BMW X2 Intelligent og opsigtsvækkende SUV
FART PÅ

BMW X2 | Intelligent og opsigtsvækkende SUV

Den nye BMW X2 SUV gør sig godt i både byen og på skituren, hvor den vækker opsigt med sit distinkte design og lækre panoramaview fra kabinen samtidig med, at den sikrer dig et godt greb på vejen med sit intelligente firehjulstræk.

Hvad er det?

X2 er BMW’s seneste model, der teknisk set er baseret på BMW’s X1-model men lavere, kortere og en smule bredere. Det er en lille designer-SUV i stil og på størrelse med blandt andet Range Rover Evoque. Du vil sagtens kunne finde billigere SUV-alternativer, men ingen af dem føles helt så eksklusive som X2, der er lækker i både måden, den kører på, men i høj grad også i interiøret og de små brugbare funktioner, som gør din hverdag nemmere som eksempelvis parkeringssensor og det, at du kan oplade din mobil trådløst via induktion. Du kan udstyre X2 helt efter dine egne præferencer og vælge at opgradere skærmen i midten til 8,8 tommer eller få monteret et head-up display i forruden, som viser detaljer som hastighed eller navigationsdata direkte op i dit synsfelt, når du kører. Hvis du gerne vil have mere lys og luft i kabinen, kan du også tilkøbe et panoramaglastag, der med det samme giver en mere eksklusiv følelse.

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER

Hvorfor skal jeg købe den?

Fordi du gerne vil have det nyeste indenfor smarte SUV’ere. Det er langtfra den største bil i byen, men det er uden tvivl én af dem, som vækker allermest opsigt i gadebilledet på grund af sit distinkte design og skarpe farvepalette. Der er fint plads til fire personer og bagage, men har du brug for plads til mere end det normale, skal du hellere gå efter bilens storebror, som har navnet X3. X2 fås med et intelligent xDrive-firehjulstræk, som er en fordel i for eksempel koldt og glat føre, da bilens elektronik selv sender motorens kræfter hen til det eller de hjul, som har allerbedst greb i asfalten.

Hvad er dens party trick? 

Det er ikke fordi, at X2 har et unikt trick i ærmet. Til gengæld kan du blære dig med en helt bestemt detalje på bilens bagerste sidestolpe, hvor der sidder et BMW-logo monteret. Det er en detalje, som er hentet fra en af fortidens kultbiler i form af BMW 3,0 CSL fra 1972 – en bil, der fik øgenavnet ’Batmobilen’.

Hvem er konkurrenterne?

En af bilens helt store konkurrenter er uden tvivl den ligeledes nye Audi Q2. Audi’en er dog lidt mindre, men også en smule billigere. En anden konkurrent kommer fra BMW’s egne rækker i form af Mini Countryman. BMW ejer den britiske Mini-fabrik, og de to modeller er baseret på samme teknik. Mini’en handler dog mere om praktik end lækkert design.

Hvad koster den?

Den billigste BMW X2 vil starte fra 502.700 kr. For de penge får du en benzinvariant med 192 hk, forhjulstræk og et 8-trins automatgear. Den kan køre op til 18,2 km/l. Vil du gerne have flere kræfter eller en bedre brændstoføkonomi, bør du gå efter én af de to dieselvarianter, hvoraf den mindste koster 602.400 kr. og topmodellen står i 723.300 kr.

Hvornår kommer den?

BMW X2 bliver lanceret hos de danske forhandlere d. 10. marts 2018.

LÆS OGSÅPorsche Cayenne | Flere kræfter, mere miljøvenlig og sikret til fremtiden

BMW X2

  • BMW X2 sDrive20i aut.
  • 192 hk
  • Nul til 100 km/t på 7,7 sekunder
  • Topfart 227 km/t
  • 18,2 km/l
  • 4 voksne og 1 barn
  • Længde/bredde/højde 436/182/153 cm
  • Bilklasse: Lille SUV, Crossover

Den nye BMW X2

Læs mere om:
bil