INTERVIEWS

10 leveregler fra Geeti Amiri

Tag ansvar for det samfund, du lever i, øv dig i at rumme mennesker, du ikke er enig med, og plej dig selv – det fortjener du. Sådan lyder det fra forfatter, debattør og lærerstuderende Geeti Amiri, som her deler sine leveregler

Geeti Amiri er født i 1989. I 2016 debuterede hun med ‘Glansbilleder’, og i år udkommer hendes roman ‘Mosaik’ på Gyldendal. Hun modtog sidste år Hørups Debatpris.

10 leveregler fra Geeti Amiri

1. Elsk dig selv, så du kan elske andre. Det har jeg omsider fattet betydningen af. For at indgå i symbiose med andre, må vi lære at være alene med vores særheder og acceptere dem. Det tvang corona-pandemien og isolationen os til.

2. Sæt dig selv fri. Alt for mange kvinder går på kompromis og lever i ulykkelige parforhold. De finder sig i krav, som er blevet stillet i tusinder af år. I Danmark er vi ikke afhængige af mænd eller deres økonomi. Så hvis ikke du drømmer om hamsterhjul og leverpostej, så sæt dig selv fri. Vi skylder os selv og vores knap så privilegerede medsøstre rundt om i verden at leve det liv, vi selv ønsker.

3. Hav is i maven, og tro på, at du kan arbejde på en anderledes måde, hvis du drømmer om det. Jeg har valgt et arbejdsliv med stor økonomisk usikkerhed, men jeg vågner hver dag med stor livsglæde. Alt andet er livet for kort til.

Læs også: Mette Horns 10 leveregler

4. Spis ordentligt, og plej dig selv – for dig selv. Dit krop er dit tempel.

5. Vær omhyggelig med venskaber. Der er blevet grinet af corona-boblen, men de fleste af os kan nok ikke komme i tanke om 10 mennesker, vi ville ringe til i nødens stund. Hvem er mine reelle venner, og hvem vil jeg gerne være der for? Corona har for mig understreget, at man skal være mere omhyggelig med, hvem man lukker ind i sit liv.

6. Forlig dig med det, du ikke kan ændre. Mange bruger krudt på at være bitre over de familiemedlemmer, skæbnen har tildelt os. Som jeg bliver ældre, forstår jeg værdien af at kunne acceptere mennesker, jeg ikke kan spejle mig i, og at de ikke kan være som mig. Det har gjort mig mere tolerant. Jeg tror, at vi har meget at hente ved at øve os i at rumme hinanden.

7. Tag ansvar for det samfund, du er en del af. Vi har alle mulighed for at komme til orde, få indflydelse og præge vores fremtid. Det forpligter at leve i et privilegeret samfund.

Læs også: Anne Mette Kirks 10 leveregler

8. Sluk for det, der ikke giver plads til fordybelse. Måske giver det mere hjertelykke at læse en bog i stedet for at binge en serie. Måske finder du skønhed i dit eget selskab. Vi behøver ikke være tilgængelige for hinanden hele tiden og konstant have adgang til underholdning.

9. Se børn som vores fremtid. Jeg møder som lærer mange børn, der oplever, at de voksne, der hævder at ville passe på dem, svigter dem. For mange børn må passe på de voksne. Vi bør sammen slå ring om de børn.

10. Giv plads til off-dage. Jeg er selv blevet bedre til at give plads til de følelser, der ikke oser af glimmer og fest.

Læs også: 10 leveregler fra Lisbeth Knudsen

 

Læs mere om: