Camilla Skovgaard - Danmarks verdensberømte skodesigner
INTERVIEWS

Camilla Skovgaard - Danmarks verdensberømte skodesigner

Camilla Skovgaard blev kaldt ‘couturens Arne Jacobsen’, og berømtheder og internationale designere flokkedes om hendes design. Imens tilbragte hun al sin tid i forretningsmøder og flysæder, og pludselig sagde kroppen fra. Camilla Skovgaard fortæller eksklusivt til IN om sit sporskifte og nye liv.

Avisen The Times kaldte hende ‘couturens Arne Jacobsen’. Camilla Skovgaard var eftertragtet af diverse berømtheder fra filmens, musikkens og modens verden, der alle stak fødderne i hendes højhælede sko. Internationale designere og stormagasiner flokkedes om hendes design.

Imens tilbragte hun al sin tid i forretningsmøder og flysæder, men pludselig sagde kroppen fra. Camilla Skovgaard lyttede efter og skiftede spor.

Her fortæller hun eksklusivt til IN om sit eventyrlige liv og håbet om, at nogen vil føre hendes firma videre, og for første gang deler hun sit nye liv på Ibiza.

LÆS OGSÅ: Andrea Rudolph: Jeg går efter det, jeg vil have

Tidslinje: Camilla Skovgaards kometkarriere

1991

19-årige Camilla Skovgaard skriver til den største danske designer inden for haute couture, Erik Mortensen (1926-98), der står i spidsen for Pierre Balmain i Paris. Hun har en studentereksamen fra Gentofte Gymnasium og et diplom fra Københavns Tilskærerakademi i ryggen og drømmer allerede stort.

– Erik Mortensen var overalt, så det var oplagt at skrive til ham for at få gode karriereråd. Jeg sendte alt for mange tegninger med. Hver side havde flere modeller på. Jeg tror, han modtog en pakke på et kilo. Jeg spurgte ham, hvordan jeg skulle gribe det an, hvis jeg ville specialisere mig inden for haute couture. Erik Mortensen svarede, at han havde indtryk af, at jeg var kreativ, og formulerede på diplomatisk vis, at haute couturen – som han kendte den – nok var ved at forsvinde. Det var en branche, som blev hårdere og hårdere. Hans håndskrift var vidunderlig.

– Jeg kom ind på den eneste haute couture-skole i verden, La Chambre Syndicale de la Couture Parisienne i Paris. Men i løbet af sommeren ændrede de danske SU-regler sig, og jeg kunne ikke længere få støtte. Jeg havde ikke nok penge og rejste fra Paris efter seks måneder. Jeg boede i Australien og London i et års tid, før jeg kom hjem til Danmark.

1993

Camilla Skovgaard skifter Danmark ud med Dubai, hvor hun ender med at bo i syv år. Det er her, hun mærker, at hun har en særlig interesse for sko.

– En uge efter jeg kom hjem, var der en annonce fra Dubai i Berlingske. En fransk dame havde som den første i Den Arabiske Golf grundlagt et modehus, Fabretti, sidst i 1980’erne. De syede og designede kjoler med alle de stoffer, som de arabiske damer slæbte med hjem fra ferierne i Frankrig og Italien. Materialerne var håndvævede blonder og brokadestoffer fra de gamle tekstilfabrikker. Fabretti fik stor succes, og så kom der flere og flere modehuse i hele Golfen. Den franske dame var gift med en dansk arkitekt, og de satte en annonce i avisen om, at de søgte en designer, men jeg var fem år for ung i forhold til alderskravet, og jeg var endnu ikke uddannet. Men jeg tegnede hurtigt, og vi talte godt sammen til samtalerne, som fandt sted på Hotel Sheraton i København. Jeg fik jobbet og blev kastet ud i det som 20-årig.

Et hold beduindamer ankom en af de første dage i august, og det var rigtig varmt. De snakkede løs som et hønsehus iført deres totalt sorte, tildækkede gear og bronzemasker for ansigtet med kohl om øjnene og deres skønne duft af ood, som er røgelse, der ‘ryges op’ under klæderne og i håret, så duften bliver strøget rundt i rummet ved den mindste bevægelse. De var skønne – masser af latter, og jeg fik mange klap på kinderne og mit lyse hår.

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER

Der blev lavet rigtig mange flotte kjoler med helt fantastiske broderier udført af indere og pakistanere, men også flere mareridt. Vi brugte Swarovski-krystaller i kilovis. På grund af den lokale kultur er det forbudt at tage billeder af damerne. Og der var ingen mobiler med kameraer dengang, så tøjet lever mest i minderne.

Jeg designede store festkjoler og brudekjoler – mange af dem var ret dramatiske. Jeg var forundret over, at kvinderne gjorde så meget ud af sig selv, men skoene var ikke altid lige så flotte. I 1993 var udvalget af sko ikke så stort. Giorgio Armani var der. Sergio Rossi og Versace – der var faktisk ikke andre internationale navne.

Mens jeg var i Dubai, læste jeg en artikel i en arabisk avis om 800 år gamle Cordwainers Shoe College i London. En gammel institution med speciale i at lave håndsyede støvler og sadler til hestevogne. Jeg syntes, at det lød skønt, og gemte artiklen i min skuffe i tre år, mens jeg arbejdede videre i Dubai. Det var meningen, at jeg kun skulle være der i et år, men da jeg var sidst i 20’erne, blev jeg klar over, at hvis jeg skulle have en universitetsuddannelse, måtte jeg nok i gang.

2000

Turen går til London, hvor hun får en formel uddannelse – og både de store designere og stormagasinerne får øjnene op for hendes talent.

– Første år på Cordwainers Shoe College i London var en katastrofe. Mine karakterer var overhovedet ikke gode. Jeg holdt fast i det, jeg havde lært i Dubai, og det holdt ikke en meter inden for mit nye område, sko. Jeg havde i årevis designet for andre, og nu skulle det pludselig handle om ‘mig’. Studierne handlede ikke så meget om design, men om selve håndværket i at lave sko, som også er gode at gå i. Jeg brugte al tiden på at lave skomønstre og lære, hvordan designet påvirker alle dele af skoen – og søge legater. Det lignede næsten en papirmølle hjemme hos mig med alle de papirer, jeg skulle sende ud.

LÆS OGSÅ: Julia Roberts: Jeg har været heldig

Til den allersidste opgave det første år fik jeg endelig gode karakterer. Og efter tre år på Cordwainers kom jeg ind på Royal College of Art for at tage en master. I løbet af andet år var jeg allerede godt i gang med at undersøge italienske skofabrikker. Set i bakspejlet skulle jeg have nydt de to år på Royal College of Art mere.

Den britiske designer Matthew Williamson tilbød mig et designjob for sin skolinje. Jeg blev hurtigt fascineret af, hvad der sker, når designet ryger videre til en fabrik, og hvordan designet kan ende med at se meget anderledes ud, end det gjorde på tegningen. Så jeg gik op i at lære, hvordan jeg skulle kommunikere med fabrikken, så designet blev, som jeg havde tænkt det.

Jeg designede sko for Matthew Williamson i tre år og lærte, hvor afgørende deadlines er for shows og for leverancer til butikkerne: Do – not – be – late!

En dag ringede det amerikanske stormagasin Saks Fifth Avenue til mig, fordi de ville købe hele min første kollektion, som jeg havde lavet på skolen. Hvor stort det var, gik nok først for alvor op for mig, da Saks sendte mig en manual så tyk som en bibel over, hvordan varer skal sendes, modtages, pakkes og noteres til leveringer i USA. Tilmed var nogle af mine første modeller til Saks Fifth Avenue i pytonskind, som kræver yderligere tilladelser fra myndighederne. Jeg tænkte og levede kun for at fabrikere og levere. Det var en stejl læringskurve. Senere arbejdede jeg også for Alexander Wang – og Elie Saab og Rick Owens rakte ud, men det blev aldrig til noget, fordi vores kalendre ikke passede sammen.

2009

Karrieren tager for alvor fart, og kendisser og stilikoner som Rihanna, Halle Berry og Gwyneth Paltrow bliver set i Camilla Skovgaards sko.

– Min tid, interesse og opmærksomhed var på fabrikkerne. Det var her, at kampene skulle vindes – og her jeg fulgte mine ‘babyer’ – skoene. Det var andre folk, der fortalte mig, hvem der var blevet set med mine sko på. Jeg var mere sådan ‘nå ja’. Meget dansk og nede på jorden. Jeg blev nok mest begejstret, hvis fotoet var godt. Sådan ‘woohoo – et flot foto’-agtigt. Jeg tror faktisk, at den eneste, jeg selv har spottet, er Amal Clooney sidste år i den klassiske Saw Wedge-boot her på Ibiza (Camilla Skovgaard har copyright på den særlige savtakkede sål, red.). Jeg smilede ved mig selv, fordi jeg tænkte, at der stadigvæk er liv i dem. Jeg inhalerer ikke, at en kendt person har mine sko på. Det er ikke dét, som betyder, at jeg har lavet noget godt.

- Wall Street Journal

Det amerikanske marked er så sultent efter nyheder, at det ikke betyder så meget, om de kendte vælger dit produkt, for der kommer hele tiden noget nyt. Udskiftningen sker med så stor hast, så for skuespillere og musikere er du blot en brik i et puslespil. Ingen kendisser fik skoene gratis i første omgang. Enten købte de selv, eller også gjorde deres stylister. Céline Dion anede vi ikke brugte Camilla Skovgaard-sko, før hendes assistent ringede for at høre, hvor hun kunne købe flere, fordi Céline Dion havde slidt dem op på turneen måneder forinden. Det var først vel over halvvejs i businessforløbet, at betalte pr-folk kom om bord i London og New York. Deres job er at skabe en hype – alle gejler ligesom hinanden op til, hvorfor et produkt er vigtigt. Det virker sådan lidt usmageligt og substansløst.

Køb 6 nr. af IN og få en DAY taske med - kun 348 kr. SPAR 63%

For at give et perspektiv på det særlige ved mine sko kan jeg dele en episode, der skete for nogle år tilbage, hvor jeg var på den italienske Lineapelle-messe for lædervarer. En italiensk mand kom hen til mig og sagde med et dybt suk: ‘Dine sko, dit design er så svære at styre og kontrollere på en fabrik’. ‘Det ved jeg’, svarede jeg. Han fortsatte: ‘Så, Camilla, du har gjort det rigtig godt!’. Wow, det var næsten, som om det var første gang, at en teknisk kyndig anerkendte, hvor meget jeg havde kæmpet i kulissen. Og så kom anerkendelsen fra en vildfremmed – men han havde lagt mærke til det. Når du laver sko i et design, som har unikke kurver, strukturer eller overlag, så kræver skoen endnu mere tid at lave. 80 procent af alle processer bag skoene blev lavet i hånden. Mit design passede ikke til den type produktion, hvor et par pumps bliver lavet af maskiner fra ende til anden. Det var en konstant indsats at forklare, hvorfor det skulle laves på en bestemt måde – selv om det betød en ekstra belastning på produktionen og en risiko for fabrikken. Det var en evig kamp for at overbevise managere om, at det kunne lade sig gøre at fabrikere mine sko på min måde.

2010

Camilla Skovgaard vender tilbage til Dubai, hvor hun lever et liv, der kun handler om at arbejde.Hun rejser jorden rundt, og det tærer på kræfterne – både fysisk og psykisk. Men der går nogle år, før hun lytter til det, hendes krop fortæller hende.

– Der var ikke tid og ro til at slå rødder og få mit eget hjem, så en ven nævnte en femstjernet hotellejlighed i Dubai, som jeg flyttede ind i. Dejlig nemt med rene, sprøde lagner, intet hår i vasken, 24-timers roomservice og en bil udenfor, som kunne være klar i løbet af få minutter. Men det kostede! Det var en dyr livsstil.

Jeg skulle nok have været lidt klogere og tænkt ‘vent nu lige lidt’ og have mærket efter, hvor jeg var henne i livet, så jeg i stedet havde brugt det store cash flow til at få en fod indenfor på ejendomsmarkedet. Men vi lærer hele tiden som mennesker – i stedet for at prioritere mig selv prioriterede jeg firmaet. Altid firmaet. Jeg boede to et halvt år i den hotellejlighed. I løbet af 2011 var jeg fem uger i lejligheden. Jeg hentede ikke så meget næring i at være hjemme. Jeg var altid ude, spiste ude, og når jeg var hjemme, levede jeg af te og frugt. Senere flyttede jeg til en lejlighed i downtown Dubai, hvor jeg begyndte at designe møbler.

LÆS OGSÅ: 10 Leveregler fra Ellen Hillingsø

2012

Tilfældighederne spiller ind, da Camilla Skovgaard havner på den lille italienske ø Lampedusa. Et møde med en mand, der lever et helt andet liv end det, hun kender fra London, New York og Dubai, sætter skub i nogle af de tanker, der allerede er begyndt at snurre i hendes baghoved.

– Jeg skulle slet ikke have været på øen Lampedusa. Dronning Margrethe havde inviteret til reception på Kongeskibet Dannebrog under OL i London i 2012. Jeg havde fem dage på Capri, kom fra arbejdsbesøg i Italien og kunne lige klemme lidt ekstra tid ind inden London. Men der var intet hotel at få på Capri, så jeg søgte på Google, og så dukkede der en båd op fra Lampedusa og havet. HAVET. Jeg kontaktede dem med det samme, og der var naturligvis kun én plads tilbage, fordi det var højsæson.

Jeg tror på, at vi møder folk på vores vej, fordi de kan lære os noget. For at åbne os og gøre os mere hele. Om bord på båden mødte jeg en siciliansk ayurveda-terapeut og yogalærer, der kom fra en helt anden verden end min. Han gik med sarong derhjemme, ejede kun to par sko og havde ikke brug for at eje noget som helst. 10 dage efter London vendte jeg tilbage til Lampedusa og blev i tre måneder. Jeg tilbragte vinteren i Palermo på Sicilien og flyttede til Lampedusa i fem måneder den næste sommer. En af de bedste ting, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Hav, både, god mad, latter, sjov og masser af italienere, hvis mål i livet var ‘at leve’. Det var meget basic og skønt. Det var så mærkeligt at tage tilbage til Dubai – den første morgen sad jeg tre timer på det franske bageri, drak kaffe og kiggede på mennesker. Alt var en kontrast: store rene biler, superstylede mennesker, stakke af hvide stofservietter og nypudset sølvtøj.

Efter tiden på Lampedusa tænkte jeg mere og mere på at give og modtage mere. Bruge mere tid på noget, som ikke havde noget med produkter at gøre – og så så jeg boxer-hunden Mercy på nettet. Boxerhunde blev ikke længere solgt i De Forenede Emirater, så et selskab var specialist i at bringe dem til landet. Jeg trykkede på knappen – helt sikkert et ubevidst skridt for at tvinge mig selv til at skabe en forandring, til at slå rødder. Fire år tidligere havde jeg også en boxer, som jeg blev nødt til at efterlade hos mine forældre i Danmark, fordi jeg hele tiden rejste, og alle sagde til mig, at jeg ikke kunne lade mit liv definere af en hund. Men jeg savnede at gå ture – være i naturen. Imens mødte firmaet en kæde af problemer.

Jeg vidste, at begyndelsen til enden var i gang for firma-et, og det ville kræve en enorm indsats over lang tid at komme ud af. Jeg måtte erkende, at firmaet ikke længere var så vigtigt for mig. En dag modtog jeg en arbejds-sms, som gjorde, at jeg måtte køre ind til siden og græde. I det øjeblik accepterede jeg, at dét vil jeg ikke arbejde med. Jeg havde bygget et fort op med min jernvilje – onwards and upwards – men nu var alting så langt ude, at jeg ikke kunne mere. Stop. Ikke mere. Der må være en anden måde at leve på.

I stigende grad tilbragte jeg mere og mere tid i Palermo og i Lampedusa. Skiftet var i gang, fordi jeg havde set et glimt af en anden livsstil – at der er en anden måde at bruge livet på. Energien faldt. Den spontane glæde og krigerlyst dalede. Der kom en regning for at rejse 250 dage om året: Kroppen var udmattet af de lange flyveture. Uret i kroppen gik i baglås og kunne ikke længere huske døgnets rytmer. Kroppen gearede sig selv til at være i et konstant ‘flygt eller kæmp’-mode.

Jeg kunne ikke sove. Jeg var oppustet og kastede op. Min menstruation stoppede. Jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg havde det, for jeg havde travlt, men jeg var også godt klar over, at det ikke var normalt. På et tidspunkt kunne jeg ikke overhøre kroppens signaler mere. Og det var ikke bare et spørgsmål om at tage to ugers pause. Oh no, jeg måtte gå meget dybere.

Køb et abonnement på IN og spar 50 % - KØB HER

Jeg tog en yogauddannelse i Dubai. Det hjalp mig til at se indad, men ikke at fortælle mig, hvad jeg skulle se. Jeg lærte, at verden kunne være mere venlig og imødekommende end modebranchen – uden fordømmelser. Inden for mode dømmer alle én hele tiden: design, image, resultater, pr – det bliver meget fordømmende og kedeligt. Intet er nyt.

Yogaen åbnede en dør ind til alt det, som var startet på Lampedusa. Jeg ville have, at Mercy skulle opleve frihed. I Dubai er det forbudt at have hund de fleste steder – og de få steder, hvor hunde må være, er indhegnede gårde med cement – ikke græs. Jeg kendte en fransk yogalærer, der havde et lille økohus på Ibiza, som jeg kunne leje. Jeg kom direkte fra polerede badeværelser i Dubai til et hul i jorden, et campingsæt som komfur og spindelvæv over det hele.

Det var næsten en militæroperation at få Mercy ud af De Forenede Emirater på grund af regler for, hvornår hunde med korte næser må flyves ud i varmen, men skæbnen smilede til os – og det lykkedes. Da vi sad på topdækket på færgen fra Barcelona til Ibiza og så solen stå op, var et nyt liv ved at begynde. Vi vidste det bare ikke. Mercy var i høj grad motoren bag den forandring.

2013

Camilla Skovgaard får sværere og sværere ved at forstå, hvorfor hun laver det, hun gør. Hun er mæt af modebranchen og sin egen skoproduktion. Hun stopper produktionen og ser sig ikke tilbage. Men hun drømmer stadig om, at nogen vil købe hendes brand og føre det videre på en positiv måde.

– Problemet med modebranchen og dens endeløse sæsoner og schedules er, at den ubevidst får dig til at leve i det næste øjeblik. Det næste øjeblik og den næste kollektion er altid vigtigere end det øjeblik, som du sidder midt i. Så jeg levede ikke rigtigt, og det føltes, som om jeg var ved at gå glip af livet.

Jeg følte en større og større trang til at flytte mig selv fra noget, som jeg ikke kunne ændre. Firmaet havde en lang, vildt frustrerende, dum og dyr periode med fabrikkerne, hvor det kun handlede om at slukke den ene ildebrand efter den anden. Alle brands går igennem disse perioder. Det er normalt, men det holdt ikke op for mit vedkommende.

LÆS OGSÅ: Nicole Kidman - Sigøjner med succes

Især Kina og Hongkong voldte i de sidste år problemer, og jeg var der over julen og nytår, selv om min far havde kræft hjemme i Danmark. Men jeg kunne ikke komme hjem. En kaptajn må ikke forlade skibet – lastet med sko. Jeg har stadigvæk varer indefrosset i Kina for flere hundrede tusinde dollars.

Produktionen blev rykket tilbage til Italien, og den sidste kollektion blev lavet her – men der var hængepartier i Kina, som det var svært at komme ud af. Efter at have arbejdet i et stressfyldt miljø i så lang tid begyndte mit nervesystem at reagere. Nervesystemet har brug for variation i tilværelsen. Når du er glad og i balance, behøver ingen at fortælle dig, hvad du har brug for. For det ved du selv, og du gør det rigtige. Men hvis du er ude af balance og ikke sørger for at få noget andet ind i dit liv end arbejde, kan ikke engang venner eller familie hjælpe dig. Der er kun én, der kan skabe forandringen – dig selv.

Så jeg begyndte at spørge mig selv, hvorfor jeg arbejdede. Verden har ikke brug for endnu en sort sko. Overhovedet ikke. Verden har ikke brug for endnu et ton læder på et fabriksgulv og titusindvis af skind, som bliver destrueret, fordi de har naturlige pletter på. Liv, som var slået ihjel. Alt sammen for cool fashion. Min samvittighed havde det sværere og sværere med det, jeg lavede. Mode virkede ikke så vigtigt længere. Alt det, det krævede, gav mindre og mindre mening for mig. Den sidste kollektion var S/S 2014, så sagde jeg stop.

Jeg har stadigvæk firmaet, og det ville være dejligt, hvis nogen ville føre det videre med en god vision. Men jeg er ikke længere defineret af sko. Jeg er mere end sko.

2014

Camilla Skovgaard har sagt endegyldigt farvel til Dubai og bor nu på Ibiza med tre hunde og en kat.

– I dag bor jeg i et 300 år gammel finca (iberisk stenhus, red.), som jeg har brugt fire måneder på at renovere. Væggene er over en meter tykke, og loftet er isoleret med tang, der drysser ned. I begyndelsen tænkte jeg, at ‘this must be fixed pronto’, men nu har jeg lært at tage det roligt og sætte pris på sjælen i huset. Jeg havde brug for at forenkle mit liv og skære ned på omkostningerne, fordi jeg betalte husleje i Dubai, London, Lampedusa og Ibiza. Jeg længtes efter at have et hjem og alle mine ting et sted. Det havde jeg ikke prøvet i mange år.

Hele lageret af sko fra London kom også til Ibiza, fordi jeg ikke kunne holde tanken ud om at tage til London. Jeg har ikke været i den nordlige del af Europa inklusive Danmark i tre år nu. Jeg er ikke meget for at rejse mere – hverken ift. lufthavn-security, at pakke ned og ud eller at flyve. Nu har jeg været på Ibiza i to et halvt år.

Køb 6 nr. af IN og få en DAY taske med - kun 348 kr. SPAR 63%

Efteråret vil vise, om jeg kommer til at lave sko igen – jeg overvejer at lave en ting, et koncept, som ikke er afhængigt af modeuger og skind. Og så har jeg fået en ny hobby, fotografi, og jeg ville elske at lave en fotobog en dag. Ideen er vokset frem organisk på de daglige ture med mine ‘girls’ – Mercy har fået selskab af to skønne iberiske jagthunde, Auri og Mira.

Det er en af den slags ting, som opstår, når du har plads i dit liv til at være, observere og lege lidt. Ikke at have så travlt. Det har været interessant at lære at have fred med, at nogle gange så ved du ikke, hvad der skal ske. Og det behøver ingen forklaring. Bare tillade tiden at arbejde for én selv. Jeg føler mig meget mere i kontakt med ‘livet’ – føler en større taknemmelighed, og jeg sover tungt om natten – og længe. Selvfølgelig tænker jeg nogle gange ‘uhuuu – hvad skal der ske med mig?’, men så går jeg en tur med pigerne, og så er det ikke så overvældende længere. Naturen har virkelig helende energier, og jeg er fuld af beundring over for det almindelige liv, som ikke er så almindeligt alligevel. Et af mine yndlingscitater lyder: Change is hard in the beginning. Messy in the middle. Gorgeous in the end.

Camilla Skovgaards hædersbevisninger

  • Excellence in Footwear 2003, London College of Fashion.
  • Young Designer of the Season Award 2003, fodtøj, Storbritannien.
  • Innovation in Fashion Award 2002, Cordwainers Shoe College.
  • Queen Elizabeth Scholar Award for Excellence in British Handcraft, London 2007. 
  • Hun var nomineret til Swarovski Emerging Talent Accessories 2009 og til Accessories Designer i 2010 ved British Fashion Awards.
  • Camilla Skovgaard vandt priserne som Årets accessory-designer ved Elle Style Awards 2010 og ved
  • Dansk Fashion Awards i 2011.

LÆS OGSÅ: 10 Leveregler fra Mette Frederiksen