Lille stue
STUE

Indretning: Tips til en lille stue

Gør din lille stue meget større med de her 10 superbrugbare tips!

Har du kun få kvadratmeters stue at rutte med, så ved du, at selv den mindste indretningsfejl kan koste dyrebar plads. Derfor har vi lavet en guide med 10 nyttige tips til alle dem, der ikke har råd til spildplads i stuen. 

Tip til lille stue #1: Skrot løs

Det er en klassisk fejl at holde fast i gamle møbler, fordi de har affektionsværdi, har været dyre eller bare virker som den nemmeste løsning. Men når du skal indrette en lille stue, så har du ikke råd til at være sentimental. Send den antikke sofa på pension og gå i stedet på jagt efter én, der passer til layoutet i din nye lille stue.  

Få flere tips til din lille stue her: 5 idéer til en lille bolig

Tip til lille stue #2: Nul gardiner

Gardiner er hyggelige og yderst praktiske, når genboen skal lukkes lidt ude, men selv de mest diskrete rullegardiner optager plads og blokerer for lyset. Hvis du kan leve med nysgerrige blikke, så er det værd at droppe gardinerne.

Tip til lille stue #3: Pif, paf… genial puf

En puf er det ultimative spare-plads-møbel! Du kan bruge den som ekstra siddeplads, når du får gæster, som hvileplads for trætte fødder og som alternativ til et sofabord ved at smide en serveringsbakke ovenpå. Det er da pladsudnyttelse, der vil noget!

Her er tre muligheder: 

Puf til lille stue

Tip til lille stue #4: Møbler med smalle ben

Med smalle ben på din sofa, dit skab og din lænestol skaber du automatisk illusionen om mere plads i den lille stue. Gæster vil opleve rummet som lysere, mere let og større – altså helt overordnet mere imødekommende, og det er jo det, du gerne vil have.

Tip til lille stue #5: Lys op

Mørke områder får en lille stue til at skrumpe, så sørg for, at du har godt med lamper i rummet. Prøv at undgå store, tunge loftslamper og sats på flere små i stedet. Væglamper er også meget bedre end standerlamper og gulvlamper, fordi de ikke stjæler din dyrebare gulvplads.

Tip til lille stue #6: Opbevaring i højden

En fin skænk eller tv-bænk er ikke ideel i en lille stue, fordi den fylder meget i bredden og optager gulvplads uden at give særlig meget opbevaring til gengæld. Derfor er det bedre at finde et lukket skab eller reol, der stjæler plads i højden i stedet for.

8 skønne skabe

Tips til lille stue #7: Ingen hylder

En enkelt dekorativ hylde kan du godt sætte op, men generelt er åbne hylder er en dårlig idé i den lille stue. De kan nemlig hurtigt give et rodet indtryk af på så lidt plads og nærmest give følelsen af, at væggene er ved at vælte.  

Tip til lille stue #8: Borde i flere etager

Ja, det er skønt med et stort sofabord, som du kan stille alverdens ting på, men det har du altså ikke plads til. Find i stedet et lille sofabord i flere etager, som har samme overfladeplads – bare fordelt på flere niveauer.

Her er 3 muligheder: 

3 borde til lille stue

Tip til lille stue #9: Udnyt hjørnerne

Hvis du har skråvægge, en rund karnap eller et andet skævt hjørne i din stue, så kan det godt betale sig at undersøge muligheden for at få specialbygget et skab, en bænk eller noget helt tredje, der passer til lige præcis dit skæve hjørne.

Få flere tips til dine skråvægge her!

Tip til lille stue #10: Ryk billederne op

Luft mellem møbler og vægudsmykning er en rigtig god måde at give lidt ekstra optisk plads til den lille stue. Ryk derfor dine billeder, fotografier og anden vægpynt liiige lidt højere op, end du normalt ville gøre i en stue med lidt flere kvadratmeter.  

Abonnement