INTERVIEWS

10 leveregler fra teaterdirektør Jon Stephensen

Gør altid dit bedste, hjælp andre og hold flere fester. Sådan lyder det fra Jon Stephensen, teaterdirektør på Aveny-T, der her deler sine 10 leveregler.

Teaterdirektør Jon Stephensens 10 leveregler

1. Der er en mening med det hele. Sådan sagde min mor altid til mig, hvis jeg som barn var ked af det, eller som ung løb ind i kærestesorger eller andet, der gjorde mig ked af det. Min mors ord bruger jeg stadig. De er fine. At finde trøst i, at alt nok bliver bedre, når det hele er lidt sort, har alle brug for.

2. Gør dit bedste. Når jeg lægger mig på puden hver aften, skal jeg kunne sige til mig selv, at jeg gjorde mit bedste. Ikke, at tingene altid lykkedes, men jeg gjorde, hvad jeg kunne lige i dag.

3. Hold dig ung. At blive gammel er uundgåeligt, men lad være med at fremskynde det. Mentalt og fysisk er livet så meget mere i live, hvis vi holder fast i, at alt stadig er muligt, i stedet for at lade alderen blive en krykke for at lade det gå lidt i stå.

4. Vær ikke bange. Angst æder sjæle op, er der vist en film, der hedder. Og det er jo rigtigt, men så må vi jo prøve at gå imod det. Vær især ikke bange for at sige, hvad du føler − føler over for andre. I sårbarheden findes rum for, at meget kan opstå.

5. Vær i tvivl. Alt er blevet så sort/hvidt. Men vi har brug for sprækker, hvor vi kan parkere det hele lidt, før vi har en mening og et svar parat.

6. Kæmp. Kæmp for det, du virkelig vil og tror på. Kæmp for hende eller ham, du allermest vil. Dine børn. Dine nærmeste. Din familie. Det har jeg langtfra altid været dygtig nok til – men det er aldrig for sent.

7. Lav om på dig selv. Ja, jeg fortryder meget. Meget, jeg har gjort. Meget, som jeg i dag kan se, at jeg kunne have gjort anderledes over for andre, og som også ville have gjort mit liv lykkeligere. Lær af det. Men det er ikke nok at erkende dine fejl, hvis du ikke samtidig laver om på dig selv og dine handlinger.

8. Hjælp andre. Det er så enkelt og livgivende at hjælpe. Så gør det. Gør det meget mere. En time, en dag, en weekend kan gøre underværker for en, der står og har allermest brug for det, og føre til livslange relationer og venskaber.

9. Hold fest. Ingen fortryder, at de inviterede til fest. Selv dagen efter er lykken over at have samlet venner og set dem igen og grinet sammen meget større end oprydning, gulvvask og et fint, smadret glas.

10. Tro på noget. Tro på Gud. Tro på Livet. Tro på Fremtiden. Ja, tro bare på et eller andet, som giver dig mod og glød i dine øjne. For holder jeg op med at tro, så holder jeg også op med at drømme – og uden drømme går vi i stå og lever kun halvt.

LÆS OGSÅ: 11 leveregler fra Helle Helle

Læs mere om: