Aida Grollov: Danmark gjorde mig til menneske igen
INTERVIEWS

Aida Grollov: Danmark gjorde mig til menneske igen

Det er kun 25 år siden, krigshandlinger på europæisk jord sendte bosniske flygtninge i hænderne på menneskesmuglere. Aida Grollov var barn og husker de ydmygelser, hun oplevede, før hun fandt et nyt hjem i Danmark. Som voksen har hun været optaget af at hjælpe familier på flugt. Her deler hun sin historie.

Da jeg var syv år og bosnisk flygtning i Kroatien, fik jeg en nødhjælpspakke sendt fra et par i England. Der lå et lille brev, en malebog, tuscher og nogle kiks. Den pakke fik mig til at føle mig som et barn og et menneske på et tidspunkt, hvor jeg blev umyndiggjort og behandlet som et undermenneske. Jeg glemmer aldrig, hvad den pakke betød for mig.

Aida Grollov er...

  • Født i Bosnien for 33 år siden.
  • Gift med Sune Grollov, som hun har to døtre sammen med: Evi på fire år og Liv på halvandet.
  • Uddannet cand.merc. i Strategic Market Creation, arbejder som product marketing manager i Siteimprove. 

Da de syriske flygtninge kom til Grækenland i 2015, og de druknede børn skyllede ind på land, kunne jeg ikke se nyheder, for jeg kunne se mig selv i hvert enkelt barn. Jeg er også selv blevet mor, så jeg så også mine egne døtre. Til sidst kunne jeg ikke rumme det mere. Jeg arrangerede et event i vores lejlighed, bagte kager som en vanvittig og købte øl, vin og kaffe og skrev på Facebook, at folk kunne komme forbi og donere, hvad de havde lyst til af bamser, tøj og penge til de syriske flygtninge. Jeg tror, at vi fik indsamlet 8.000-9.000 kroner. Og det var en fest, fordi børnene var høje på sukker, og der var 500 bamser over det hele og folk, jeg slet ikke kendte. 150 mennesker kom og gik i løbet af dagen. Mange spurgte: ‘Hvorfor bamser, når de mangler så meget?’ Men bamser er en mulighed for at blive et barn igen, når alt er taget fra en. En bamse er noget, børn kan knytte sig til.

Bamserne blev udvidet til bæreseler, fordi mange syriske flygtninge skulle vandre mange, mange kilometer med børn. Der var høj sol og børnene kunne få solstik, så jeg begyndte også at indsamle hatte, og så voksede det bare. Selv om jeg var presset – jeg var selv nybagt mor og lige kommet tilbage på arbejdet – gav det mig styrke og glæde, at jeg kunne være med til at sende sådan en pakke af sted til nogle børn – ligesom jeg selv fik. Jeg havde ikke råd til at købe vakuumposer, så jeg satte mig oven på hver enkelt pose med gaver, tog støvsugeren og sugede al luften ud af posen og satte tape omkring, for at vi kunne sende så meget som muligt af sted til Grækenland. Det hele blev skippet af sted til en dame på Samos, der havde åbnet en nødhjælpsorganisation.

LÆS OGSÅ: Sara Omar bruger pennen som våben 

Vokset op i en dannet, akademisk familie

Jeg stammer fra en dannet, akademisk familie, hvor uddannelse var meget vigtigt, og noget man blev målt på. Min far arbejdede i en stor virksomhed med 3.500 ansatte, hvor han var en af direktørerne. Min mor var kemiker og tjente godt. Vi var meget privilegerede, og venner kom dumpende ind og ud af vores hus. Min mormor boede lige rundt om hjørnet, så hende kunne jeg også bare gå hen til.

Det var en fantastisk barndom. Vi boede i en lille by og havde et sommerhus i bjergene med en skov med bjørne og ulve. Det sted var min fars helle, og der tilbragte han og jeg mange timer i naturen, hvor jeg lærte om planter. Min mor var mere bybo og købte sit tøj i Milano og elskede fancy restauranter. Det var forskellige verdener med min mor og min far. Men vi levede i en fredelig boble, og jeg husker min barndom som meget magisk og tryg.

