Soveværelse inspiration
JULEBOLIGER

Boliggalleri: Diskret jul i hvid og grøn

Se med og bliv inspireret af denne stilede bolig på Frederiksberg, hvor pynten er hvid, grøn, enkel og integreret diskret i indretningen.

I Pernille Breinholdt Mikkelsen og Rami Panduro Zouzous 150 kvadratmeter store lejlighed på Frederiksberg får du ikke øje på julepynten ved første kig. Her dufter godt nok af tændte stearinlys og gran, så julestemningen fejler ikke noget. Men først når du går på opdagelse i rummene, finder du den smukke pynt. Spinkle grankranse, lyshuse af porcelæn og papirkræmmerhuse er valgt i samme farveskala og diskrete stil som resten af parrets indretning og passer derfor perfekt med interiøret.
– Jeg kan godt lide en indretning, der er enkel, men samtidig varm og imødekommende, så man får lyst til at smide sig i sofaen eller hænge ud omkring spisebordet, fortæller Pernille Mikkelsen.
Hun holder af, at der er god plads mellem tingene. Selv småtingene har en funktion i familiens hverdag, ellers bliver de bare til overflødig fyld.
– På samme måde har jeg det med julepynt, som hurtigt kommer til at larme. Særligt hvis man bruger de traditionelle julefarver som rød, guld og lilla. Det ville få vores hjem til at ligne en kulisse, fordi det ikke hænger sammen med vores smag. Og skal man se på det en hel måned, bliver det for meget, især hvis man som os holder af det enkle, siger Pernille Mikkelsen.
Hvert rum sin personlighed
Lejlighedens tre stuer en suite hænger smukt sammen visuelt, selv om en væg er tapetseret med et bladmotiv, en anden væg med små træer, en tredje væg med grafiske felter, og en fjerde er malet grå. Hvert rum har sin egen identitet, og når det ikke virker kaotisk, skyldes det, at farven grå går igen på alle vægge. 
– Tapeterne giver rum og dybde i indretningen, en effekt der ikke på samme måde kan opnås med billeder, forklarer Pernille Mikkelsen.
Som par komplementerer Pernille Breinholdt Mikkelsen og Rami Panduro Zouzou hinanden i indretningen. Hun er den, der har de stærkeste holdninger om den samlede indretning, mens Rami forelsker sig i bestemte ting, gerne med asiatisk inspiration, som de mønstrede tapeter og det sorte spisebord.

Plads til overraskelser

– Vi har forsøgt at indrette med rene linjer og ro for øje og sind, for vores hverdag er ofte hektisk. Men samtidig er her plads til enkelte overraskende indslag som den amerikanske vintage-glaslampe med palmeskærmen i spisestuen, fortæller Pernille Mikkelsen, der heller ikke er afvisende overfor at vælge en sofa i blå velour engang i fremtiden. 
At der er en æstetisk balance, hvor der altid er noget for øjet at dvæle ved, er kernen i parrets indretning. Til jul kan det være et helt lille landskab af små kunstige træer sammen med hvide vaser og eukalyptusgrene i vindueskarmen, der fanger øjet. Eller kranse og misteltene hængt op i sorte bånd. Men det væsentligste for parret er hverken pynt eller design. Deres hjem skal ganske enkelt danne de rigtige rammer for familiens behov. For både at være sammen og lave ting hver for sig. Og det behov opfylder de tre harmonisk indrettede stuer til fulde – både til jul og resten af året.

Kom med ind i boligen her: 

Helt enkelt