INTERVIEWS

Anne Glad: Læg telefonen væk

Det er vigtig opladning af os selv, at lægge telefonen væk. Det mener forbrugerekspert Anne Glad, der lægger mobilen væk, så hun kan holde ‘analog tid’. Hun har brug for at give sin hjerne ro, så den træffer vigtige beslutninger.

Det er næsten rituelt for hende

Det der med at lægge mobilen væk og ignorere, at stakkevis af mails hober sig op i indbakken. For Anne Glad har sommeren altid været ‘den lange opladning’, og hun har altid prioriteret mindst tre ugers sammenhængende ferie. Uanset hvor travlt hun ellers har haft. Men nu er det ‘gået helt amok’, siger hun med sin smittende latter. De seneste år har det nemlig heddet seks ugers sommerferie i ét stræk.

LÆS OGSÅ: Sådan går du mere offline

– Nu er vi tilbage til min barndoms skoleferier, og det er simpelthen så dejligt. I lange perioder af året har jeg så travlt, at der ikke er noget, der hedder weekend. Og jeg har aldrig været særligt god til at planlægge vinterferie eller få presset de der pauser ind i løbet af året. Hvis jeg endelig får planlagt to ugers ferie i februar, ender det altid med, at jeg alligevel ikke kan nyde det, fordi der er så meget pres på både før og efter, og så er det nærmest spildt. Men sommeren – det er der, hvor jeg virkelig lukker helt ned, fortæller hun.

Lær Anne Glad bedre at kende her:

Og der er meget at se til i løbet af året for Anne Glad, der i snart 10 år har gennemskuet kendte danskere ved at kigge i deres køleskabe, bogreoler og klædeskabe i ‘Kender du typen’. For tre år siden fik visitkortet ny titel af selvstændig forbrugerekspert, og hun har tilføjet værtsroller på tv-programmet ‘Manipulator’ og litteraturpodcasten ‘Bogselskabet’ til porteføljen af opgaver.

Sidste sommer havde hun en stak bøger til ‘Bogselskabet’, hun skulle have læst i sommerferien, men ‘det er arbejde i den ‘helt o.k.’ afdeling’, som hun siger. For det er ‘den der opladning’, der er vigtig for hende om sommeren. Og den er bøgerne med til at give Anne Glad, som oprindeligt er uddannet i nordisk litteratur.

Drømmen om at blive selvstændig rumsterede længe i Anne Glad, og i 2016 tog hun springet.

Buksedragt InWear, 1.299,95 kr. Bikinitop Eres, 1.230 kr. Hat Maison Michel, 3.655 kr. Halskæde Nina Webrink, 6.378 kr. Halskæde (med blå diamant) Zenia Barlo, pris på forespørgsel Øreringe Ole Lynggaard Copenhagen, 25.900 kr.

LÆS OGSÅ: Sofie Linde: Musik jeg elsker

– Som barn var jeg så heldig at have to forældre, der som folkeskolelærere kunne holde den lange ferie med deres børn. For mig er sommerfornemmelsen af, at det bare fortsætter og fortsætter – at sommerferien er uendelig. Og det er halvanden måned jo sådan set også, siger hun og åbner igen øjnene, efter et kort øjeblik at være forsvundet ind bag øjenlågene i uendeligheden af friske jordbær, bare tæer i græsset og varme aftener med aftensmad udenfor.

Det vigtigste er ikke de store rejseeventyr, tilføjer hun eftertænksomt.

– Det er i lige så høj grad at være der, hvor man kan nyde hverdagen og det sted, man er. I Danmark. På sommerhusferie, måske. Men det er også noget med at nyde sit eget kvarter og sine naboer og grille i gården og tage små udflugter ud herfra. På samme måde som i min barndom. Dengang tog vi måske på ødegård i Norge eller Sverige og var ellers meget hjemme. Jeg var 10 år, før jeg var ude at flyve første gang, og 20, da det skete anden gang. Så det er ikke, fordi jeg har været nogen globetrotter, fortæller hun.


Bikinitop Eres, 1.230 kr. Bikinitrusser Eres, 1.045 kr. Halskæde Nina Webrink, 6.378 kr. Sko Ganni, 1.700 kr.