Pludselig begyndte forskellige lande i starten af 1990’erne at ville løsrive sig fra Jugoslavien. Der begyndte at opstå ballade, men vi troede simpelthen ikke på det. Selv i Sarajevo – 70 kilometer fra hvor vi boede – var der bombardementer og snigskytter, og vi så det i nyhederne, men vi troede simpelthen ikke på det. Bosnien var multikulturel, og der boede både muslimer, katolikker og ortodokse kristne.

Utrygheden begyndte at brede sig, der blev indført udgangsforbud, så vi ikke måtte forlade lejligheden efter klokken 22. Bombefly fløj over os, og gaderne blev fyldt med kroatiske soldater med sorte elefanthuer, og de begyndte også at komme ind på skolerne. Jeg kan stadig høre for mig, hvordan de marcherede gennem byen med deres store støvler, der trampede i asfalten. Situationen blev værre og værre, så vi tog på en forlænget ferie til Kroatien, indtil tingene faldt til ro − og så skulle vi selvfølgelig komme tilbage. Min far blev i Bosnien for at passe sit job, mens jeg tog af sted med min mor, min tante og min lille fætter på seks måneder. Det var en midlertidig flugt, troede vi. Vi troede simpelthen ikke på, at det ville eskalere, så vi pakkede kun vores sommertøj.

‘Folk bliver overraskede over, at jeg er fyldt med livsglæde og er udadvendt, for flygtninge skal helst være lidt sølle at se på og være en byrde. En flygtning er i hvert fald ikke en, der bidrager med noget, hverken fagligt, socialt eller til samfundet. Vi taler med mærkelig accent og er umulige at integrere’

Det første halve år som ’turist’

Det første halve år spiste vi på restaurant hver dag og havde det som turister, der var på ferie og levede egentlig i fred. Vi overvejede faktisk, om vi skulle rykke på hotel i stedet for at bo hos min morfar, der var gift på ny.

Men krigen bragede løs i Bosnien, og det blev til et helvede på jord. Vi mistede forbindelsen til min far og stort set resten af familien. Vi kunne ikke ringe til dem længere, bankerne lukkede, så alle vores penge røg. Vi var stadig 100 procent overbeviste om, at der ikke ville blive krig – vi var ét land, ét folk og talte ét sprog. Det kunne vi ikke gøre mod hinanden. Det vidner om en naivitet, men det siger også noget om, hvor langt væk tanken lå – at det kunne ske.

Pludselig stod vi uden noget som helst. I Bosnien blev flere hundrede dræbt hver dag, og der var kz-lejre. Vi havde kun vores sommertøj, og vinteren begyndte at melde sig. Vi skulle til Røde Kors og bede om tøj, og det var uværdigt, syntes jeg. Jeg græd og tryglede min mor om, at vi ikke skulle gøre det. Det lyder snobbet, men jeg var vant til, at min mor købte mit tøj i Milano, fordi hun ikke syntes, at Jugoslavien havde et godt udvalg. Men da det første halve år var gået, kastede jeg mig rundt i tøjbunkerne og fandt de bedste sweatre frem. Jeg kan huske, at jeg hoppede ned i en stor papkasse for at finde en flot sweater, og så kunne jeg ikke komme ud af papkassen igen.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Fra hotel til flygtningelejr

Vi flyttede i en flygtningelejr − den var drevet af kroater og lå på en lille ø − fordi det ikke fungerede mellem min mor, hendes far og hans nye kone. Vi havde ingen andre steder at tage hen. Jeg har aldrig følt mig så meget som et andenrangsmenneske, frataget al værdighed og menneskelig ret. Vi oplevede at blive spyttet på lige midt på gaden i Kroatien, fordi vi var bosniere. Vi turde ikke sige fra, fordi vi var i en udsat position. Vi var meget, meget tynde. Min lille fætter fik problemer med blodet på grund af dårlig ernæring, og min mor og min tante spiste ingenting, fordi de gav os den mad, der var. Maden var uspiselig, men vi havde ikke råd til at købe andet.

Min mor ville ikke have, at jeg skulle gå glip af at gå i skole, så hun indskrev mig på den lokale kroatiske skole på øen. Den første dag gik fint. Den anden dag begyndte de andre børn at sige, at jeg var bosniak og muslim. Jeg kan huske, at jeg kom hjem til mor og spurgte, hvad det betyder at være muslim – jeg havde aldrig hørt ordet før. Mine forældre var ateister og spiste svinekød og drak alkohol. Jeg blev slået rigtig meget i skolen – så meget at jeg i frikvarterne fik lov til at sidde med lærerne for at være i fred. Min mor tog en snak med min lærer og begyndte at græde, men læreren sagde opgivende: ‘Jeg har taget en snak med forældrene – jeg kan ingenting gøre ud over at give din datter lov til at sidde på lærerværelset i frikvartererne og give fri 10 minutter tidligere, så hun kan løbe hjem’.

Min mor begyndte at blive stoppet på gaden af de andre forældre, der gav hende besked på, at hun bare skulle holde sin kæft. Min mor tog mig ud af skolen, da de andre børn satte tegnestifter på stolen og tvang mig til at sætte mig på dem. Det var nået til et punkt, som et barn ikke skal opleve.

Vi anede ikke, om min far, min onkel eller min mormor levede. Om natten hørte min mor og tante radio, for der remsede de alle navnene op på dem, der havde mistet livet. De sad klistret til radioen – det var timelange dødslister med navne hver nat.

Pengene løb op

Vi havde ikke noget pas og var løbet helt tør for penge. Men min mor havde været politisk aktiv og havde mange venner i hovedstaden, der kunne hjælpe os, så vi besluttede os for at tage til Zagreb. Da vi skulle rejse fra øen, hvor flygtningelejren lå, brugte vi min mors gamle kufferter, som hun har brugt til sine mange rejser, men hun pillede navneskiltene af kufferterne, fordi det ikke var sikkert at have dem på. Der var ingen lov og orden. Jeg måtte ikke sige, hvad jeg hed, og min fætter på et år fik at vide, at han ikke måtte kalde os ved vores navne, fordi vi sad med en følelse af, at vi ikke vidste, hvad der kunne komme til at ske. Det var så ydmygende, og jeg følte mig så lille. Det var så forfærdeligt. Da vi kom til Zagreb, lånte min mor penge af sine venner, skaffede os pas, og så købte vi billetter og visum til Sverige.

Alt skulle være sikkert, men vi var i hænderne på menneskesmuglere, der tjente rigtig godt på menneskeskæbner som vores. Syv-otte busser kørte af sted, og der var totalt kaos. Folk, der ikke kunne betale, men alligevel prøvede at komme med, blev sparket ud af busserne. Vi kørte ud af Kroatien, ind i Slovenien og fandt ud af, at menneskesmuglerne ikke havde taget sig af noget som helst overhovedet. Men den slovenske grænse var også lukket, så vi kunne ikke komme tilbage.

I syv dage kørte vi frem og tilbage til forskellige grænseovergange. Vi havde ikke noget mad, ingen penge, ingenting. Alle var desperate, mange havde været udsat for tortur og havde mistet familiemedlemmer. Der opstod rygter om, at vi ville blive sendt tilbage til kz-lejre. Alle var bange og traumatiserede. Jeg var sulten, men jeg vidste, at vi ikke havde noget mad, så jeg spurgte ikke efter det.

Min fætter var på det tidspunkt halvandet år – det var svært at forklare et barn, at der ikke var noget mad. Hver gang han vågnede, sagde han, at han gerne ville have kød. Længere fremme i bussen var der en rig familie med masser af mad og ingen små børn. De spiste festmåltider i bussen, og hver gang, vi stoppede, købte de mere mad. De gav aldrig min fætter et stykke kød, selv om de kunne høre, at han pegede på det og spurgte efter det.

I dag ser jeg af og til den mand på gaden i København – han kan ikke genkende mig, men jeg kan genkende ham. Jeg har aldrig konfronteret ham med det, men det er det første, jeg tænker på, når jeg ser ham.

‘Vi anede ikke, om min far, min onkel eller min mormor levede. Om natten hørte min mor og tante radio, for der remsede de alle de navnene op på dem, der havde mistet livet. De sad klistret til radioen – det var timelange dødslister med navne hver nat’

Endelig kom vi ud

Vi kørte til Tyrkiet, til en Røde Kors-lejr. På et tidspunkt gik vi ombord i busserne igen og begyndte at køre mod nord. Turen skulle jo gå til Sverige. Det var en frustrerende tur. På et tidspunkt fik kvinderne nok og blokerede en motorvej til Polen. De gik bare ud på vejen og skabte trafikkaos. Der kom polsk politi med hunde, som skambed folk. Jeg var i bussen med de andre børn, og der var skrig og kaos.

Det var midt om natten, og der kom internationale medier for at dække det – også danske – og et par dage efter gav Danmark os asyl. Vi skulle sejle fra en polsk havn, men der gik nogle dage, før færgen sejlede. Nogle indlogerede sig på hotel, men det havde vi ikke råd til, så vi sov på en banegård. Jeg kan huske, at det var så koldt om natten, og vi stillede kufferterne, så de skærmede os af, og vi fik flere lag tøj over os. Men der kom alle mulige klamme, fordrukne mænd. Nogle gange omringede de os, så min mor og min tante måtte skubbe dem tilbage. Det var dybt utrygt. Men midt i kulden og elendigheden gik min mor på toilettet og kom ud i en kæmpe kjole. Hun havde stadig sit fine tøj fra Milano. Hun havde klædt sig ud og sminket sig med masser af blå øjenskygge, og så dansede hun for os i det sindssygt farverige tøj, som kun italienerne kan lave. Det var helt surrealistisk og vanvittigt. Jeg glemmer det aldrig.

Vi kom ombord på færgen. Vi sov på gulvet, men det gjorde ikke noget, for det var blødt nok. Da vi skulle have mad, kom vi ind i restauranten. For første gang i lang tid blev jeg behandlet som et menneske, og det glemmer jeg aldrig. Og jeg glemmer aldrig det, vi fik at spise: En madpandekage med kylling. Intet kommer nogensinde til at overgå det måltid! Jeg kan stadig huske, hvordan det så ud, og hvordan det smagte. Jeg har spist på mange Michelin-restauranter siden, men der er intet, som kommer op i nærheden af den madpandekage.

Den taknemmelighed, jeg har over for Danmark, kommer jeg til at tage med mig i graven. Jeg blev set og behandlet som et menneske med en eksistensberettigelse og ret til at blive behandlet med værdighed. Det var så stort og stod i så skarp kontrast til det, vi havde oplevet i Kroatien.

LÆS OGSÅ: Kvinder tæller - tæl dem 

Vi kom til Danmark i 1993

Der blev lavet en hurtig lejr i Nysted på Lolland, hvor vi boede i telte på en nypløjet mark. Det regnede rigtig meget den sommer, og marken blev til en mudderpøl. I lejren var en kæmpe hal, hvor vi fik morgenmad og frokost, og jeg kan huske, at min tante stod op før alle andre og sad i flere timer og bare spiste, spiste og spiste. Dengang var der marmelader i nogle store blå plastikbøtter. Vi kunne spise en om dagen, og vi syntes, at det smagte så godt.

Efter ni måneder blev der bygget barakker til os, og der boede vi seks mennesker på 12 kvm. i godt tre år.

Vi fik asyl, og min far kom til Danmark. Han var helt forandret. Han havde været sendt i kz-lejr, hvor han var blevet tortureret, og det ødelagde ham for livet. Min far sagde altid, at hvis de dog bare havde amputeret hans arme og ben, kunne han have fået en protese. Men billederne i hovedet kunne han aldrig slippe af med. Nogle gange begyndte han dagen med at sige: ‘Hvorfor dræbte de mig ikke bare – hvorfor lod de mig leve med denne byrde?’

Min far, som jeg før var meget knyttet til, var blevet helt gråhåret, tynd og fjern. Helt anderledes end den far, jeg havde før. Han prøvede at skabe et rationale i de uhyrligheder, som han var udsat for, men der var ikke noget rationale i det. Det var bare ren ondskab. Min far kom sig aldrig. Jeg havde håbet, at smerten kunne fortage sig med tiden, men når man har oplevet ting, som er så groteske og grufulde, fortærer minderne én. Han kunne ikke genkende sig selv.

Min mor var brav og stærk og tog sig en ny uddannelse som pædagogmedhjælper og lærte dansk, mens hun arbejdede ved siden af. Hun kæmpede for at skabe en modvægt til min far ved at lade, som om hun var glad, men om natten kunne jeg høre, at hun hulkede.

