brun sovs til and
OPSKRIFTER

Brun sovs til andesteg

Lav den perfekte brune sovs til anden. Rigtig brun sovs er lavet på andefond, som helst skal være hjemmelavet.

Brun sovs er for rigtig mange mennesker smagen af jul og hører jo derfor til, når andestegen, rødkålen og de brunede kartofler kommer på bordet juleaften. Her får du en opskrift på rigtig brun sovs lavet på andefond.

Brun sovs til and

Sovsen her er baseret på en fond, gerne lavet dagen før, men du kan selvfølgelig også lave sovsen på saften fra anden juleaftensdag.

Hemmeligheden bag den perfekte brune sovs er, at den andefond, der skal bruges. Hvis du virkelig vil imporere dine gæster med den perfekte brune sovs, skal du lægge tid og kærlighed i den.  

Opskrift på brun sovs til andesteg

Antal: 6 personer

Det skal du bruge for at lave brun sovs til andesteg

Andefond:

  • 1 andelår
  • 1 gulerod
  • 1 pastinak
  • 1 løg
  • 5 dl rødvin
  • 1 l vand
  • 10 timiankviste
  • 2 laurbærblade
  • 1 spsk hele peberkorn
  • 1 spsk groft salt

Brun sovs:

  • 50 g smør
  • 2 spsk hvedemel
  • 8 dl andefond
  • 3 dl piskefløde
  • 2 tsk ribsgelé
  • 3 spsk balsamico
  • Salt og friskkværnet peber

Få opskriften på juleand her, så du har noget at spise brun sovs til

Andefond:

  1. Skær rodfrugterne i mindre stykker og løget med skal i både. Brun andelår og grøntsager på alle sider i en stor gryde.
  2. Tilsæt rødvin, vand, timian, laurbærblade, peberkorn og salt. Bring det i kog, skru ned for blusset, og lad det simre i 2 timer.
  3. Si fonden igennem en sigte, og kasser andelår og grøntsager.
  4. Opbevar fonden i beholder på køl natten over.

Før fonden skal bruges, fjernes andefedtet, der har samlet sig øverst på fonden. Gem andefedtet til rødkålen.

Brun sovs:

  1. Smelt smørret i en gryde. Tilsæt mel, og rør det til en melbolle, der slipper grydens sider.
  2. Tilsæt fonden lidtad gangen, og rør efter hver gang, til der ikke længere er klumper. Rør i sovsen hele tiden, så den ikke brænder på.
  3. Rør fløde og ribsgelé i, evt. kulør, hvis du vil have en mørkere farve.
  4. Smag til med balsamico, salt og friskkværnet peber, og hold sovsen varm, eller varm den op igen, når den skal serveres.

TIP: Opskriften på brun sovs er baseret på en fond, som skal laves dagen før, men du kan selvfølgelig også lave den på basis af saften fra anden på dagen. Gode fonder kan også købes i supermarkedet, men de bedste er nu hjemmelavede.