KREATIV JUL

Pynt op med bæredygtig julepynt

Pynt op til jul på den bæredygtige måde med brugte papæsker, foldet silkepapir og andre tekstiler fra gemmerne.

Julen er som bekendt hjerternes fest - men bestemt ikke klimaets. Tiden omkring julen er udover at være præget af hygge og samvær med familie og venner også præget af masseforbrug og voksende affaldsbunker.

Vil du gøre julen mere bæredygtig, kan du med en simpel indsats lave helt ny pynt og indpakning, som både er elegant og ikke mindst bæredygtig.

Bæredygtig julepynt

Det er især julepynten, der bidrager til, at julestemningen breder sig i hjemmet. Måske finder du det samme julepynt frem år efter år, eller også finder du ny pynt, der kan pryde dit hjem.

Genbruger du dit pynt år efter år, tænker du allerede på en bæredygtig måde. Vil du frisk dit hjem op med ny julepynt, kan du lave det selv i stedet for at købe nyt.

Bæredygtig julepynt behøver ikke at være et større projekt. Du kan blot gå i gemmerne og se, om du kan finde gammelt gavepapir, bånd, stofrester eller noget helt tredje.

Genbrug dit gamle julepynt

Julepynt er nemt at lave selv, og så kan du også sætte dit eget præg på det. Laver du bæredygtig julepynt, er du fri for at købe nyt, og så er du samtidig med til at skåne miljøet - det er win-win! 

Kig i gemmerne og se, om du har nogle materialer, du kan bruge til julepynt. Det kan fx være papirstrimler, som du kan lave en julekrans af. Har du et gammelt stykke stof, kan du vikle det om en hjerte-form, og så har du det fineste ophæng.

Ideerne er mange, så det er bare med at komme i gang.

Nedenfor har vi samlet 6 ideer til pynt, indpakning og gaver, du kan lave af genbrugte materialer.

LÆS OGSÅ: Bolig med naturlig julepynt

JULEKRANS

Den strimlede krans er et godt alternativ til en halmkrans og er oplagt at hænge i vinduerne til jul. Kransen er lavet af papirstrimler, som man ofte finder i gaveæsker, og selve ringen kan både være i metal eller bygget med kviste. Med kviste kan du selv justere størrelsen. Til sidst sættes papirstrimlerne fast med tynd ståltråd.

NOGET AT HAVE DET I

Muleposer er både praktiske og bæredygtige – og kan blive en gave af den personlige slags. Du kan f.eks. udmykke stoffet ved at skrive et digt, et vers fra en sang eller en hilsen. Husk at lægge en hård blok papir bag det stof, du skal skrive på, så du ikke skriver igennem til næste lag stof. Du kan også overveje at bruge klemmer til at spænde posen ud på et stykke pap, mens du skriver.

GLASKUGLER

Savner du julekugler, der passer til slow living-tendensen? Med tomme glaskugler, der fås i hobbybutikker, kan du selv designe dem. Olivengrene, tørrede blomster, strå og andre naturlige sager kan forlænge livet i kuglerne. Du kan også genbruge gavebånd, glimmer, crepepapir eller andre ting, der ellers ville være smidt ud sammen med gavepapiret.

LÆS OGSÅ: Lav dit eget hjemmelavede julepynt

LUKSUSKUGLER

De brune velourkugler er nemme at lave og passer godt sammen med andre kugler i afdæmpede farver. Klip en bid stof på størrelse med en femmer – den behøver ikke at være rund – og fastsæt den med lim. Fortsæt, indtil kuglen er dækket helt til, og lim en øjeskrue eller snor på til sidst.

Et hjerte af stof

Et gammelt stykke tøj behøver ikke at lade livet fuldstændigt. Stof revet i strimler og vasket får et naturligt udtryk. Smart som pakkebånd eller som her: Snurret rundt om en hjerteform, der måske heller ikke duede i kageværkstedet længere.

EKSKLUSIV INDPAKNING

Har du en masse papæsker liggende, kan de få en tur mere som gaveæsker, hvis de får en lille opgradering. Undgå logo eller tekst uden på æsken ved at bruge bånd eller silkepapir til indpakning. Krøl silkepapiret sammen, og fold det ud igen. Lad det forblive foldet, så opnår du den bedste effekt ved indpakning af gaven.

Læs mere om: