JULEBOLIGER

Minimalistisk julehjem med gyldne toner

På Frederiksberg Allé falder pynten naturligt ind hos Louise Scheutz-Klixbüll og kæresten Mads Axeltoft. De har tilføjet grene, guld og stjerner til deres moderne julebolig.

På Frederiksberg Allé falder pynten naturligt ind 
hos Louise Scheutz-Klixbüll og kæresten Mads Axeltoft. 
De har tilføjet grene, guld og stjerner til deres 
moderne julebolig.

Louise Scheutz-Klixbüll og Mads Axeltoft blev forældre for et par år siden, og derfor bærer deres julepynt præg af, at de først nu rigtig er begyndt at pynte op til jul.

De går efter at bruge det, der allerede findes i deres 225 m² store herskabslejlighed, og så spice det lidt op med eksempelvis stjerner, nødder og stearinlys. 

Ingen kravlenisser

Parret har boet i lejligheden i syv år, og er der noget, som man aldrig vil finde i deres oppyntning, er det kravlenisser og masser af guirlander. Det meget julede look er bare ikke parrets stil. I stedet må pynten gerne falde naturligt ind.

Kom indenfor i kjoledesigner Elsa Adams fantastiske julehjem!

– Jeg elsker at pynte op med nødder i et fad, fylde papirstjerner i en skål eller kogler i en montre. Naturen må gerne få en fremtrædende rolle 
i vores julepynt, for det passer til vores stil. Jeg kan godt lide, at man stadig kan se, hvilken stil hjemmet har, når det er jul – boligen behøver ikke at blive til noget helt andet i juletiden, siger Louise Scheutz-Klixbüll, som finder inspiration på Instagram og i livsstilsmagasiner. 

Hele familien samles

Louise Scheutz-Klixbülls yndlingssted i lejligheden er ved juletid stuen, hvor der er masser af plads til gæster – og så er det også her, juletræet står:

– Der er en god stemning i stuen, og vi kan samle en masse gæster ved pejsen. Derudover er jeg glad for vores spisestue, hvor vi kan holde jul sammen med både min og Mads’ familie. Det betyder meget for os begge, siger hun. 

Det er Louise Scheutz-Klixbüll, der står for, at der bliver pyntet op, selvom hendes kæreste holder næsten lige så meget af julen, som hun selv gør. 

Du bliver nødt til at smage Blomsterbergs fantastiske havregrynskugler!

I december har de en fast tradition med at se julefilmen Alene Hjemme, og så gør de det til en begivenhed at finde det helt rigtige juletræ og efterfølgende pynte det, så det er klar til juleaften. 

Trængsel og alarm

24. december mødes Louise Scheutz-Klixbüll med veninderne og spiser julemorgenmad, og herefter er der dømt familiehygge med alt, hvad der dertil hører. 
Om eftermiddagen kan det være, at der bliver tid til at gå en lille tur ned til Værnedamsvej, der er en af Louise Scheutz-Klixbülls favoritgader i byen: 

– Jeg elsker Værnedamsvej hele året rundt, men specielt i juletiden. Vi går ned i Le Gourmand, og her får jeg altid den der følelse af, at vi alle skal have noget ekstra lækkert her i julen. Vi kan også sætte os uden for Granola, hvor de har varmelamper, og kigge på den travle gade – og så er det hyggeligt at gå i Dora og shoppe julegaver, hvor de pakker gaverne så fint ind, siger hun.

Minimalistisk julehjem med gyldne toner

Minimalistisk julehjem med gyldne toner