En dag kom en socialrådgiver hjem til os. Hun kiggede på min far og sagde: ‘Du må forene dig med, at du er kommet til et nyt land. Man kan på mange måder sige, at du må starte forfra. Du er nul og niks!’ Så kiggede min far på min mor og sagde: ‘Det her kan jeg ikke’. Han vendte tilbage til Bosnien, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ‘Fandeme nej, det er der aldrig nogensinde nogen, der skal sige til mig!’

Jeg blev vred over, at min far blev behandlet så uværdigt, og så tænkte jeg, at jeg skulle have en høj uddannelse, som jeg vidste, at jeg kunne få job med. Udadtil blev jeg den, der kunne blive meget ked af det på kammeraternes vegne over en kat, som ikke var kommet hjem – men indadtil havde jeg min egen virkelighed, som jeg ikke kunne vise til nogen, fordi de aldrig ville kunne forstå det. Inden min far rejste tilbage til Bosnien, havde jeg været bange for at komme hjem og finde min far død. Selv om jeg havde nøglen til hoveddøren, turde jeg ikke gå ind, men blev siddende på trappen, til min mor kom hjem. Jeg var et helt almindeligt mønsterbarn udadtil, men indadtil var der så meget alvor, tab og sorg, som jeg ikke kunne vise nogen.

Aida Grollov er meget bevidst om at se fremad i sit liv. Det er en stærk viljesakt for hende at sætte pris på det gode ved livet frem for at blive fortabt i en labyrint af minder fra krigen og familiens flugt. 

Den afstand er også til stede i dag, hvor jeg er mor til to, gift, bor på Nørrebro i en lækker lejlighed, er veluddannet med et godt cv og et stort netværk. Indadtil er der stadigvæk så meget andet, som andre ikke ser.

Jeg fik engang at vide af en fuld kollega, der ikke kendte mig særlig godt, at ‘det er så nemt for dig – du kommer bare spankulerende her med dine krøller og dine høje hæle og glider gennem tilværelsen.’ Jeg tænkte: ‘Du skulle bare vide!’ Men det er den dobbelthed, der er. Mange folk bliver overraskede, når jeg siger, at jeg har boet i en flygtningelejr. De tror det ikke, for folk har meget faste opfattelser af, hvordan en flygtning er – og hvordan vi opfører os. Jeg harmonerer ikke med deres billede. Folk bliver overraskede over, at jeg er fyldt med livsglæde og er udadvendt, for flygtninge skal helst være lidt sølle at se på og være en byrde. En flygtning er i hvert fald ikke en, der bidrager med noget, hverken fagligt, socialt eller til samfundet. Vi taler med mærkelig accent og er umulige at integrere.

Men der er også en skam forbundet med at være mig. Jeg har klaret den på alle parametre, og jeg er kommet godt ud af det på trods. Jeg er hele tiden flygtet fra min fortid, og det der store glubske monster, der var klar til at æde mig, hvis jeg stoppede op. Jeg begravede mig i studierne – jeg var hele tiden på læsesalen. På den måde kunne jeg holde styr på mine tanker, samtidig med at jeg arbejdede meget håndgribeligt mod en bedre fremtid, så studierne var min flugt.

Arbejdet for torturofre

Jeg har lavet arbejde for Dignity, som er en organisation, der rehabiliterer torturofre og deres familier. Da jeg gik ud fra mødet med dem, kiggede jeg op mod himlen og tænkte: ‘Nu gør jeg noget. Ikke for dig, far, men for nogen som dig!’ Når nogen er torturramte, påvirker det hele familien, og derfor er det så vigtigt, at hele familien bliver rehabiliteret. Den hjælp fik vores familie og min nu afdøde far aldrig.

Da jeg skrev brevet til de syriske børn, skrev jeg bl.a.: ‘Der er en fremtid. Vejen dertil er lang, og den er rigtig hård, for det kræver mange aktive beslutninger at forblive intakt – det gør det virkelig.’ Børnene er ikke bare blanke sider – de har en masse ar, men de kan godt blive hele. Hvis rammerne er der, kan børnene blive en kæmpe ressource for Danmark, men det kræver, at rammerne og forudsætningerne er der, som de var, da jeg kom hertil. Danskerne så os som ligeværdige mennesker og sagde hej til os i supermarkedet. Vi fik en chance til. 

LÆS OGSÅ: Syv kvinder, der gør os stolte 

Læs mere om: