Opskrift på stegte sild i eddike
OPSKRIFTER

Stegte sild i eddike

Der må ikke mangle stegte sild i eddike til den årlige julefrokost! Heldigvis er julestemningen sikret med denne opskrift på stegte sild i eddike med dildstuvede kartofler.

Stegte sild i eddike hører til en god julefrokost, men det kræver sin kok at lave dem lige præcis sådan, som de skal smage. Heldigvis har vi lavet en opskrift på stegte sild i eddike med dildstuvede kartofler, som du kan bruge til at lave de stegte sild på perfekt vis. Sildene holder sig fint i eddikelagen i ca. 1 uge i køleskabet og smager også skønt på en skive rugbrød. Rigtig god fornøjelse med at lave julefrokostens højdepunkt - stegte sild i eddike!
 

Stegte sild i eddike med dildstuvede kartofler

Tid: 40 minutter. Antal personer: 4
Stegte sild i eddike: 
• 4 hele, ferske sildefileter (fra fiskehandleren)
• 1 spsk dijonsennep
• 1 spsk akaciehonning
• salt og friskkværnet peber
• 2 hele nelliker
• rugmel til panering
• smør og olie til stegning
Eddikelage:
• 3 dl lagereddike
• ½ dl vand
• 85 g sukker
• 1 bananskalotteløg
• 4 hele nelliker
Dildstuvede kartofler:
• 2½ dl piskefløde
• saft af 1 citron
• salt og friskkværnet peber
• 8 spsk finthakket dild
• 16 små kartofler

​Prøv også: Sild i citron

Sådan laver du stegte sild i eddike med dildstuvede kartofler:

1. Dildstuvede kartofler: Kog kartoflerne i letsaltet vand, til de er møre.
2. Skyl sildefileterne, klip finnerne af dem, og fjern eventuelle ben. Del hver filet på langs, så du får i alt 8 stykker, og læg dem med kødsiden opad. Dup fiskekødet tørt med et stykke køkkenrulle.
3. Rør sennep og akaciehonning sammen, og smør det i et tyndt lag på kødsiden af sildefileterne. Krydr med salt, peber og knuste nelliker. Fold sildene sammen, så halen bliver lagt mod hovedet. Vend dem i rugmel. 
4. Steg sildefileterne i smør og olie på en pande, til de er gyldne og sprøde.
5. Læg de stegte sild i et dybt fad.
6. Eddikelage: Bring eddike og sukker i kog i en gryde, og lad det koge, til sukkeret er helt smeltet. Pil og skær skalotteløg i tynde både. Bland løg og hele nelliker i eddikelagen, og tag gryden fra varmen. Hæld den varme lage over sildene, og stil fadet på køl, mens du laver de dildstuvede kartofler.
7. Dildstuvede kartofler, fortsat: Kog fløde og citronsaft sammen i en gryde, til fløden tykner. Krydr godt med salt og peber. Tag gryden fra varmen, og rør finthakket dild i. Vend de kogte kartofler i til sidst. 
8. Anret sildene med lidt af eddikelagen og løgene fra lagen, og server de stegte sild i eddike med lune, dildstuvede kartofler.

​Prøv også: Marinerede sild med tandoori