INTERVIEWS

Birgitte Hjort Sørensen: Genbrug kan være unikt

Skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen har fundet nogle af sine bedste tøj-fund i genbrugsbutikker.

Den 32-årige skuespiller Birgitte Hjort Sørensen har valgt at støtte et godt formål ved at sætte sig brugte tøj til salg hos webshoppen Fashion-resales. Det er gjort nemt og bekvemt for hende at give tøjet videre, fordi tøjet er blevet hentet hjemme hos hende, og så er hun samtidig glad for, at hun kan støtte Ungdommens Røde Kors.

"Jeg synes, at genbrug generelt er en god ide. Jeg forstår godt behovet for at eje, men jeg bliver også mere og mere klar over, at der er begrænsede ressourcer her på planeten," siger hun.

Keira Knightley har været til fest i sin brudekjole. Se den her

Birgitte Hjort Sørensen har en forventning om, at de der opsøger et sted som Fashion-resales har en interesse i genbrug, og at de samtidig der får muligheden for at købe tøj, som næsten ikke er brugt. Skuespilleren fortæller, at hun har doneret tøj, som hun selv har været glad for, men som hun ikke bruger mere. Selv har hun også handlet genbrug igennem webshoppen og har shoppet i en del genbrugsbutikker.

"Genbrug kan være unikt. Mit yndlings-item er for eksempel en hvid lamapels, som jeg købte i en genbrugsbutik i Aalborg, hvor den hang i udstillingsvinduet. Den ville jeg aldrig have fundet et andet sted," siger Birgitte Hjort Sørensen.

Genbrug var en del af modeugens streetstyle. Se selv i galleriet her

Hun går aldrig efter mærker, nå hun shopper men blot det, hun synes er pænt. En ting hun dog aldrig ville købe brugt er undertøj. I hendes egen garderobe hænger meget tøj, fordi hun godt kan lide tøj men også, fordi hendes arbejde kræver, at hun skal ud og se præsentabel ud eller ligne en bestemt karakter ved en casting.

"Der er en god orden i min garderobe. Tøjet hænger overskueligt og farvekoordineret. Jeg prøver at efterfølge, at hvis jeg ikke har brugt noget tøj i et år, så skal det ud. Jeg har også læst, at man kun skal beholde det, man har brug for og elsker," siger skuespilleren.