JULEBOLIGER

Boligreportage: Farverigt julehjem med traditioner

Hos Camilla og familien får de klassiske julefarver kamp til stregen. De farvekoordinerede juletrends må nemlig vige pladsen for glimmer, arvegods og hjemmelavet pynt. Se hele hjemmet herunder!

Julen og tiden både før og efter er absolut en favorittid hos Camilla, der bor med sin mand og to børn i en rød murstensvilla fra 1905.

– Jeg elsker hyggen, pynten og samværet i julen, men jeg er ikke så vild med gaveræset, siger Camilla.

Ifølge hende er der noget helt specielt over at være samlet i et hjem, der emmer af jul, og derfor er det særligt julepynten, der gør Camilla i godt humør.

– De fint forarbejdede små kunstværker, som det meste julepynt er, kan gøre mig helt euforisk, fortæller hun.

Farverige traditioner

Juleaften i familien er præget af traditioner. På bordet ligger en blå dug, som Camillas mormor har håndbroderet.

– Det er en tradition, at den er på bordet hver jul, fortæller Camilla, og bordet dækkes hvert år med både røde og grønne Böhmen-krystalglas, røde stearinlys, julestjerner og gamle Royal Copenhagen-tallerkener med guldblonder. Også maden præges af traditioner, og som så mange andre danskere får Camilla og familien både flæske- og andesteg juleaften. Mens Camilla sørger for tilbehøret, står hendes mand for kødet, der bliver tilberedt udenfor i en lukket japansk Kamado-grill. Efter maden danses der om træet, og dansen fortsætter rundt i huset, hvor farverig pynt danner rammen om aftenens festligheder.

Pynt med plads til alle

Det er nemlig ikke kun på bordet, at farverne er mange. Camilla og familien er generelt glade for farver, og selv om det mest er de traditionelle julefarver, der er at finde i december, får den klassiske farvepalet både selskab af farverige julekugler, glitrende hyacinter og døtrenes hjemmelavede kreationer.

Særligt træet får lov at afspejle familiens forkærlighed for farver.

 

Boligreportage: Farverigt julehjem med traditioner

Hvem: Camilla, der er hjemmegående, med sin mand og deres to døtre på 14 og 16 år.
Hvad: Rødt murstenshus fra 1905 på 499 m².

Juletræet er pyntet med danske flag og blandet pynt, der alt sammen har en historie og betydning for familien. Ved siden af juletræet står lænestolen Ægget, der blev designet af Arne Jacobsen i 1958.

Du kan få julepynten til at harmonere med den øvrige indretning ved at tage udgangspunkt i de farver, der allerede findes i hjemmet. Her matcher stearinlys og grene det rød- og hvidstribede gulvtæppe fra Ikea. Spisebordet er et arvestykke, stolene er designet af Hans J. Wegner og produceres af Carl Hansen & Søn, og krystallysekronen i loftet er fra Fruerne Bech & Bo.

Giv dit julebord lidt højde ved at vælge en høj lysestage eller en høj vase med grene. Den blå dug fra Camillas mormor danner altid grundlag for julens borddækning. Bordet er dækket med Flora Danica-tallerkner fra Royal Copenhagen, gamle, farvede krystalglas og en fransk kirkestage fra Fil De Fer.

Fremhæv dit barbord ved at hænge et maleri på væggen ovenover, og kombinér forskelligt bartenderudstyr med dekorative glas og karafler for et nostalgisk udtryk. Barbordet er fra Gubi. Det store maleri med syrenerne er af Trier Mørch og stammer fra Camillas mormor og morfar.

Du kan skabe blikfang i et rum med et blomstret tapet. Ved at tilsætte mere grafiske møbler undgår du, at udtrykket bliver for romantisk. Tapetet er fra Tapet-Café, spisebordet er designet af Poul Kjærholm, og lampen er fra Tine K Home.

Udnyt dine vinduer ved at hænge en snor pyntet med forskellige julekugler på tværs. Du kan vælge at give hvert rum et tema, som her, hvor alle kuglerne ligner spiselige objekter. Lamperne over bordet er fra Design By Us, blandingsbatteri er fra Lemérand i Hellerup, og selve køkkenet er lavet af en snedker.

Camillas juletræ sender referencer til det overdådige juletræ i “Peters Jul”. “Peters Jul”, der er skrevet af Johan Krohn, udkom første gang i 1866 og er en samling af digte, der alle omhandler den danske jul på den tid. Skænken i mørkt træ er fra Green Square, og over den hænger et gammelt fransk spejl i sølv fra Fil De Fer.

Mere jule-inspiration?

Hvert år inden jul går Maja Porsgaard Rosasco og familien på jagt i naturen efter materialer til deres villa i Espergærde. Kom med indenfor her!