OPSKRIFTER

Brunkager med neliker, mandler og pistacienødder

Brunkager hører julen til. Prøv vores opskrift på de lækreste brunkager med et tvist.

Hjemmebagte brunkager smager bare bedst. Prøv vores opskrift, der udfordrer de traditionelle brunkager med et tvist af neliker, mandler og pistacienødder - det smager fantastisk! Husk at lave dejen til disse brunkager i god tid, da den skal på køl inden du kan skære dine brunkager ud. Du får ca. 30 store brunkager med opskriften.

Det skal du bruge til dine brunkager:

200 g sukker
200 g smør
1 dl lys sirup
1 tsk stødt kanel
1 tsk stødte nelliker
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt allehånde
1 tsk natron
350 g hvedemel
25 g hele mandler
50 g usaltede pistacienødder

Prøv også: Pebernødder med peber og anis

Sådan laver du brunkager:
Rør sukker, smør og sirup sammen i en foodprocessor. Bland krydderierne, natron og mel sammen, og ælt det krydrede mel i smørblandingen. Hak mandler og pistacienødder, og bland dem i dejen. Tilsæt yderligere mel hvis nødvendigt.

Del og form dejen til 2 tykke ruller, pak dem i plastfilm, og læg dem køligt ca. 1 døgn. Du kan også lægge dejen i fryseren i et par timer, så er den nem at skære ud.
Skær dejen i tynde skiver, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir, lad der være afstand mellem dine brunkager.

Bag dine brunkager ved 200° i 5-6 min., og lad dem afkøle lidt på pladen, inden du flytter dem over på bageristen, hvor de afkøler helt. Læg derefter de lækre brunkager i kagedåser.

Prøv også vores opskrift: Vaniljekranse

Læs mere om:
jul