Amanda Collin – nyudsprunget superstjerne
INTERVIEWS

Amanda Collin – nyudsprunget superstjerne

Hun har netop vundet en Robert for sin rolle i filmen ’En frygtelig kvinde’ og holder til daglig til på Det Kongelige Teater. Amanda Collin er stadig et nyt navn, men der er god grund til at holde øje med Danmarks nye superstjerne.

Blå bog: Amanda Collin

  • Født 4. marts 1986, opvokset i Rungsted med mor, far og tre søskende.
  • Uddannet skuespiller fra William Esper Studio i New York, hvor hun boede i en årrække.
  • Har været en del af det faste ensemble på teatret Mungo Park og er i dag en del af korpset på Det kongelige Teater, hvor hun kan opleves i ’Møller & Larsen’ fra 9. marts.
  • På film har hun bl.a. medvirket i ’Flaskepost fra P’ og den meget omtalte ’En frygtelig kvinde’, hvor hun spillede titelrollen. Hun vandt en Robert for rollen og er også nomineret ved Bodil-uddelingen 17. marts.
  • Har også været med i tv-serierne ’Sjit happens’ og ’Bedre skilt end aldrig’.
  • Bor på Vesterbro i København med sin kæreste, Christoffer, og deres etårige datter, Frankie.

Foto Andreas Houmann - styling Vibe Dabelsteen / Tomorrow Management - hår og makeup Sabina Simmelhag / Agentur CPH - fotoassistent Per Joe Hansen

Amanda Collin gider ikke kæmpe mere. Hun er træt af at forsøge at få andre til at se den, hun selv ser, når hun kigger i spejlet. Træt af at slås, retfærdiggøre, håbe. Hun beslutter sig for, at nu vil hun ‘leve livet’ og dyrke den del af det, som ikke har med skuespillet at gøre. Kæresten Christoffer og det, de to har sammen. Måske et barn i en ikke for fjern fremtid?

‘Nu vil jeg i gang med at leve dét liv’, tænker hun. Det giver mening for hende. ‘Jeg er god til mange andre ting’, minder hun sig selv om.

LÆS OGSÅ: Googles Malou Aamund: De her 5 trends kommer til at ændre din hverdag

Tre år senere sidder hun over for IN på en Vesterbro-café. På bordet, ved siden af kaffen og det blødkogte – ‘men endelig ikke for bløde!’ – æg, ligger en babyalarm. Uden for vinduet står en grå barnevogn med et sovende barn. Frankie. Et år.

- Ann Lind Andersen, Filmanmelder

Amanda Collin griner. Det gør hun meget. Og det er der ikke noget at sige til. For på sin vis gik det, som hun tænkte, det skulle, dengang. Hun fik det andet liv – det, hvor kæresten og barnet spiller hovedrollen.

Men idet beslutningen om at drosle ned for ambitionerne om selv at score hovedroller på stribe på teater, film og tv var taget, begyndte telefonen at ringe. Og så fik hun også det liv, der havde været drømmen, så længe hun overhovedet kan huske.

Foto Andreas Houmann - styling Vibe Dabelsteen / Tomorrow Management - hår og makeup Sabina Simmelhag / Agentur CPH - fotoassistent Per Joe Hansen

I dag er den 31-årige skuespiller en del af ensemblet på Det kongelige Teater. Hun har vundet en Robert for sin rolle som Marie, der gerne vil lave om på sin kæreste, i en af de mest omtalte danske film fra det seneste år, ‘En frygtelig kvinde’. Og udråbt som en af de allermest funklende nye stjerner på den danske skuespilhimmel.

Modelspire på farten

Amanda Collin kan ikke svare på, hvornår hun fandt ud af, hun gerne ville være skuespiller. Det har hun bare ‘altid vidst’. Hun kunne alle Linie 3-videobåndene derhjemme udenad, og hun var altid med i skolekomedierne.