Tidligere tog hun til Italien, når hun havde brug for at trække stikket og koble af. I eget feriehus, langt fra alt og alle, med elendig mobilforbindelse og ingen netdækning. Med andre ord: Alle gode undskyldninger for bare at slappe af. Og det har nok været nødvendigt, efterrationaliserer hun. For hvis man skal bevæge sig i to timer for at komme i nærheden af en hæderlig netforbindelse, skal det altså også være vigtigt. Og det giver en naturlig begrænsning.

Ingen mails før sengetid

Men Italien er sat på hold i nogle år – så længe sønnen Kaj stadig er lille. For granit og tumling er bare en dårlig kombi, forklarer hun. Hellere noget med en græsplæne.

Og selv om dækningen er bedre i dag, er det ikke noget problem for Anne Glad at lægge mobilen fra sig.

LÆS OGSÅ: 5 tips til at shoppe mere bæredygtigt

– Jeg kommer i forvejen oftere af sted uden end med telefon, hvis jeg bare lige skal ud og have en kop kaffe. Helt at droppe at læse mails, det ved jeg ikke, om jeg kan, men jeg kan skrue gevaldigt ned for det – ligesom jeg ved, at jeg ikke skal læse mails, lige før jeg skal sove, for så ligger jeg bare og svarer dem hele natten. Det er en vigtig, vigtig opladning af sig selv at lægge telefonen helt væk. At sove ud, spise dejlig mad, kigge sin mand i øjnene. Og nå frem til det punkt, hvor man ikke helt ved, om det er onsdag eller torsdag. Det er så vigtigt. At slippe det der tidstyranni. I hverdagen skal jeg altid være et eller andet sted klokken et-eller-andet, og hvis jeg kommer en halv time for sent, sidder der 400 rasende mennesker. Så det der med at give helt slip og ikke have aftaler hele tiden, det er den måde, jeg lader op, forklarer hun.

Og det er ikke noget problem at holde telefonen slukket, forsikrer hun med sit genkendelige og smittende grin.

– Jeg er ret irriterende på den måde. Men jeg er nu også irriterende for mine omgivelser i hverdagen, for jeg kan sagtens være lang tid om at svare på mails. Mit job er at skulle levere nærvær – både i ‘Bogselskabet’, i ‘Manipulator’ og i ‘Kender du typen’ – og så må digital kommunikation altså være sekundært. Jeg er også virkelig dårlig til sociale medier. At poste noget er en arbejdsopgave for mig. Det er overhovedet ikke lystdrevet eller intuitivt, siger hun og ryster på hovedet som svar på, om hun heller ikke surfer rundt og følger med i, hvad andre deler.

– Jeg er helt ligeglad med andre mennesker på den måde – haha, der har du vist overskriften! – men andre menneskers digitale liv interesserer mig ikke. Det interesserer mig meget mere at møde dig og høre din historie, end at vide hvilke begivenheder i nærheden af mig, som andre er interesserede i. Det føles så inderligt ligegyldigt at bruge tid på, tilføjer Anne Glad.

Hun driller altid sin mor, der ikke kan styre sig, hvis mobilen giver et pling fra sig under middagsmaden og føler sig nødsaget til at forlade bordet for at få stillet sin nysgerrighed.


Blazer Stella McCartney, 13.400 kr. Jeans Frame, 2.425 kr. Bikinitop Stella McCartney, 1.155 kr. Halskæde Nina Webrink, 6.378 kr. Halskæde (med blå diamant) Zenia Barlo, pris på forespørgsel

– Min er altid på lydløs. Det er også derfor, du kan ringe fire gange til mig, uden at jeg opdager det, siger hun.

Det er netop, hvad der er sket denne dag. Efter at have sms’et frem og tilbage i løbet af formiddagen og bekræftet de sidste detaljer for vores planlagte snak om sommerferie og livet som selvstændig, er der intet liv i den anden ende af linjen, da jeg et par timer senere ringer Anne Glad op, i tvivl om hvilket husnummer hun bor i. Heller ikke på andet, tredje eller fjerde opkald er der svar. Og heller ikke på sms. For hun har lagt telefonen væk. Helt væk. Fokuseret på vores aftale, og på at vi skal tale uforstyrret. Allerede mentalt til stede.

