Traditioner
JULEBOLIGER

Boliggalleri: Decemberhjem med traditioner

Hvert år inden jul går Maja Porsgaard Rosasco og familien på jagt i naturen efter materialer til deres villa i Espergærde. Kom med indenfor.

Når tiden nærmer sig 1. december, tager familien Porsgaard Rosasco i skoven og samler mos, gran og nedfaldne grene til julepynt, som den selv kreerer.

De har en låge i haven, som fører direkte ind i skoven, og turen rundes af på den nærliggende strand, hvor skaller og sten også får plads i kurven. 

Hjemme i stuen bliver fundene til personlige juledekorationer, buketter af grene og kranse. 

– Jeg elsker jul, særligt efter vi har fået børn. Der er noget helt magisk over at finde julekassen frem, pynte op, tænde alle stearinlysene i stagerne sammen med Lily og se lyset i hendes øjne. Dét er ægte julestemning for os, siger Maja Porsgaard Rosasco.

Julepynt uden larm

Den traditionelle røde julefarve er bandlyst, ligesom nisser og nisselandskab har fået deres helt egen særlige plads – på datteren Lilys værelse. I stedet er huset pyntet i naturlige toner og farverne tilpasset de farver, der ellers er i hjemmet, såsom hvid og grå, for at skabe en sammenhæng.

– Man skal kunne se, at det er jul, men uden at det larmer for meget. Jeg synes, det hurtigt kan komme til at se rodet ud og blive lidt ’stresset’, så jeg forsøger at lave en hyggelig julestemning med masser af små fine stilleben, som passer til vores stil.

Julemusik og duften af julebag er også noget, vi bruger for at understrege stemningen.

Maja Porsgaard Rosasco kan godt lide idéen om at bruge det, der er, og tanken om genbrug er også et af kodeordene i hendes tilgang til indretningen.

Et trygt hjem

Vintage og klassisk design fundet secondhand udgør de fleste af møblerne i hjemmet og danner basis for stilen, der får moderne medspil af tidens tendenser i form af tilbehør som nips, lamper og småmøbler.

– Det er meget få ting, jeg køber fra nyt – jeg kan bedst lide at finde tingene brugt og bruger gerne lang tid på at lede efter det. Det betaler sig at lave grundig research og være nysgerrig; det bliver man ofte belønnet for med det helt rigtige til en god pris. De fleste af vores ting er faktisk købt brugt eller noget, vi har arvet, og man må godt kunne se, at tingene har været – og bliver – elsket og brugt. Vores hjem skal være rart og trygt med en varm stemning, og man skal ikke være bange for at ridse eller grise.

BOLIGGALLERI: DECEMBERHJEM MED TRADITIONER

Boliggalleri: Decemberhjem med traditioner