Det blev dog ikke skuespillet, men en mulighed for at gøre karriere som model, der trak hende væk fra Rungsted, hvor hun voksede op med sine forældre og tre søskende. Som 15-årig vandt hun en modelkonkurrence, og mens alle hendes venner begyndte i gymnasiet, rejste hun alene til Tokyo, New York og Sydney med sin modelmappe under armen.

 – Man får bekræftelse som model. Som 15-årig er man hverken barn eller voksen, men pludselig er der en voksenverden, der lytter til og interesserer sig for én, husker hun om tiden, som var ‘sjov’, men alligevel ikke føltes helt rigtig.

 – Det var jo ikke helt, hvad jeg gerne ville. Og min karriere var heller ikke ‘booming’. Der skete ikke det ryk, det skal ske, for at man bliver der. Og det forstod jeg godt, fortæller hun.

Hun kom hjem til Danmark, blev student, fik arbejde på et modelbureau, søgte ind på filmvidenskab på universitetet, kom ind, droppede ud.

 – ‘Det her skal jeg ikke, det er slet ikke mig’, tænkte jeg. Det var nok første gang, jeg rigtig lyttede til mig selv. Nu er jeg meget bedre til at sige ‘det har jeg ikke lyst til’. Men dengang skulle jeg finde ud af, at man bare kan sige nej, siger Amanda Collin.

Foto Andreas Houmann - styling Vibe Dabelsteen / Tomorrow Management - hår og makeup Sabina Simmelhag / Agentur CPH - fotoassistent Per Joe Hansen

Af sted til New York

Måske var det oplevelsen af at tage sig selv alvorligt, der gjorde, at hun også endelig fandt modet til at handle på drømmen om at blive skuespiller. Hun søgte ind på et seksugers skuespilkursus i New York.

– Jeg var bange for at søge ind herhjemme, for hvad nu hvis jeg kom ind og slet ikke ville det? Så ville det være fire år, for man kan jo ikke droppe ud af et studie, som så mange gerne vil ind på. Så dør man jo! udbryder hun teatralsk om de tanker, hun gjorde sig, som fik selskab af et skud jantelov:

– ‘Tænk at jeg overhovedet tænker de her tanker, for selvfølgelig kommer jeg ikke ind’, husker hun.

Hun fik et ja fra skolen i New York og pakkede kufferten. Og fik en halleluja-oplevelse, da kurset gik i gang.

- Christian Tafdrup, Instruktør, ’En frygtelig kvinde’

– ‘Jeg har fundet hjem!’ Det var så rigtigt. Det var sådan noget med at sidde og græde i timerne, fordi det føltes så rigtigt. Det virker jo sindssygt, når man nu, 10 år efter, bare laver det. Men når noget er en drøm, og man så finder ud af, at der er et forum for det, og at det også er andre menneskers drøm, og at man kan gøre noget for, at det sker …, begynder hun og gør ikke sætningen færdig, før hun fortsætter:

– Det føltes som at komme på Hogwarts! Det var jo sindssygt fantastisk.

Her kan du læse Ann Lind Andersens anmeldelse af 'En frygtelig kvinde' med Amanda Collin i titelrollen

De seks uger ledte Amanda Collin videre på den toårige skuespiluddannelse på samme skole – og hun flyttede permanent til byen, der aldrig sover. Hun følte det, som om hun havde fundet sin plads i verden.

– Da jeg startede på skuespilskolen, begyndte jeg at læse aviser. Når man finder et fokus i verden, bliver andre ting også interessante. Ellers karter man bare rundt som en amøbe i en stor verden. Lige pludselig kan information og viden kanaliseres gennem noget, man selv synes er optur. ‘Det er totalt rigtigt det her’. Alt giver pludselig mening, siger hun.

Foto Andreas Houmann - styling Vibe Dabelsteen / Tomorrow Management - hår og makeup Sabina Simmelhag / Agentur CPH - fotoassistent Per Joe Hansen

Samtidig gav den nye by hende mulighed for at ‘genopfinde’ sig selv.