LÆS OGSÅ: Kan kvinder være lige så sjove som mænd?

Vi fandt heldigvis hinanden alligevel og sidder nu – med slukkede telefoner – på den åbne førstesal i den hyggelige baggårdslejlighed i Indre København, hvor hun bor med sin mand, musikeren Kim Glad Wagner, og sønnen Kaj. Og hun er i den grad til stede. Imødekommende og velforberedt, smilende og nysgerrig efter også at lære det menneske, hun sidder overfor, at kende. Og bl.a. derfor er det med telefonen noget, der optager Anne Glad meget.

Det er måske ubevidst, men hun retter sig op i stolen og får en mere forretningsmæssig tone i stemmen.

– Mobilen er en frygtelig forstyrrende faktor i vores liv. Det der med at komme i flow og være koncentreret er virkelig en mangelvare i vores liv. Vi kan jo ikke nå frem til at være kreative eller tænke noget genialt, hvis ikke vi får lov til at være i flow. Så bliver alt bare en overfladisk besvaren af mails. Ved at lægge mobilen væk og slukke mailen i to timer kan jeg nå mere, end jeg kan på en hel dag, hvor den bare bimler og bamler. Ofte tænder man den måske for at se, hvad klokken, og så kan en eller anden ligegyldig notifikation tage koncentrationen fuldstændig. Det er jeg ret bevidst om, siger hun og forklarer, at det er Kim, der har gjort hende bevidst om det.

For da de lærte hinanden at kende, lå hendes mobil altid i vindueskarmen og modtog mails natten lang.

– Det vågnede han af, og det stressede sikkert også mig ubevidst, fortæller Anne Glad.


Kjole Louis Vuitton, pris på forespørgsel

Hun nikker bekræftende over en slurk fra kaffekoppen – det var særligt gennem mange år som leder på reklamebureau, at hun følte, det var nødvendigt at være på hele tiden.

– Men jeg stod selvfølgelig ikke op midt om natten og svarede mails – hvilket pres ville det ikke være for medarbejderne, hvis de kunne se, at der kom mails fra mig klokken tre om natten? Så det var bare en dårlig vane, det der med at være på, siger hun og tilføjer:

– Mobilen skal ud af soveværelset, det siger alle søvneksperter. Soveværelset er til at sove i og elske i. Sådan noget som søvn begynder at blive en luksus. I Tokyo og New York er der ‘nap cafes’, hvor man kan købe sig til en luksuriøs lur. Det må jo være, fordi vi tillader vores søvn at blive forstyrret, konstaterer Anne Glad og skifter igen fra livsstilsekspert-gear til privatsfære:

– Så sommeren er for mig analog og uendelig, men helst med lidt varme. Jeg er ikke nogen soldyrker og vil gerne være på de nordiske breddegrader. Men jeg kan godt lide trygheden i, at det er nogenlunde vejr i morgen, så hvis den står på tre ugers regn, søger jeg sydpå.

‘Det var den udløsende faktor’

Det er tre år siden, Anne Glad sagde sit direktørjob i reklamebranchen op, og i stedet oprettede cvr-nummer og egen virksomhed som selvstændig forbrugerekspert og foredragsholder.

LÆS OGSÅ: Her er alt du skal vide om Marie Kondos oprydningsprincipper

Hun havde mødt manden i sit liv, Kim Wagner, og mødet med den 13 år yngre musiker vendte op og ned på hendes liv og pustede til den lyst til at være selvstændig, hun i efterhånden mange år havde haft. Det var på en og samme tid en kæmpe beslutning og en kæmpe lettelse at tage springet til selvstændig, fortæller Anne Glad, der egentlig

havde besluttet at starte for sig selv allerede i 2012, da hun forlod sit job som partner på reklamebureauet Sunrise. Men da hun blev tilbudt et job som strategisk direktør hos Envision, kunne hun ikke sige nej. Det var et drømmejob med mulighed for ‘virkelig at nørde igennem’ og ‘arbejde med nogle sindssygt dygtige mennesker’. Og så pyt med at det lå i Aarhus – pendleriet kunne hun ‘godt æde’, for de var fleksible og ville give hende plads til også at lave tv ved siden af.


Skjorte Paule Ka, 3.360 kr. Shorts Giorgio Armani, 8.300 kr. Bikinitop Eres, 1.230 kr. Støvler Louis Vuitton, 8.750 kr. Lavaliere (i hår) Dee April, 1.095 kr. Øreringe Alessandra Rich, 2.760 kr.

– Men der kommer et tidspunkt, hvor det ikke længere giver mening at sidde og flytte markedsandele fra den ene til den anden, og efter fire år havde jeg fået nok af at pendle og lave reklamekampagner. Der var jeg helt anderledes moden til at sige, at nu vil jeg bestemme over min egen tid og ikke hænge i en klokkestreng længere, siger Anne Glad og tilføjer:

– Jeg var slidt op. Jeg var begyndt at have en nerve, der vibrerede under det ene øjne. I lang tid bildte jeg mig selv ind, at det var aircon’en i bilen, der sad lige der, men jeg var i virkeligheden tyndslidt af at pendle og hele tiden have så meget arbejde. Det der tidspunkt, hvor man må erkende, at man aldrig når igennem bunken af mails, men bare må tage de nyeste … Og jeg er en flinkeskole-pige, der helst vil nå alting.

Italien har været et favorit-rejsemål for Anne Glad, men efter sønnen Kaj er kommet til verden, vil hun bare gerne have ‘en græsplæne’, han kan tumle på i ferien.

Skjorte Paule Ka, 3.360 kr. Shorts Giorgio Armani, 8.300 kr. Bikinitop Eres, 1.230 kr. Støvler Louis Vuitton, 8.750 kr. Lavaliere (i hår) Dee April, 1.095 kr. Øreringe Alessandra Rich, 2.760 kr.

Lige så meget som det lille, røde ikon på mail-appen dengang gik hende på med sin konstante påmindelse om ubesvarede mails, lige så lidt generer det hende i dag. For nu er det som selvstændig kun hende selv, hun står til ansvar overfor. Og lige så meget som de faste arbejdstider og pendleriet hang hende ud af halsen og gav næring til drømmen om selvstændighed og egen forretning, lige så meget voksede behovet til selvstændighed frem af en ny lyst, der spirede i hende.

– Det var en udløsende faktor – jeg ville have et barn, det skulle være med Kim, og det skulle være nu. For jeg var 45. Og der måtte jeg erkende, at selv om jeg havde rimelig godt styr på min ægløsning, så duede det ikke, at jeg havde en sitrende nerve under det ene øje og var 200 kilometer væk det meste af tiden, hvis det skulle lykkes, fortæller Anne Glad.

LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl: Det koster at kaste sig ud fra 10-metervippen, men jeg gør det alligevel

Og det lykkedes efter nogle måneder. Den første tid som selvstændig tilbragte hun ‘jublende’ over at kunne tilrettelægge sin arbejdsdag, som hun havde lyst. Brugte tid på at være nyforelsket og ‘kigge hinanden i øjnene hele tiden’. Og var lykkelig over ikke at skulle leve op til andres forventninger.

– Kim og jeg var enige om, at hvis vi ville blive nødt til at flytte, så ville det være o.k. Men det blev det aldrig, for jeg har lige så travlt, som jeg altid har haft. Men jeg bestemmer selv, og jeg har ikke en times arbejde i mit liv, som ikke er sjovt, og det er altså fedt. Det skulle alle have lov at prøve – specielt småbørnsforældre. Vi har arbejdet og været på barsel sammen, og det var en gave for os alle tre, konstaterer Anne Glad.

Hun holdt 75 procent barsel hele vejen, for som selvstændig var hun nødt til at holde gang i forretningen. Da Kaj var seks uger, tog hun igen på optagelse – med mand og søn som faste følgesvende. Og det var ‘sjovt, fedt og megahårdt’. Men de var sammen, alle tre. Og i dag glæder hun sig over, at hun kan arbejde igennem den ene uge og holde spontan fridag med sønnen den næste, uden at skulle tælle omsorgsdage eller tage hensyn til andres kalendere.

– Jeg er en flinkeskole-pige, der helst vil nå alting, siger Anne Glad. Med alder og erfaring er hun dog blevet bedre til at erkende, at det kan hun ikke – og det er okay.

Buksedragt InWear, 1.299,95 kr. Cardigan InWear, 1.099,95 kr. Halskæde Nina Webrink, 6.378 kr. Halskæde med blå diamant Zenia Barlo, pris på forespørgsel Øreringe Ole Lynggaard Copenhagen, 25.900 kr.

– Jeg tog tilløb i så mange år til at blive selvstændig, for jeg var bange for den økonomiske usikkerhed. Med to forældre, der var lønmodtagere, lå det langt væk at være selvstændig, siger Anne Glad og tilføjer:

– Man skal huske på, at man jo kan lave det om igen. Det er jo ikke skidt senere at komme til en arbejdsgiver og sige, at man havde en forretningsidé, der skulle prøves af. Det får dem ikke til at tænke, at de ikke vil ansætte dig. Tværtimod.

Det er bedre at turde vove lidt og komme med sine erfaringer, mener hun. Og selv om man har svært ved at få det hele til at hænge sammen, er det måske alligevel værd at overveje, om man ikke kan skrue ned for nogle ting.

– Men når vi laver det regnestykke, skal vi være hudløst ærlige og ikke holde fast i de der materielle ting, for jeg tror, at det er dem, der låser os allermest. At vi per automatik bygger en afhængighed op og tror, at fordi vi har børn, så skal de vokse op i en parcelhushave i et bestemt postnummer i et hus med så og så mange kvadratmeter. Der skal vi måske prøve at stoppe op og se, hvad der er vigtigt. For det går så hurtigt, at det bare er med at nyde hvert øjeblik, konstaterer Anne Glad.

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm: Min rolle i 'Dronningen' er den mest udfordrende i min karriere


Blazer Stella McCartney, 13.400 kr. Jeans Frame, 2.425 kr. Bikinitop Stella McCartney, 1.155 kr. Halskæde Nina Webrink, 6.378 kr. Halskæde (med blå diamant) Zenia Barlo, pris på forespørgsel

Er der noget, du har måttet give afkald på, da du blev selvstændig?

– Barselsorlov, pensionsordning, den type økonomisk tryghed, remser Anne Glad straks op og himler med øjnene af sig selv og sin timing, hvad det angår.

– I 18 år har jeg haft den ene vidunderlige barselsordning efter den anden, og som leder har jeg været med til at skabe virkelig gode barselsmuligheder for medarbejderne, og når jeg så selv har brug for det, så er der ingenting. Men til gengæld var der så heller ikke nogen forventning om, hvornår jeg er tilbage på fuldt blus, siger hun.

– Jeg prøver også at få sat penge til side til pensionen, selv om min revisor siger, at det er torskedumt, og at jeg hellere skal gøre det på en anden måde, tilføjer hun og trækker straks i forbrugerekspert-tøjet igen med en indskydelse om, at man hellere skal investere sin pensionsordning end spare den op.

Luk ned, læs en bog

Det har været en øjenåbner for hende for nylig at arbejde med nye undersøgelser på området og finde ud af, at mænd har 111 milliarder kroner mere i opsparing ud over bolig end kvinder.

– Det er, fordi kvinder er dem, der småkøber ting til hjemmet, mens mænd køber de store ting, som kan sælges igen. Singlekvinder lejer, singlemænd ejer. Kvinder sparer op i stedet for at investere, og så bliver det ikke til noget, for lige nu får man minusrente på sin opsparing. Kvinder skal være bedre til at investere i aktier, konstaterer Anne Glad, nu helt opret i stolen og igen med sin forretningsmæssige tone i stemmen.

Ud over ‘Kender du typen’ har Anne Glad bl.a. bogpodcastet ‘Bogselskabet’, hvor hun inviterer forfattere hjem til sig selv for at tale om deres nyeste bøger.

Skjortekjole Loewe, 36.690 kr.

– Jeg har altid investeret og altid haft en rimelig høj risikoprofil. Min pensionsopsparing står også i aktier.

Trin på trappen får hende til at vende sig, og den alvorlige mine afløses af et stort smil. Op ad trappen kommer Kim, der arbejder hjemme i sit studie i den anden ende af lejligheden. Han har frisk kaffe med, hun smiler og kysser ham, tilbyder ham en kage fra det lille bord – dem, hendes mor har bagt, som ‘smager så godt’.

LÆS OGSÅ: Helena Christensen blev offer for bodyshaming - her er alle reaktionerne

Det er, når hun arbejder og kan fordybe sig i store undersøgelser som den, at Anne Glad bliver opdateret på sit arbejde med at forstå vores alle sammens forbrug og livsstilsvaner, tilføjer hun, da Kim igen er listet nedenunder for at arbejde videre. Og det er endnu en grund til, at hun gør en dyd ud af at koble ud af nyhedsstrømmen og slukke telefonen, når der står sommerferie i kalenderen. For der er alt for meget ævl derude, som forurener hendes hjerne.

– Det er sundt for både mig og min virksomhed at lukke ned og læse en bog i stedet. I forhold til at forstå mennesker er litteratur en gave, siger hun og hiver i begejstring straks et par titler ud af den svulmende bogreol bag os, der også danner bagvæg til det hjemmestudie, hun optager ‘Bogskabet’ i – Kristina Stoltz’ ‘Cahun’, Christina Hesselholdts ‘Virginia is for Lovers’ og sit eget speciale fra Nordisk Litteratur – det fag, hun oprindeligt er uddannet i, og som nu igen bliver foldet ud i podcasten.

Og det er her – i den hyggelige krog i lejligheden, hvor to store studiemikrofoner er fæstnet på gulv-til-loft-reolen bag de komfortable lænestole – at Anne Glad interviewer forfattere som Helle Helle, Peter Høeg, Merete Pryds Helle og Benn Q. Holm til litteraturpodcasten. Da DR tilbød hende værtsrollen, insisterede hun på at optage det hjemme – både for at skabe et nærværende rum til samtalen og for at sikre, at det ikke igen ville ende i et tidstyranni med fastlåste studietider.

LÆS OGSÅ: TV-serien 'Venner' bliver til LEGO-klodser

Og så er vi igen tilbage ved behovet for at koble fra og give sig selv tid til at læse og fordybe sig eller bare lave ingenting. For det er ofte også der, man samler kræfter og overskud til at gøre noget ved tingene i sit liv, siger Anne Glad og tilføjer, at det er noget af det, sommerferien kan.


Skjortekjole Loewe, 36.690 kr. Øreringe Ole Lynggaard Copenhagen, 25.900 kr.

– Det er så livgivende at være sammen med sine venner og nyde de lyse nætter. Noget af det skønneste ved at bo i Danmark er, at det aldrig rigtig bliver mørkt om sommeren, og det er noget, jeg altid har savnet, når jeg har været længe i Italien, siger hun.

– Jeg lader op til hele året i sommerferien. Jeg har veninder, der kan lykkes med at se alle i sommerhuset i løbet af juli og derfor er helt drænede, når de kommer hjem. Der er jeg anderledes egoistisk, tilføjer hun med et grin.

Blå bog: Anne Glad Wagner

  • Anne Glad Wagner, 47 år, er uddannet cand.mag. i nordisk litteratur og filmvidenskab fra Syddansk og Københavns Universitet i 1998.
  • Begyndte i reklamebranchen som tekstforfatter hos Enterprise, blev i 2002 partner hos Sunrise og i 2012 strategisk direktør hos Envision.
  • Siden 2016 selvstændig forbrugerekspert med egen virksomhed.
  • Siden 2009 fast ekspert i DR-programmet ‘Kender du typen’ og i dag også vært på tv-programmet ‘Manipulator’ og podcasten ‘Bogselskabet’.
  • Opvokset i Næsby på Fyn, men bor i dag i hjertet af København med musiker Kim Glad Wagner, som hun giftede sig med på sin fødselsdag sidste år. Sammen har de sønnen Kaj fra 2018.
  • Anne Glad sidder i præsidiet for Unicef og er næstformand i bestyrelsen for Julemærkefonden.

LÆS OGSÅ: Dit barn kan også blive narkoman