10 leveregler fra Uffe Elbæk
INTERVIEWS

10 leveregler fra Uffe Elbæk

Efter en periode i Folketinget, en kåring som en af Danmarks bedst klædte mænd og lidt viralt videovolapyk, er der så småt kommet mere ro på 64-årige Uffe Elbæks liv. IN bad Uffe Elbæk dele sine 10 leveregler.

Uffe Elbæk: 10 bud

1. Lyt til dit hjerte. Jeg skulle blive alt for voksen, inden jeg for alvor lærte at lytte til mit hjerte. Tænk, hvilket indre moralsk og etisk kompas vi så ville få, og hvilke kloge valg der ville komme ud af det, hvis vi fra barnsben lærte at lytte til hjertets kraft.

2. Nyd din krop. Når jeg ser på ungdomsbilleder af mig selv, tænker jeg, at ‘ham der er da noget af en steg’. Men sådan havde jeg det overhovedet ikke, da jeg var ung. Dengang syntes jeg, at det var alle de andre, der var smukke. Så bliv ven med din krop. Jo før, jo bedre.

3. Vær dig – det har du ret til. Lad aldrig nogen få lov til at give dig oplevelsen af, at du ikke har ret til at være her. Hverken din familie, dine venner, arbejdsgiver eller kollegaer. Du har så meget ret til dette liv. Så tag nu ordentlig fat i det – på dine præmisser.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

4. Lær af dine fejl. Der er ingen, der går igennem livet uden at lave fejl, men det er dit ansvar at lære af dem. Det gør du kun, hvis du kan identificere dem, tage ansvar for dem, lære af dem og gøre det anderledes, når du står i den samme situation igen.

5. Giv det, du vil have tilbage. Hvis der er noget, jeg har lært af et efterhånden langt liv, er det, at hvis du giver god energi, får du god energi tilbage. Og det modsatte gælder i den grad også.

6. Dans. Også når du bliver gammel. Gør det alene eller sammen med andre. Men dans for pokker. Fysisk, mentalt eller emotionelt. Bevæg dig. Følg livets eller musikkens rytme. Du bliver i godt humør af det.

7. Følg din nysgerrighed. Vi pakker os alt for ofte ind i vaner og ritualer for at have styr på tilværelsen. Men slå ikke din nysgerrighed ihjel. Følg den. Gå på opdagelse i den. Når du gør det, vil du opleve, hvor helt overvældende generøst livet kan være.

8. Le mindst en gang om dagen. Sådan helt ned i maven. Forestil dig, hvordan livet ville være, hvis humor ikke eksisterede. Humor er den bedste modgift mod selvhøjtidelighed og selvretfærdighed. Hos en selv og hos andre. Humor er kilden til frihed, livsglæde og lethed.

9. Kys din kæreste godnat hver aften. Det er helt afgørende, at I siger tak for den dag, I har haft sammen. Fald ikke i søvn i vrede eller frustration. For det man fokuserer på, det vokser – også i drømmene.

10. Læs gode bøger. I en tid, hvor vi er ved at drukne i digital underholdning, kan jeg kun anbefale det. Ned i tempo og ind i bogens univers. Både du og verden bliver større og klogere af det. Med garanti.

LÆS OGSÅ: 10 bud | Mia Lyhne