– Jeg tror, man lærer rigtig meget af at bo alle andre steder end Danmark. Man lærer både at sætte pris på, hvad det er, man har i Danmark, og stille spørgsmål til den måde, man gør tingene på. Og når man skal finde ud af, hvilket menneske man har lyst til at være, er det godt at være væk fra de mennesker, der konfronterer en med det gamle menneske. Jeg kom hjem på juleferie og havde vel ændret mig 180 grader, fortæller hun og husker, at der også var nogle, der syntes, hun var blevet ‘vildt irriterende’.

Et nyt menneske

Som hun sidder på cafeen med sin kaffe i hånden og barnevognen parkeret udenfor, ligner Amanda Collin en, der hviler ret godt i den, hun er lige nu. Men lysten til at være en anden – og ikke kun på scenen – rammer hende stadig jævnligt.

– Den kommer jo stadig. Så tænker jeg: ‘Nu skal vi være sådan nogle, der bruger alle vores penge på at rejse og aldrig køber et møbel, for dem skal vi finde på gaden’. Og så gør man det ikke alligevel, griner hun.

– Men man ændrer sig hele tiden. Det tænker jeg også på i mit forhold. Vi har været sammen i seks år, og den anden dag var der en situation, hvor jeg tænkte, ‘han reagerer garanteret sådan her’, og så reagerede han helt anderledes. Hvor var det skønt! Man er nødt til hele tiden at opleve folk på ny, og det kræver energi. Men jeg ændrer mig hele tiden, hvorfor skulle andre ikke det? siger hun.

På skolen i New York gik det op for hende, at det at være skuespiller ikke handler om ‘se mig’. Snarere tværtimod.

Foto Andreas Houmann - styling Vibe Dabelsteen / Tomorrow Management - hår og makeup Sabina Simmelhag / Agentur CPH - fotoassistent Per Joe Hansen

– Det var enormt befriende for mig. Jeg er ikke interesseret i at spille, jeg vil gerne ‘være’. Man må lade sin krop være en kanal. Og for at man kan det, skal man være strippet for sit eget liv. Det kan man jo ikke, men i to timer en aften på scenen kan man godt. Det kan godt være, du er rigtig god til at græde, men der er ikke nogen, der vil se en skuespiller stå og græde, de vil se karakteren græde. For at spille en karakter så rent som muligt, bliver man nødt til at udslette sig selv. Og det er jo rigtig hårdt for mange mennesker. Det er det sværeste ved at blive skuespiller – at lægge sig selv på hylden. Og det er svært igen og igen, siger hun.

At høre til

Og hun ved, hvad hun taler om. For hun har, trods en karriere, der næsten kun lige er begyndt, både været en del af ensemblet på Mungo Park og nu på Det kongelige Teater, hvor hun indtil videre har kontrakt frem til 2019.

Jobbet på Mungo Park var det, der for tre år siden fik hende til at aflyse planerne om at dyrke de andre ting, hun er god til, og hellige sig familielivet.

- Martin Lyngbo, Direktør, Mungo Park

– Det hænger jo sammen. Jeg gik til prøven, men det ville ikke redde mit liv at få det job. Jeg havde en anden ro, forklarer hun.

Samtidig gav den nye kontrakt hende en tro på, at hun måske rent faktisk var skuespiller.

– Jeg er vildt dårlig til at lyve. Og jeg havde behov for at have haft et teaterjob for at føle, jeg kunne sige, at jeg var skuespiller. En masse dygtige mennesker havde søgt det job, og jeg var 100 procent mig til prøven, og det kunne bruges. Det er jo en selvtillidsbooster. Og med jobbet kom også en tro på, at jeg har lov til at være i den her branche, forklarer Amanda Collin, der længe sloges med et mindreværd, som skyldtes, at hun var uddannet i USA og ikke på en af de kendte teaterskoler herhjemme.

Foto Andreas Houmann - styling Vibe Dabelsteen / Tomorrow Management - hår og makeup Sabina Simmelhag / Agentur CPH - fotoassistent Per Joe Hansen

– Det fylder sindssygt meget, når man kommer hjem og gerne vil arbejde. ‘Hvorfor har jeg ikke gået på den fucking lorteskole!?’ Men det er noget pjat. Nu svarer jeg med stolthed, når folk spørger, hvor jeg er uddannet, men tidligere havde jeg det sådan ‘personen hader mig, og jeg må hellere gå ud og hænge mig selv, for jeg får aldrig en karriere’. Men nu lyder det anderledes i mine ører, når de spørger, siger hun.

