INTERVIEWS

Åsa Linderborg om hudsult: Det var ikke sex, jeg længtes efter, det var hud

Jeg blomstrer af som en buket roser, der langsomt tørrer ind. Allerede slemt hungrende efter den mindste smule hud isolereredes jeg i mit private Pompeji i ruiner, skriver den svenske forfatter og journalist Åsa Linderborg om tiden inden og under 2020 i sit essay lige her.

Hudsult er Danmarks bittersøde bidrag til det globale pandemiordforråd. Hvis man ikke regelmæssig har kontakt med en andens hud, om det så bare er i form af et hurtigt håndtryk, så sygner man hen mentalt. Det kan jeg snakke med om.

Åsas mand fandt en yngre model 

I marts 2018, to måneder inden min 50-årsfødselsdag, opdagede jeg, at min mand, som jeg havde været sammen med i otte år, havde mødt en ny på en ferie i Asien. Manden, vi kan kalde ham P, var sytten år ældre end mig. Kvinden, han havde mødt, var yngre end mig. Det blev afsløret en aften, hvor vi skulle se en film på Netflix.

Mens vi ventede på, at apple-tv kom op i omdrejninger, åbnede hans fotoalbum. Pludselig var der en selfie på skærmen, som P havde taget sammen med en kvinde, jeg ikke havde set før.

I løbet af et par sekunder var mit liv forandret. Jeg var med ét kasseret, jeg kunne med al ønskelig tydelighed erstattes med en anden, og jeg stod tilbage med den afgrundsdybe skam over at blive forladt.

Den ydmygelse er tung at bære for alle, men den er helt og aldeles knusende for en kvinde i min alder. Jeg prøvede at finde trøst i, at den nye var meget yngre end mig; P var en ynkelig kliché og så videre – men lige meget hjalp det: Jeg var sikker på, at mit liv var forbi.

Morgenen efter bruddet vaskede jeg mit afviste skød. I otte år havde hans sæd sivet ned ad mine lår, men nu var der ingen. Aldrig igen, tænkte jeg, da jeg så mig selv i spejlet. Hvem kan forelske sig i en så hurtigt aldrende kvinde?

Øjenlågene er tunge og hørelsen nedsat. Tandkødet er begyndt at trække sig tilbage. Der dannes hård hud på fødderne. Halsen ændrer silhuet. Håret bliver tyndere, jeg aner allerede nu min mors vigende hårgrænse ved tindingerne.

“Jeg blomstrer af,” sagde min mormor Vera engang med en kærlig russisk talemåde om det at ældes som kvinde. Jeg afblomstrer som en buket roser, der langsomt tørrer ind.

Læs også: Forfattere om livet i 40’erne: stop op og stil de vigtige spørgsmål

Jeg svigtede, ved ikke at leve op til min generation af kvinder

Mine venner prøvede at trøste mig med, at “50’erne er de nye 40’ere”. Jeg forstod dem ikke, og jeg plagedes af skyldfølelse over det. Det var, som om jeg svigtede ved ikke at leve op til min egen generation af kvinder, der ikke vil bøje sig for alderen.

Jeg var bange for det kække kampråb, at “livet først rigtigt begynder efter overgangsalderen”. Og jeg havde det, som om jeg var født i det forkerte årtusinde, da jeg opdagede, at det var blevet en statusmarkør for urbane kvinder på 50+ at gå i seng med dem, man har lyst til uden tanke på at binde sig eller at investere for mange følelser i et andet menneske: Det var fedt, at vi nu kunne tage for os, som mændene altid har gjort!

Jeg så på dem og følte mig fremmed for alt det, jeg selv har kæmpet for; at kvinder skal betragtes som mennesker på samme betingelser som mænd. Vi kan også være liderlige, egoistiske, selvstændige. Vi kan selv mærke efter, hvad vi har brug for og tage ansvar for det.

Jeg fattede ikke, hvordan jeg skulle turde eller orke at kaste mig ud i at lære en ny mand at kende. Det her er så mig, og sådan ser jeg så ud: “Mine bryster var engang så faste, men nu … ja, du kan jo selv se det …” Og det var ikke sex, jeg længtes efter, det var hud. En omfavnelse, et kærtegn, én at sove sammen med, ikke mere end det.

Læs også: Klub venus vil gøre op med tabuer: sexlegetøj og onani er ikke skamfuldt

Ødelæg ikke andres liv med bagateller

Mit indre var i oprør, da den svenske MeToo-bevægelse var på sit højeste. Vidnesbyrd om sexchikane og regulært magtmisbrug på chefniveau blandede sig med personlige anekdoter om at blive antastet af en alt for gammel eller fuld mand: Hvad bildte han sig ind?! Eller hævngerrige kvinder, der følte sig udnyttede, fordi engangsaffæren ikke udviklede sig til et forhold. Eller kvinder, der til en fest havde mærket en uønsket hånd på bagen og derefter var gået til politiet.

Forkælede, ømtålelige fjolser, havde jeg lyst til at hvæse til dem: Ødelæg nu ikke andre menneskers liv med sådan nogle bagateller, lad være med at ophøje det til principper eller politik, nyd nu bare jeres tiltrækningskraft, så længe I har den.

Fatter I ikke, at livet også slår knuder indimellem? Har I slet ingen forståelse for, at det også er svært at være mand, menneske, at leve simpelthen? Har I aldrig selv taget på en mand, som ikke udtrykkeligt selv har bedt om det?

MeToo var nødvendig

Samtidig vidste jeg jo godt, at MeToo var nødvendig. Jeg kender ikke de præcise procenttal, men mange kvinder, måske de fleste af os, oplever på et tidspunkt i vores arbejdsliv, at vi seksualiseres og bliver behandlet dårligt, fordi vi tilfældigvis er født med et hul mellem benene.

Læs også: 5 danske kvinder, der er gået forrest for kvinder

Som kulturchef på Aftonbladet kendte jeg en del til teaterbranchen, hvor det let bliver en undskyldning for gramserier og overgreb, at man arbejder med “kroppen som sit instrument”. En mellemleder på Operan i Stockholm tvang dem, der ville have en bærende rolle, til oralsex.

En kvinde fortalte, at hun havde ladet ham slikke sig, mens hun lukkede øjnene og tænkte på sin mand imens. Det var ikke alle operasangerinder, der gik med til det, men det gjorde hun. Skulle jeg se ned på hende for det? Konkurrencen er benhård, og hun har taget mere end 10.000 sangtimer for at gøre sig fortjent til den plads på scenen.

Særligt store problemer med arbejdsmiljøet anså man Stockholms Stadsteater for at have. Aftonbladet gik ud med en større undersøgelse af direktøren for Stockholms Kulturhus, Benny Fredriksson. Tre måneder senere tog han sit eget liv af grunde, ingen kender til, men jeg blev anklaget for at have drevet ham i døden.

Jeg havde nemlig skrevet en kommentar i tilknytning til den journalistiske undersøgelse, og den var ualmindeligt hård i tonen. Hvis jeg skal være venlig over for mig selv, så kan jeg sige, at den var lige så brutal som det meste andre steder, der blev skrevet om andre mænd i de måneder, hvor den svenske MeToo-revolution rasede.

Men det undskylder ingenting; jeg blev revet med, og jeg bør ikke skyde skylden på andre, det, jeg har skrevet, er mit ansvar alene.

Læs også: Mette Østergaard: Du kan ikke lede andre, uden at give noget af dig selv

Jeg blev glad, når nogen nyste

Benny Fredriksson tog sit liv, fire dage efter jeg afslørede P med den anden kvinde. To katastrofer i løbet af 96 timer. Og der var ingen til at holde om mig. Ingen, som tog mit ansigt mellem hænderne og trøstede mig.

Jeg var så ensom og hudsulten, at jeg snart ikke vidste mine levende råd. Når jeg mødte ind på redaktionen om morgenen og så, at der var trængsel i elevatoren, blev jeg glad. Til morgenmøderne satte jeg mig tæt på en kollega, hvem som helst, mand eller kvinde. Når jeg fik øje på nogen bevæge sig mod kaffemaskinen, styrede jeg selv straks derhen.

Jeg lod ingen chancer for at komme tæt på nogen gå mig forbi. Jeg blev ovenikøbet glad, når jeg hørte nogen på sportsredaktionen nyse uhæmmet, selv om det indtil for nylig havde irriteret mig grænseløst, fordi det var så typisk mænd at være så larmende.

Så kom corona

Der gik et år. To år. Den eneste kropskontakt, jeg fik, var, når jeg kunne snige mig til et kram af min mor eller mine voksne børn. Jeg læste, at mennesker, der aldrig har kontakt med andres hud, dør tidligere end andre, og jeg tænkte, at det her kom til at forkorte mit liv.

