
Sommeren er en hyldest til de enkle glæder i tilværelsen: Smagen af solfyldte danske jordbær. Godt selskab og inderlige samtaler, som kører i sløjfe, til pastelfarverne på himlen afløses af mørket. Langsom tid, som fråses væk på gode bøger og en brøkdel af, hvad der nås på en effektiv jobdag.
Sommeren bringer mig tilbage til en kerne af, hvem jeg er – og måske gerne vil være – som en computer, der bliver genstartet. Sommeren genopfrisker gode vaner som yoga hver morgen, og disciplinens indre ild bliver tændt for at tage den nye vane med ind i hverdagen. Når efteråret kommer, vælger jeg dog oftest at sove længere ...
Men nu får jeg så en ny chance for at minde mig selv om, hvad der er godt og værd at tage med ind i hverdagen. Sommer er også glæden ved kontinuitet: købe is de samme steder, sommerfrokoster, Bornholm igen og igen og være sammen med familie og venner.
LÆS OGSÅ: Vita Andersens 10 leveregler
I år er der dog en mørk sky over mig – uanset hvordan vejrudsigten bliver – som jeg må og skal forholde mig til, og som vi måske alle skal give en ekstra tanke denne sommer: Klodens tilstand, som kræver handling i et omfang, som politikere og vi andre ikke helt har forstået. Vi skal lægge vores vaner radikalt om – hurtigt! Nye love skal vedtages, handlinger stoppes. For nylig fastslog et referat af en 1.500 sider stor rapport fra FN, som bliver offentliggjort i sin fulde længde senere på året, at mennesket har overtaget naturens rolle med at forandre landskaber og sammensætningen af dyreliv – og vi gør ikke et særligt godt stykke arbejde. Tværtimod. Mennesket er godt i gang med at udrydde op mod en million dyre- og plantearter. Det er en tikkende bombe under økosystemet, som er grundlaget for folks liv over hele jorden. Med en verdensbefolkning på syv milliarder mennesker vil landbrug, fiskeri, træfældning og minedrift fortsætte med at forandre verden i et hidtil uset tempo – og samtidig øger global opvarmning den negative spiral.
De dystre konklusioner kan handlingslamme én og få hjernen til at lukke ned, fordi temperaturstigninger på 1,2 eller 4,5 grader virker små og ubetydelige, men konsekvenserne er enorme. Singapore, Holland og Hong Kong kan blive oversvømmet ligesom store dele af Danmark.
Derfor vil jeg bruge sommerferien til at spørge mig selv: Hvad er essentielt for mig, fordi det giver mig glæde? Sort assam-te, tøj i god kvalitet, blomsterbuketter. Og så skære forbrug på automatpilot væk – fra smutture til bageren i bil til T-shirts, som kun holder i få uger. Jeg vil kun rejse oversøisk med familien hvert andet år for at skære ned på flyrejser. For andre er det gode liv måske den benzinslugende Land Rover eller den CO2-tunge bøf på tallerkenen en gang imellem – den globale kødproduktion lægger beslag på 75 procent af klodens arealer.
Hver og en af os har oplevelser og ting i vores liv, som giver os særlig glæde, og heldigvis er vi forskellige. Det handler ikke om, hvor lidt vi kan klare os med, men hvad kan vi simpelthen ikke leve uden? Og så væk med resten.
God sommer,
Anne Axholm, chefredaktør
LÆS OGSÅ: 10 typer tasker, enhver kvinde må eje!