Amning og taeterprøver

Amanda Collin blev kun et enkelt år på Mungo Park. Hun kunne mærke, at hun også gerne ville prøve at lave film. Kort tid efter blev hun gravid.

– Min mor syntes, det var det dummeste. Men det var jo ikke så dumt, griner hun og fortsætter:

– For jeg fik lov til at lave en ‘En frygtelig kvinde’, og så fik jeg job på Det kongelige Teater. You can only connect the dots looking backwards, som Steve Jobs sagde. Alt sagde jo ‘bliv på Mungo’, men det var fedt at stole på min egen mave. På det tidspunkt havde jeg jo ingen børn. Jeg ville have lov til at være dum og fritflyvende.

Foto Andreas Houmann - styling Vibe Dabelsteen / Tomorrow Management - hår og makeup Sabina Simmelhag / Agentur CPH - fotoassistent Per Joe Hansen

Hun var gravid, da hun optog ‘En frygtelig kvinde’, og få måneder efter Frankie var født, satte hun sig på cyklen og kørte mod Skuespilhuset til den første prøve på Det kongelige Teater. Og det var ikke en hvilken som helst rolle, men hovedrollen i klassikeren ‘Frøken Julie’.

– Jeg havde mit hoved et andet sted, fordi jeg startede, lige efter jeg var blevet mor. Det tror jeg har hjulpet mig sindssygt meget, for at starte som grønskolling mellem Henning Jensen og Kirsten Olesen i en titelrolle er jo en opgave, man slet ikke kan løfte. Der er det bare at gribe knoglen og ringe og sige ‘det kan jeg ikke, jeg kommer til at fejle. Alle kommer til at fortryde det her, så lad mig bare sige op med det samme’, siger hun.

Hun fejlede ikke. Hun holdt tungen lige i munden og fik livet som nybagt mor og nybagt kongelige skuespiller til at hænge sammen.

– At sidde i prøverummet og kigge på de to – det er en god start, siger hun om sine veterankolleger.

– Jeg skulle have overstået fire timers prøver, så jeg kunne komme hjem og amme. Jeg cyklede hjem med et smil, der gik fra øre til øre. ‘Fuck, hvor var jeg dårlig i dag, men det er ligegyldigt’. Det var skønt at arbejde igen, og det var skønt at have Frankie derhjemme. Nu hvor hun er større, og alt er faldet mere på plads, prøver jeg at huske den følelse: ‘Ja, gå ind og vær røvdårlig, gør dit bedste, hav det sjovt’. Man kan ikke gøre andet, siger Amanda Collin.

Gid man var et træ

Hun indrømmer, at hun nogle gange sidder i sin sofa søndag aften og drømmer om at ‘være noget andet’ end skuespiller. Eller tænker ‘hvorfor skal jeg ikke bare spille et træ og stå og sove lidt i bageste hjørne?’ Men hun ved også godt, at det netop er udfordringen og det at give sig i kast med noget svært, der i hvert fald i overført betydning koster blod, sved og tårer, der gør det sjovt at være skuespiller.

– Man er nødt til at gøre sit bedste eller gå hjem, og den udfordring kan jeg godt lide. Det var jo også derfor, ‘Frøken Julie’ var så sjov – fordi jeg sad i et rum med de bedste. Jeg bliver så tændt af at tale om det … jeg sveder også helt, kan jeg mærke, griner hun.

Foto Andreas Houmann - styling Vibe Dabelsteen / Tomorrow Management - hår og makeup Sabina Simmelhag / Agentur CPH - fotoassistent Per Joe Hansen

– Det er sjovest der, hvor man får røde kinder. Men man orker det ikke altid.

Amanda Collin har fået opfyldt sin barnedrøm om at blive skuespiller – endda på landets fineste teater. Men det betyder ikke, at drømmene stopper her. Hun vil gerne prøve kræfter med udlandet, ligesom mange danske skuespiller har succes med. Tænk at arbejde med ‘et hoved som Iñarritu’, siger hun om instruktøren, der står bag bl.a. ‘Babel’, ‘Birdman’ og ‘The Revenant’. Eller ‘dem der laver ‘Westworld’’.

Allermest drømmer hun dog om at kunne vælge til og fra:

– Jeg tror, man bliver forvirret over, hvad man vil, nogle gange, men jeg håber, at jeg kan have det så sjovt, som vi havde det på ‘Frøken Julie’. Hvor arbejdet giver så meget mening, at man siger: ‘Det er derfor, jeg laver det, jeg laver’. Jeg drømmer om at være privilegeret nok til at få lov til – det lyder meget ‘artsy’ – at åbne mig op og gøre det, jeg skal gøre. Kan man sige det? Det kan være, man ender med at lave en Lidl-reklame, fordi man skal have råd til et sommerhus, men jeg håber i min grundvold, at jeg kan få lov til mest at lave det andet.

- Ann Lind Andersen, Filmanmelder

Det siger de om Amanda Collin

Teaterdirektøren
Som direktør på Mungo Park ansatte Martin Lyngbo Amanda Collin i teatrets faste ensemble.

– Hendes først rolle var ‘H.C. Andersens samlede eventyr’, hvor hun foldede sin comedienne ud på fuld skrald. Det var en meget komisk forestilling – folk græd af grin. Hun kan spille den dummeste komiske rolle, og hun har ingen problemer med at være grim. Hun ved jo, hun er smuk. Hun kan gå fra langt ude-komik til de store dramatiske partier – også i samme rolle. Jeg tror ikke, der er nogen bagkant på, hvad hendes talent kan. Hun kan sagtens gå internationalt og lave en Pilou eller en Birgitte Hjort, hvis hun vil. Det kan også være, hun skal instruere eller skrive – hun er klog. Jeg kan ikke se, at der er noget, hun ikke kan, og det ville være en fornøjelse at arbejde med hende igen.

Anmelderen
Ann Lind Andersen er filmanmelder og sidder i det udvalg, der har nomineret Amanda Collin til en Bodil i år.

– Med bare få roller på cv’et har Amanda Collin allerede vist stor spændvidde. Fra de store dramatiske følelser som Rakel i 'Flaskepost fra P' til de underspillede, manipulerende små psykologiske virkemidler i 'En frygtelig kvinde'. Jeg kan huske, jeg lagde mærke til hende som Rakel og tænkte, ‘hun er god’. Og det har hun jo kun bekræftet.

Instruktøren
Christian Tafdrup instruerede Amanda Collin i filmen ‘En frygtelig kvinde’, som han selv har skrevet sammen med sin bror.

– Jeg mødte Amanda første gang til en privat fødselsdag på en restaurant i København. Hun var min borddame, og hun fortalte mig, at hun var uddannet skuespiller fra New York. Nu var hun tilbage i Danmark i håb om at få arbejde.  Jeg tænkte, det ville blive svært for hende, for der er jo mange om buddet. Tre år senere dukkede hun op til casting på 'En frygtelig kvinde' og slog benene fuldstændig væk under mig. Hun var suveræn. Amanda kan det hele. Og hun tør det hele. Hun løftede min film ved at forsvare sin rolle så perfekt, at jeg blev helt i tvivl om, hvorvidt karakteren overhovedet var frygtelig. Hun tegnede et langt mere nuanceret portræt af kvinden, end manuskriptet havde sat sig for. Amanda er et følsomt naturtalent, der mestrer både det alvorlige og det komiske. Og forener det så begavet. For mig er hun sin generations største skuespillerinde. Og jeg er misundelig på alle, der nu får glæde af at arbejde med hende. Hun er en superstjerne.

LÆS OGSÅ: Brødrene Avaz - De iranske brødre, der laver danske film på amerikansk

Læs mere om: