Opskrift på tatar
MADTRENDS

Lav din egen friske tatar

Lav en smagslækker kalve-tatar med stegte asparges, syltet løg, parmesan, karse og æggeblomme. Få opskriften på tatar her!

Tatar er så meget mere end den rørte klassiker med pommes frites eller rå æggeblomme og løg. Vi har lavet en supersofistikeret, moderne og smukt version af kalve-tatar med stegte asparges, syltet løg, parmesan, karse og æggeblomme. Den fungerer perfekt som frokostret eller som forret. 
Prøv også: 
 

Tatar-regler

Brug kun kød og fisk, du ved er friskt. Vask altid hænder, inden du går i gang med at lave tatar, og sørg for, at du har et rent bord, en ren kniv og et rent skærebræt. Rør så lidt som muligt ved fisken eller kødet med fingrene. Spis altid tataren straks, den er tilberedt. Det er vigtigt at bruge en helt skarp kniv, når du skærer kødet, så det bliver hakket og ikke mast.
 

Opskrift på tatar af kalv med stegte asparges, syltet løg og æggeblomme

4 personer
Det skal du bruge til tatar:
  • 10 perleløg
  • 1 dl vand
  • 1 tsk. honning
  • 1 usprøjtet citron
  • havsalt og friskkværnet peber
  • 300 g kalvefilet eller inderlår
  • 12-16 grønne asparges
  • ½ dl olivenolie
  • 20 g frisk parmesan
  • ½ bakke karse
  • 4 økologiske æg
 
Sådan laver du tatar:
  1. Pil perleløgene, og læg dem i en gryde med vand, honning og saft fra citronen. Riv også skallen fint, og tilsæt salt og peber. Kog det op, og tag gryden af varmen, og lad perleløgene trække færdig i den lune kogelage.
  2. Skær kødet ud små tern med en skarp kniv, så kødet bliver skåret og ikke mast, og læg det i en skål for sig.
  3. Skyl aspargesene, og knæk rodenden af. Varm en pande op, og steg aspargesene ved høj varme i olien, ca. 1 minut, vend dem hele tiden rundt, mens de steger, så de får en flot stegeoverflade på alle sider og bevarer deres friskhed og bid. Tag aspargesene af panden, og krydr med salt og peber.
  4. Anret tataren på en tallerken med de lune, stegte asparges og perleløgene fordelt i skaller, friskrevet parmesan, karse og æggeblomme. Spis som frokostret eller som forret.
 

Fakta om tatar

Tataren stammer fra det asiatiske nomadefolk tatarerne, der lagde et stykke råt kød under sadlen om morgenen, og så gjorde dagens ridning kødet mørt, så det var klart til at blive spist om aftenen. Historien er nok en myte, da kødet højst sandsynligt blev brugt til at beskytte hesten mod saddelsår, som hesten fik efter de lange rejser.