Xenia Lach-Nielsen sunde tips
INTERVIEWS

10 sunde tips fra Xenia Lach-Nielsen

Xenia Lach-Nielsen er 46 år, og skuespiller. I øjeblikket kan hun opleves over for Stig Rossen i musicalen ‘Chess’ i Tivolis Koncertsal. Efterfølgende kommer den på turné til Aarhus, Odense, Vejle og Holstebro. Her deler hun sine 10 bedste sunde tips.

Sundhed ifølge Xenia Lach-Nielsen

Hvornår føler du dig allermest sund?

Jeg tænker egentlig ikke så meget over, om jeg er sund. Jeg ved jo godt, hvad ‘man skal gøre’ for at være sund i konventionel forstand, men det ligger laaaangt fra min personlighed at tænke meget over, hvad jeg spiser.

Hvornår føler du dig usund?

Ååååh, jeg kan godt gå over min egen grænse, hvis jeg både propper mig med sukker, fedt og salt. Jeg har svært ved at lade ‘hygge-ting’, som vi kalder søde sager hjemme hos os, være. Indimellem er der bare ikke nogen stopknap hos mig.

Hvad er dit bedste sunde råd?

Få din søvn – og opsøg ro. Jeg er overbevist om, at vi overbelaster vores hjerne i den tid, vi lever i. Skærme, musik, støj alle vegne og hele tiden. Jeg kan i hvert fald ikke klare det og vælger aktivt at slukke for alt, så mit sind kan få næring af stilhed.

LÆS OGSÅ: Er et silent retreat noget for dig? 

Hvad er din (hemmelige) usunde last?

Gennem årene har det været forskellige ting, der lige kunne gøre det for mig, men i øjeblikket er det mærkeligt nok P-tærter.

Hvordan har dit forhold til sundhed udviklet sig?

Jeg har som sådan aldrig tænkt over sund kost. Jeg er altædende og ufatteligt u-kræsen. Men jeg er så heldig, at min mand, som står for aftensmaden, altid har lavet virkelig sund mad. Så det er hverdag for mig at spise sundt. Derudover er min mand og datter det sidste halve år blevet veganere. Det var filmen ‘What the Health’, der vendte deres syn på mad – og på sin vis også mit.

LÆS OGSÅ: 5 gode grunde tl at blive vegetar

Hvad er dit forhold til slankekure og diæter?

Jeg har altid været lang og slank og har indtil for 10 år siden overhovedet ikke skullet tænke over, hvad jeg puttede i munden. Men min fysik har ændret sig markant de seneste par år, og hvis jeg vil holde den slanke linje, skal jeg virkelig tænke over, hvad jeg spiser – og det gider jeg bare slet ikke. Den eneste grund til, at jeg så alligevel føler, jeg er nødt til at tænke lidt over det i perioder, er mit job. Lige meget hvordan man vender og drejer det, er der bare et ideal for, hvordan kvinder i min branche helst skal tage sig ud – og jeg hader det. Det er de berømte fem kilo for meget, der gør, at mine lår og min røv lige er lidt for store, får mormorarmene til at hænge og dobbelthagen på banen. Så fordi mit job består i, at folk ser på mig, kan jeg godt til visse opgaver forsøge at tabe mig lidt, så jeg kan blive fri for tanken om, at publikum ‘tænker noget’. Det er totalt åndssvagt.

Køb et abonnement på IN og spar 50 % - KØB HER

Hvilken form for motion dyrker du?

Jeg har haft tre diskusprolapser, er blevet opereret og har været igennem flere års superviseret genoptræning. Det har gjort, at min i forvejen manglende interesse for motion er blevet endnu mindre. Aaargh, jeg har mange dårlige minder, men jeg skal holde min ryg stærk for evigt – det kan jeg ikke komme udenom. Så det nye er, at det mindre træningscenter Powerhouse har åbnet en afdeling på min vej – 200 meter fra min hoveddør. Det kunne simpelthen ikke være mere motiverende. Så der går jeg jævnligt til Full Body Reformer og Burn & Build. To meget forskellige træningsformer, hvor jeg især er virkelig glad for Reformer, fordi jeg føler, at min krop bliver styrket på en måde, der er skånsom for min ryg.

Hvordan stresser du af?

Hvis jeg kan få en lørdag aften med ‘Kriminalkommissær Barnaby’ og ‘Lewis’, er jeg lykkelig. Det er så forudsigeligt og trygt. Men når jeg virkelig har tid, læser jeg. Jeg har fx snart været igennem hele Haruki Murakamis forfatterskab.

Hvordan har du det med din krop?

Objektivt er mine lår og min numse for store i forhold til dagens ideal. Jeg så gerne, at de var mindre, men jeg skal kæmpe så hårdt for, at det kan ske, at jeg ikke orker det.

LÆS OGSÅ: 13 sunde tips fra Julie Zangenberg 

Hvordan har du det med din alder?

Jeg har det rigtig godt med min alder, og jeg er stolt af det, jeg har opnået i min karriere og i mit private liv.