1361 København K

Pris: 218 kr. (flere end 10 retter)

Læs mere og køb billet 

Autentisk, mexicansk kogekursus

Glem alt hvad du troede, du vidste om mexicansk mad. Timm Vladimirs Køkken afholder nemlig et kursus i ægte, mellemamerikansk kogekunst, der bl.a. kommer til at kredse omkring quesadillas og ceviche, og hvor du lærer at lave din egen salsa og håndtere styrken i en habanero-chili.

Tid: 25. august kl. 19.00-22.00

Sted: Timm Vladimirs Køkken, Skolegade 19, 2500 Valby

Pris: 895 kr. (inkl. drikkevarer)

Læs mere og køb billet: https://billetto.dk/da/events/el-sabor-de-mxico

Kagekonkurrence og grønlandsk kaffemik

Kaffemik – eller kaffillerneq på grønlandsk – er en indbydelse til kaffe, kage og andet godt ved festlige lejligheder, og det er præcis hvad Det Grønlandske Hus i København inviterer til under årets festival. Her står den på kagekonkurrence og hjemmelavede, grønlandske kager med råvarer – bl.a. blåbær og sortebær – fra øen i nord.

Tid: 29. august kl. 13.00-17.00

Sted: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6, 1007 København K

Pris: 50 kr.

Læs mere og køb billet 

Få en indisk gourmetoplevelse til frokost

Københavns første moderne indiske restaurant, Verandah, er med i årets festivalprogram og kreerer i den anledning en særlig 3-retters frokostoplevelse, der bl.a. byder på elementer fra det autentiske indiske gadekøkken.

Tid: 25.-29. august kl. 12.00-14.30

Sted: Verandah, Havnegade 44, 1058 København K

Pris: 180 kr.

Læs mere og køb billet 

Mad fra mange verdenshjørner

Emanuel Nyarko, også kaldet Joe, er 60 år gammel og opvasker hos Baglokalet, og inden Danmark har han bl.a. boet i Sovjetunionen, Kina og Ghana. Kom med til en intim oplevelse i opvaskerummet, hvor Joe arbejder, hvor han vil servere fem retter, der hver repræsenterer et land, han har boet i.

Tid: 24.-28. august kl. 19.00-21.00

Sted: Baglokalet, Sundbyvestervej 60, 2300 København S

Pris: 600 kr. (for fem retter plus matchende drinksmenu)

Læs mere og køb billet 

Læs mere om: