Hemmeligheden bag en smuk billedvæg
STUE

Hemmeligheden bag den perfekte billedvæg

Her er de eneste 3 tal, du skal kende for at få den hjemmelavede billedvæg til at se topprofessionel ud.

En smuk billedvæg pynter i enhver bolig, og uanset om du fylder rammerne med dine yndlingskunstværker, grafiske plakater eller fotografier af dem, du holder af, så tilfører en billedvæg  uendeligt meget personlighed og charme til et rum. Men forskelle på den topprofessionelle billedvæg og den håbløst amatøragtige ligger i målene.

Flere tips: Sådan laver du en personlig billedvæg

De hemmelige mål bag den perfekte billedvæg

Selv hvis du er typen, der gør alt på øjemål og hader at måle noget op, så er det altså værd at ulejlige sig med de her 3 huskeregler:

#1: Afstanden fra gulv og til midten af dit billede skal være mellem 145 og 152 centimeter.

#2: Afstanden mellem billederne på væggen skal være mellem 8 og 15 centimeter.

#3: Afstanden mellem toppen af et møbel og bunden af et billede skal være mellem 15 og 20 centimeter.

Flere tips: Find flotte plakater og kunst her

Sådan laver du din billedvæg

Læg dine indrammede billeder på gulvet, sådan som du vil have dem til at hænge på væggen. Vælg det centrale billede og sørg for, at det er mellem 145 og 152 centimeter fra gulvet og mellem 15 og 20 centimeter fra eventuelle møbler. Anbring så de øvrige billeder omkring det med en afstand mellem 8 og 15 centimeter. Når du er færdig, vil du se, at der er en harmoni i billedvæggen - også selv om billederne er meget forskellige. God fornøjelse!

Se smukke billedvægge i galleriet herunder...

Fine billedvægge

Kilde: Apartment Therapy