INTERVIEWS

Ann Eleonora Jørgensen: Jeg har trænet mit sind til at være i nuet

Skuespilleren Ann Eleonora Jørgensen har lært at tackle sit travle arbejdsliv ved at træne sin mentalitet til kun at forholde sig til det, der er lige nu og her.

Hun er her, der og alle vegne. Men lige om lidt er den 48-årige skuespiller Ann Eleonora Jørgensen først og fremmest på scenen i Tivoli i lystspillet Den grønne elevator i rollen som forsømt hustru. Hun er igennem et langt arbejdsliv som freelancer trænet i, at fremtiden hele tiden er uvis, og at nuet er det eneste, hun kan forholde sig til.

"Det er en udfordring, men jeg har oplevet, at hvis man er urolig, så kan man bekymre sig hele tiden. Derfor har jeg trænet mit sind til at være i nuet," siger Ann Eleonora Jørgensen.

Hun mener dog også, at det falder hendes sind helt naturligt at agere på den måde. Især fordi hun som 24-årig var tæt på at dø af en meget voldsom allergisk reaktion, og derfor som ganske ung måtte forholde sig til livets afslutning.

Jennifer Garner måtte i starten af sin karriere gå, fordi hun ikke havde penge til undergrundsbanen. Læs mere her

Men det er dog ikke ensbetydende med, at hun tager alting helt roligt hele tiden, men hun har blot lært at nyde de mindre travle perioder mere og sætte pris på de situationer, hun kan nyde i stedet for sit arbejde.

"Jeg har aldrig et år, der ligner et andet. Men når jeg skal koble af, går jeg en lang tur. Lige nu kan jeg også mærke, at jeg ikke har fået løbet så meget på det seneste, og det er også vigtigt for mig," siger skuespilleren, som også har planer om at dyrke yoga på fast basis i fremtiden.

Men som om, at Ann Eleonora Jørgensen ikke havde nok i sit skuespil, så lancerede hun sidste efterår en smykkekollektion. Her oplever hun også succes med kreationerne, der netop har ramt det norske marked, og hun har masser af drømme for fremtiden.

"Jeg skal selvfølgelig lige finde mine ben at stå på, men nu lancerer jeg også en perlekollektion, og det tegner godt. Jeg kan godt lide at designe, for her lukker jeg helt ned og koncentrerer mig om processen," siger skuespilleren.

Ann Eleonora Jørgensen optræder i stykket Den grønne elevator fra den 20. februar i Glassalen i Tivoli.