Så kom corona. Allerede slemt hungrende efter den mindste smule hud isolereredes jeg i mit private Pompeji i ruiner. Morgenmøderne i sofaen blev erstattet af kolde skærmmøder. Nu, hvor ingen alligevel rigtigt kunne se mig, skiftede jeg til en ny foundation; Dior til 540 svenske kroner blev afløst af L’Oréal til 179. En billig T-shirt viste sig at fungere bedre på skærmen end en dyr bluse. Hvad, jeg havde på fødderne, var helt irrelevant. Det samme gjaldt, hvad jeg duftede af.

Følelsen af at være udskiftelig var som et slag i hovedet igen. Forstår mine overordnede i grunden værdien af mit arbejde, nu hvor jeg arbejder hjemmefra? Hvis man ikke er synlig ved skrivebordet eller ved kaffemaskinen, findes man så i det hele taget?

Det her var – er – en angst, som hjemsøger mennesker i millionvis over hele kloden: Kan jeg stadig gøre mig gældende? Hjemsendelser omdannes til permanente nedskæringer: Bliver det mig, der mister jobbet i næste runde?

Kvinder på 50+ har det allerede svært på arbejdsmarkedet. Alle arbejdsgivere vil have unge kvinder og dygtige piger, men jeg er nu noget andet.

Læs også: De tre vigtigste kvindekampe lige nu

Har en kvinde, der ikke længere er fertil, noget at byde på?

Jeg betragtede mine chefer på skærmen og spekulerede på, hvad de mon tænkte om mine slappe kinder: Falder hun også af på den intellektuelt? Kan en kvinde, der blomstrer af, som ikke længere er fertil, stadig være kreativ og skabende? Har hun virkelig stadig noget at byde på?

Eller er det sådan, at vi kvinder bedre kan udholde isola-tionen i en pandemi end mænd? De fleste af os har jo gået hjemme med et barn i flere måneder i træk, nogle endda i flere år, og er senere vendt tilbage til arbejdspladser, hvor vi har været tvunget til at tilbageerobre vores plads.

Spørgsmålene kørte rundt i hovedet på mig, mens de svenske dødstal gik op. Tusindvis af mennesker døde, for den svenske ældrepleje skal være så billig som mulig; der går en direkte linje fra den private plejesektor til Caymanøerne.

Lavtlønnede kvinder uden fast ansættelse går ubeskyttede rundt mellem både syge og raske gamle, for sådan er det svenske system indrettet. På hospitalerne er sundhedspersonalet helt i knæ, de trygler om flere ressourcer, men det ville kræve højere skatter eller mindske profitten, så det går ikke.

Længe registrerede jeg denne inhumane fiasko i udkanten af mit synsfelt, men ikke mere end det. Det eneste, jeg kunne overkomme at tænke på, var, om mit eget liv nu var omme. Om jeg overhovedet fandtes mere i omverdens øjne.

Læs også: Det uperfekte hyldes i podcast

Så dukkede B op

Så var han der pludselig, en ny mand. B dukkede op, uden at jeg var på udkig, for jeg havde jo set for mig, at jeg aldrig nogensinde igen ville turde at hengive mig og dermed risikere endnu en gang at blive svigtet, forladt, erstattet med en anden.

En ny krop, en anden duft. Vi famler os frem under dynen med lyset slukket. Også han føler sig ramt af ældningsprocessen, det taler mænd ellers aldrig om, for kroppen har altid været kvinders samtaleemne.

Han påstår, at han har hængebryster. Han er bange for at tabe håret. Han har begyndende mave. Han frygter, at hukommelsen svigter. Sig det, hvis jeg har fortalt det her før, beder han. Jeg er bange for at gentage mig selv nu, siger jeg.

Han skjuler sin bideskinne for mig om natten, og jeg min østrogengel for ham – den afhjælper dog desværre ikke de tørre slimhinder. Han siger de sødeste ting til mig, som jeg bare ikke altid hører. Hvor mange gange kan man bede nogen om at gentage en kompliment?

Vi taler i timevis om danskernes fortvivlende, smukke ord hudsult. Vi har tørstet begge to, men tørster ikke længere. Men ordet kan være en metafor for noget, der er større end vores eget begær efter nærhed: Menneskers behov for at være solidariske.

Læs også: Netflix hylder stærke kvinder

Er der noget, pandemien har lært os, så er det, at et samfund først og fremmest udgøres af mennesker. Og at det må planlægges. Vi har kun et liv. Hvordan skal vi organisere vores tid på jorden, vores fælles tilværelse, så det er vores og ikke markedets behov, der styrer det?

Ingen kan leve alene ved egen kraft. Det er den erfaring, vi tager med os ind i 2021.

Læs mere om: