Caroline Fleming: Der er mange, der tror, at mit liv er nemt
INTERVIEWS

Caroline Fleming: Der er mange, der tror, at mit liv er nemt

Udadtil ser det ud, som om Caroline Fleming lod sig skille til et liv på første klasse, men tv-facaden snyder. Hun er en idérig entreprenør, der hele tiden tænker nyt og knokler for at betale for det liv, som hun gerne vil leve og give sine tre børn.

På den stille vej i London-bydelen Chelsea…

… ligger de hvide klassiske rækkehuse på begge sider af vejen. Kun ét hus stritter ud, fordi en vildtvoksende, torneroseagtig blåregn slanger sig op ad bygningen og går i ét med den blå himmel. Selv rækværket i jern har kapituleret under blåregnens viljefaste stamme, som er groet sammen med huset.

LÆS OGSÅ: Fire bøger du skal læse ifølge Caroline Fleming

Det er her, 42-årige Caroline Fleming bor med sine tre børn. Ligesom blåregnen på det hvide hus skiller hun sig også ud fra mængden og rager op i landskabet.

Men huset er ikke hendes eget. Det tilhører hendes to ældste børn, som er født ind i Fleming-slægten – en af Englands mest velhavende familier, der i generationer har gjort det godt inden for bankvirksomhed.

I nyere tid er det forfatteren Ian Fleming, der skrev James Bond-bøgerne, der er mest kendt. Han er onkel til Rory Fleming, som Caroline Fleming giftede sig med i 2001. Da han ikke er adelig, mistede Caroline Fleming, som traditionen og de adelige regler foreskriver, sin titel som baronesse.

LÆS OGSÅ: Anja Lové: Afrika skabte mig

Mange tror, at Caroline Fleming lever af et forgyldt hustrubidrag fra ægteskabet med Rory Fleming, som sluttede i 2007, men virkeligheden er en anden, fortæller Caroline Fleming.

– Jeg er både træt og ked af de mange historier, som har figureret gennem så mange år, og at folk stadigvæk den dag i dag sidder og diskuterer mit liv, min skilsmisse, vores familieforhold og Valdemar Slot på forkert grundlag. Jeg er bundet af en tavshedspligt, men nu er der gået for mange år, hvor der har været for mange historier. Jeg har brug for at fortælle min side af historien, og at folk forstår, at mit nuværende liv og min livsstil ikke er finansieret af og baseret på min eksmand.


Kjole: Versace, 17.725 kr.
Tørklæde: Versace, 1.190 kr.

Der har været talt og skrevet meget på de sociale medier og i de kulørte blade og formiddagsaviserne om, at Caroline Fleming i bodelingen med eksmanden fik 400 millioner pund svarende dengang til tre milliarder kroner, men Caroline Flemings ivrige fagter og høje stemmeføring indikerer, at beløbet ligger et helt andet sted. Det nøjagtige beløb må hun dog ikke røbe for advokaten. Det eneste, hun må sige, er:

– Meget af det, der er skrevet om min skilsmisseaftale, passer ikke og kunne ikke være længere væk fra sandheden, siger hun, så det virker, som om hun læser op fra et usynligt papir, og hvert ord derfor falder korrekt inden for den juridiske ramme. Men det forhindrer ikke ærligheden i at buldre frem som en islandsk gejser. 

Entreprenøren Caroline Fleming

Caroline Fleming elsker at lave mad og bygge en stemning op på spisebordet. Derfor har hun netop lavet en stor ‘affordable luxury’-interiørserie for Dansk Supermarked med glas, tallerkener, skærebrætter i oliventræ og opbevaringsglas. Tidligere har hun skabt en parfumeserie for Gosh.

LÆS OGSÅ: Mød Caroline Fleming i det nye IN

Som passioneret madmenneske har Caroline Fleming skrevet fire kogebøger: ‘Baronessen går i køkkenet’, ‘Baronessens sunde fastfood’, ‘Det bedste fra mit eget køkken’ og den engelsksprogede ‘Cook Yourself Happy’, som er udkommet på det amerikanske marked med danske opskrifter. Derudover har hun skrevet den lille bog ‘Lykkelig nu!’

De fleste danskere kender Caroline Fleming fra tv-serier på TV3 som ‘Danmarks næste topmodel’, ‘Baronessen flytter ind’ og ‘Ladies of London’.

Sit eget brand

Straks efter skilsmissen gik Caroline Fleming i gang med at skabe sit eget liv og brand. Inden for den moderne adel er der tradition for, at herrerne går landbrugsvejen for at holde liv i de gamle jorde og sikre en indtjening til de monsterhøje ejendomsskatter og udgifter til vedligeholdelse af de ofte fredede og derfor ekstra krævende bygninger.

Adelsdamerne har historisk haft fokus på at gifte sig godt – helst til et andet gods eller herregård. De skulle være dannede, smukke og kunstnerisk begavede – men groft sagt har ingen rigtig forventet sig noget af kvinderne på stamtræet ud over at sikre levedygtige arvinger.

Derfor kunne Caroline Fleming ikke bare slå op i slægtens ‘hvad kan jeg blive’-bog. Forfædrene på de store oliemalerier på væggene af Valdemar Slot havde nok også løftet et øjenbryn, hvis hun havde taget et job ved kassen i Superbrugsen, for som et gammelt ordsprog siger: Adel forpligter.

LÆS OGSÅ: Puk Damsgårds 10 leveregler

Der er mange lag i de to ord, som handler om, at et familiested kun er til låns for den nuværende generation og helst skal overdrages i en bedre stand til de næste generationer. I ordsproget ligger også, at der forventes noget særligt af en adelig som

Iuel-Brockdorff, som er Carolines stolte slægt i lige linje fra søhelten Niels Iuel. Han fik slottet bygget af Christian 4. til sin søn Valdemar Christian, da Niels Iuel i slaget i Køge Bugt sikrede Danmark en sejr over ærkefjenden Sverige i den Skånske Krig i 1679. 

Derfor var – og er – der kun Caroline Fleming til at skabe sin egen fremtid som baronesse af i dag, hvilket hun har gjort ved at opbygge sit eget livsstilsbrand.

– Jeg arbejder røven ud af bukserne, og det har jeg gjort, siden jeg gik fra min eksmand. Han forsørger på ingen måde mig eller mit liv. Jeg er træt af, at folk skriver til mig på Instagram, at ‘åhhh, det er så nemt for dig, når man har så mange hundrede millioner’. Det er ikke rigtigt. Jeg ejer ikke engang det hus, jeg bor i. Det er mine børns, siger hun.


Kjole: Peter Jensen, 2.299 kr.
Badedragt: Solid and striped, 1.015 kr.
Solbriller: Rodebjer, 2.295 kr.

Caroline Fleming har lavet to parfumer for det danske beautymærke Gosh – Eau de Vie og Eau de Vie Josephine opkaldt efter datteren – og hun er netop blevet færdig med at designe en stor klassisk homekollektion med håndklæder, glas, dækservietter og mange andre items for Dansk Supermarked, som hun også lavede en kollektion af nylonstrømper for.

Dem, der tror, at Caroline Fleming bare klistrer sit navn på en etiket, tager pengene og smutter, tager grueligt fejl.

– Jeg er inde over at designe hver eneste ting. På samme måde lavede jeg mine strømper. Der er ikke en eneste style, som bliver valgt, uden jeg har været inde over og sige god for den. Det var det samme, da jeg lavede parfumer med Bo Tjellesen fra Gosh – han skrev faktisk til mig og spurgte, om han måtte navngive en parfume efter mig. Jeg skrev til ham, at det var jeg selvfølgelig beæret over – sikke et kompliment – men duft for mig er noget af det allervigtigste, siger hun.

Blå bog: Caroline Fleming

  • Caroline Elizabeth Ada Iuel-Brockdorff er født 9. september 1975 og er tidligere baronesse. Hun mistede titlen, da hun i 2001 giftede sig borgerligt med Rory Fleming, som hun blev skilt fra i 2007.
     
  • Hun er vokset op på Valdemar Slot på Tåsinge som datter af lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff og lensbaronesse Margaretha Iuel-Brockdorff, der gik bort i en alder af kun 36 år, da Caroline Fleming var 11 år. Faren gik bort i januar 2017. Valdemar Slot var i hendes besiddelse fra 2003 til 2011, men i dag svæver familiestedet i en juridisk vægtløs tilstand og risikerer at gå konkurs.
     
  • Hun har selv gået på kostskolen Herlufsholm, hvor hendes ældste søn, Alexander William (født 2004), nu går. Hun er også mor til Josephine Margaretha Victoria (født 2006) og Nicholas (født 2010), hvis far er fodboldspilleren Nicklas Bendtner.

Arbejder 365 dage om året

Caroline Fleming rejser mentalt tilbage i tiden og fortæller om dengang, hun som 21-årig stoppede en mand på gaden for at spørge, hvilken parfume han havde på – han duftede så godt. Og om den vidunderlige spanske kæreste gennem to år, der friede og sagtens kunne være blevet far til hendes børn, fordi passionen var der.

– Men jeg måtte sige nej, fordi der var noget ved hans duft. Jeg er meget, meget duftfikseret. Duft skal bare fungere – du skal have lyst til at spise den duft, som du har på. Så da Bo Tjellesen skrev til mig, måtte jeg bare sige, at ‘det kan ikke lade sig gøre for mig’, fordi jeg ville involveres. Jeg valgte alle elementer af parfumen – duftnoterne, designede flakonen og emballagen. Jeg lægger ikke navn til noget, som jeg ikke selv har lavet. Jeg har ikke skrevet en eneste bog, hvor hvert eneste ord ikke er mit. Jeg laver alt selv. Jeg lægger ikke bare navn til noget – det har jeg aldrig gjort og kommer aldrig til at gøre.


Badedragt: Solid & Striped,  1.230 kr.
Våddragt: Billabong, pris på forespørgsel
Armbånd: Ole Lynggaard Copenhagen, 3.950 kr. pr. stk. 

Ordene smækker i som en dør, men huset er helt stille. 14-årige Alexander er på kostskolen Herlufsholm i Danmark, hvor Caroline Fleming også selv gik. 11-årige Josephine er i skole i London og begynder snart på Tudor Hall – en legendarisk kostskole for piger, hvor de kvindelige medlemmer af Fleming-familien altid har gået. Syvårige Nicholas er også i skole.

Selv hunden er væk og har efterladt en tom kurv.  Men Caroline Flemings energiniveau fylder rummet ud. Hun er et af den slags mennesker, der når så meget i døgnet, at det føles som 30 timer langt.

– Ja, man skulle tro, at der var 30 timer i mit døgn, men det er der desværre ikke. Jeg arbejder i hvert fald de 14 timer af dem, 7 dage om ugen, 30 dage om måneden og 365 dage om året. Det gør jeg heldigvis, fordi jeg elsker det, men jeg gør det absolut også, fordi det er en nødvendighed. Jeg kan godt lide at have et godt liv, spise god mad, jeg kan absolut også godt lide at rejse, og jeg kan rigtig godt lide pæne ting. Hvis jeg gerne vil have de ting, må jeg bare knokle ligesom alle andre, fordi der er ‘no such thing as free lunches’. Det med at dømme mig og tro, at jeg har det nemt – det er ikke sandt. Jeg må arbejde og tjene til mit forbrug, rejser osv. ligesom de fleste andre mennesker, siger Caroline Fleming.

Farvel til venner

Forfatter står der også på Caroline Flemings cv. Hun har skrevet fire kogebøger og en lille bog om lykke med tips og tricks til, hvordan man kan blive gladere i sit liv – og for sit liv – på kun 21 dage. Med en lille opgave til hver dag for at blive glad for det, som vi måske allerede har i vores liv – men ikke har blik for.

LÆS OGSÅ: Talentfulde Nips: fællesskab giver mod

Nogle ser Caroline Fleming som overfladisk, men tætte veninder – som hun kalder for ‘søstre’ og ‘gudinder’ for at understrege, at de er soulmates – kender hende som en dyb person, der tænker meget over livet og er der for dem i medvind og modvind.

– Jeg forsøger at være der for mine venner og veninder og føler, at jeg har og sætter pris på dybe relationer. Jeg er absolut også meget filosofisk. Jeg tænker meget over livet, hvor jeg er på vej hen, og hvad jeg vil blive, og hvordan jeg vil være. Men jeg er også en af dem, der har arbejdet meget på at forstå mig selv og mit liv – hvordan det startede, hvordan og hvorfor jeg har truffet beslutninger i livet, som jeg selv engang i mellem havde svært ved at forstå, hvorfor jeg traf. Jeg har brugt megen tid på at lære mig selv at kende. Jeg føler nu, at jeg kender mig selv og mit hjerte utrolig godt, og det giver mig en enorm styrke til at leve et liv, som er gennemsigtigt og ærligt, og et liv, hvor jeg er tro mod mig selv, mine værdier og mit hjerte, tro mod mine venner og føler, at der er en samhørighed mellem mine værdier og holdninger og det, jeg foretager mig.


Kjole: Céline, 43.945 kr.

Alderen har trænet Caroline Fleming i at sætte grænser, og i dag, som 42-årig, er hun mester i det.

– Jeg er meget sort/hvid – måske for meget, og nogle gange kan det medføre problemer. Men jeg har desværre haft dårlige erfaringer med personer, der har været tæt på mig, og fravælger derfor at have med mennesker at gøre, jeg ikke føler vil mig det godt. Jeg vil ikke sige, at jeg er forudindtaget, for man kan naturligvis blive overrasket på et senere tidspunkt, og folk har lov til at udvikle sig og vokse. Men jeg sætter mine grænser hurtigt, og jeg ved ret hurtigt, om et menneske skal fortsætte med at være en del af mit liv eller ej. I kraft af min selvindsigt og forståelse for mig selv har jeg fået styrken til at sætte klare grænser.

Gennem årene har der været flere mennesker i hendes liv, som hun har måttet sige farvel til, og det har kun været positivt for Caroline Fleming.

– Jeg vil kun have med mennesker at gøre, som har de samme værdier, værdsætter dybe relationer og vil være der for mig på samme måde, som jeg vil være der for dem. Det siger jeg ikke for at lyde arrogant, eller som om jeg fortjener det mere end nogen andre eller er bedre end andre. Jeg ved godt, det lyder lidt søgt, men jeg synes, det er meget vigtigt med et stort hjerte, og hvis en person har det, er det noget af det fineste. Der var engang en person, der sagde til mig ‘Caroline, det fineste ved dig er, at du har et stort hjerte. Det værste ved dig er, at du har et stort hjerte. Det, synes jeg, var utroligt sødt sagt og betød meget for mig.

Meningen med livet

På tv-skærmen har Caroline Fleming forandret verden en person ad gangen, når hun fx giver singlekvinder selvtillid og en stil-makeover i London eller giver unge piger en fremtid inden for modelbranchen som værtinde for ‘Danmarks næste topmodel’ på TV3, og senest har hun medvirket i den britiske tv-serie ‘Ladies of London’.

En anden serie var ‘Baronessen flytter ind’, og den bar frugt på en uventet måde i hendes liv: Hun mødte fodboldlandsholdet på steak-restauranten Mash i København aftenen før nye tv-optagelser og overtalte fodboldspilleren Nicklas Bendtner til en ‘cameo’, hvor han uventet dukker op og overrasker en fodboldglad dreng.


T-shirt: Holiday hos Lubarol, 525 kr.
Tørklæde: Hermès, 5.700 kr. 
Armbånd: Ole Lynggaard Copenhagen, 3.950 kr. pr. stk.

Nicklas Bendtner og Caroline Fleming slap ikke hinanden, da tv-kameraerne slukkede og blev kærester af den slags, som får tatoveret hinandens navne på håndleddet. Den uskyldige kærlighed, som Caroline Fleming selv har kaldt den, førte til fødslen af sønnen Nicholas. 

– Jeg ved godt, at der er rigtig mange, der tror, at mit liv er nemt, og at jeg er kommet nemt til alt. Det er også den nemmeste konklusion, når man med fjernsynsøjne kigger på en som mig, der har nemt ved at smile og har den energi, som Vorherre har været så generøs at give mig. Men mit smil kommer fra en kæmpe indsats hver evig eneste dag. Jeg gør mit bedste – det gør vi alle forhåbentlig – men jeg har gjort utroligt meget for at finde og forstå meningen med livet. Og jeg føler virkelig, at jeg er blevet sat på denne jord med et helt særligt formål. Jeg ved, at Vorherre har givet mig det liv, fordi han vidste, at jeg havde styrken til at komme igennem det og lære af det på en fin måde – uden at ødelægge min energi og mit positive livssyn.

Caroline Flemings mor, Margaretha Iuel-Brockdorff, døde af kræft i en alder af kun 36 år, da Caroline Fleming var 11 år. Også venner og veninder er gået bort alt for unge, der har været skilsmisser blandt tætte venner, som har påvirket hende meget, så hendes eget liv har haft mørke stunder, men hun har lært at vælge lyset i tilværelsen. 


Kjole: Zimmermann, 24.200 kr.

– Det er interessant, når du oplever hjertesorg eller din sjæl får et knæk, så skal tomrummet fyldes på en eller anden måde. Nogle vælger at fylde det med mørke og destruktive ting som alkohol og dårligt selskab. Jeg forsøger at fylde det med lys og kærlighed. Jeg er måske stadigvæk meget naiv, og jeg kan ikke forstå, at det er så svært for folk at være søde og generøse. Jeg tror egentlig ikke, at der er nogen, der ikke bryder sig om at være søde og dejlige, men det kommer jo fra en sorg fra misforstået vrede eller kærlighed. Derfra kommer smerten. Livet har lært mig meget om medfølelse, for jeg kommer selv fra en stor familie, som indeholder mange mennesker, hvor kærligheden ikke flyder naturligt, fordi de har lidt et knæk på et tidspunkt. Og de mennesker har ikke været privilegerede som mig og fået kærlig hjælp, forståelse og omsorg og støtte. De er disse værktøjer, der har hjulpet med at reparere mig, når mit hjerte er blevet knust, og til at komme videre med mit liv på en positiv og kærlig måde. 

Tror på engle

Caroline Fleming er meget spirituel på en måde, som især kendes fra USA og Storbritannien, men også vinder indpas herhjemme. Hun tror på engle – gode ånder, som kan hidkaldes, og så sker der gode ting. Fx kommer man sikkert hjem gennem Londons trafik på et smadret, fladt bildæk, som er eksploderet på vej hjem fra lægen, som det lige er sket for Caroline Fleming og hendes veninde.

– Jeg kunne ikke få bilen repareret før om tre timer, og jeg vidste, jeg skulle tilbage til interview med dig. Så vi bad begge to til vores engle: ‘Vi er nødt til at køre i denne bil. Det er megafarligt, men vi kan ikke gøre andet. Er I søde at bære os på jeres vinger?’ Og det gjorde de så. Da jeg slukkede motoren, gjorde vi begge to sådan her (foldede hænderne, red.): Tak, engle, tak, Vorherre’.

LÆS OGSÅ: 10 leveregler fra Mette Frederiksen

Caroline Fleming understreger, at hun sagtens kan finde ud af at tage beslutninger i sit liv, men der er bestemt også tidspunkter, hvor hun ikke ved, hvad hun skal stille op i forbindelse med job, veninder, børn.


Kjole: Bottega Veneta, 41.000 kr. 

– Nogle gange er beslutningerne simpelthen for store, og når de er det, gør jeg sådan her: My darling angels, heavenly fathers (rækker hænderne op i vejret som et V, red.), I am gonna hand this over to you guys because it is too big, and I can’t actually do this myself’. Og så giver jeg den videre – og håber, at de tager beslutningen, og at jeg så får jeg besked om, hvad jeg skal gøre. Nogle gange synes jeg faktisk, det virker.

Krig med far

Lige nu er der mange gode grunde i Caroline Flemings liv til at kalde på de højere magter. Valdemar Slot på Tåsinge, som har været i familiens eje gennem 11 generationer, svæver lige nu i en slags juridisk vægtløs tilstand. Caroline Flemings far, lensbaron Niels Iuel-Brockdorff, ejede slottet, da han gik bort i januar 2017, men det skulle have været overdraget til barnebarnet Alexander, der er ældste søn af Caroline og Rory Fleming.

Det var Caroline Fleming, der i 2007 valgte at blive skilt fra Rory Fleming, fordi hun ikke kunne være familie med ham på den måde, som hun drømte om. Selv kalder hun sig en ‘løvinde’, der sikrer, at hendes børn bliver hørt, respekteret og set som de stærke individer, de er.

– Det var ikke Rorys skyld. Hvis vi ikke havde fået børn, havde vi nok været lykkelige, men jeg vågnede, da jeg fik børn. Jeg ville være gift med min bedste ven, soulmate og min els-ker. Det var ikke det, han ville. Jeg ville være hands-on-mor og spise morgenmad, frokost og aftensmad med mine børn og ikke overdrage dem til personale eller barnepiger. Jeg kunne ikke få den kærlighed, som jeg drømte om, hverken for mig selv eller for mine børn i et ægteskab med Rory. Da hun var gift med Rory Fleming, ejede Caroline Fleming også selv Valdemar Slot, men hun følte sig presset til at sælge det tilbage til sin far, kun få timer før hun fødte Nicholas i 2010.

– Jeg har ikke været en del af den daglige drift af Valdemar Slot, siden aftenen før jeg fødte Nicholas. Fra jeg forlod Rory i 2007, til Nicholas blev født, blev der lagt et stort pres på mig for at overdrage Valdemar Slot til min far i forbindelse med et generationsskifte, således at han kunne overdrage det til min ældste søn, Alexander. Tiden omkring fødslen var meget kaotisk, presset voksede, og jeg var ikke på talefod med hverken Rory eller min far – faktisk var vi lidt i krig. Aftenen før jeg fødte Nicholas, gav jeg op og gav efter for presset. Klokken 20 om aftenen underskrev jeg derfor en stor stak dokumenter, og næste dag fødte jeg Nicholas. Den aften gav jeg alt, jeg ejede, væk, og jeg skrev under på, at jeg ikke nogensinde vil komme til Rory med økonomiske krav. De næste 10 dage var jeg nær ved at dø. I de 10 dage efter fødslen var min tilstand kritisk, fordi jeg fik blodstyrtning, tre timer efter jeg fødte Nico. Efter fem dage gik mit ar op, efter jeg kun havde været hjemme i to timer, så kom jeg tilbage på hospitalet, hvor lægen sagde: ‘Vi kan booke dig ind til fuld narkose, eller du kan få alle dine sting nu.’ Jeg var så skuffet over, at min far ikke havde stået ved min side, både i relation til Valdemars Slot, men også i relation til Nicholas. Jeg følte ikke, at han havde været mig tro og loyal – men i stedet valgt Fleming-familien, og hvad han troede ville være en langtidsholdbar løsning for Valdemar Slot. Jeg var så skuffet og havde brug for at mærke en anden smerte for at glemme denne skuffelse, at jeg bad lægen om at sy stingene uden narkose. 


Top: Hermès, 14.500 kr.
Kjole: Hermès, 17.700 kr.
Tørklæde: Hermès, 5.700 kr.
Sneakers: Hermès, 6.100 kr.

Caroline Flemings far og Rory Fleming havde lavet en aftale om, at Valdemar Slot skulle overgå til Alexander, når han blev 25 år.

Fleming-familien ville drive godset og passe på det på samme måde, som Niels Iuel-Brockdorff havde gjort det, indtil da.

– Jeg tror, min far regnede med, at det var aftalen, at min tidligere svigerfamilie ville drive Valdemar Slot på vegne af Alexander og sørge for, at han fik det, når han blev 25 år, som Danmarks flotteste og mest velholdte gods uden ret meget gæld, Men aftalen blev aldrig skrevet klart ned, og det er bare ikke gået på den måde, min far forventede, siger hun.

Kæmper for slottet

Da lensbaron Niels Iuel-Brockdorff alene stod i spidsen for og ejede Valdemar Slot, blev det konstant vedligeholdt af håndværkere, der mestrede de gamle teknikker helt ned til at kitte gamle trævinduer. Gælden var dengang på ca. 18 millioner kroner. Siden er underskuddet kun blevet større og større.

– Alle kan se, hvordan bundlinjen ser ud i dag: Der er en gæld på over 80 millioner kroner. Generationsskiftet var og er meget kompliceret, og jeg kan ikke sige så meget, ud over at det ikke er i Alexanders interesse at overtage Valdemar Slot i dets nuværende økonomiske tilstand. Det er uansvarligt at lægge den byrde på et ungt menneske. Der er en masse snak i krogene om, hvorfor hvem gjorde hvad, og hvad der var aftalen. Jeg tror, at alle gjorde deres bedste, og ingen var klar over eller regnede med, at underskuddet ville accelerere på den måde, det gjorde. Valdemar Slot blev måske bare ikke drevet af de mest egnede mennesker til opgaven, og i hvert fald ikke af folk der værnede om Valdemar Slot på samme måde, som min far gjorde.


Cardigan: Barrie, 3.925 kr.
Body: Stella McCartney, 799 kr.
Solbriller: Fendi, 3.750 kr.
Armbånd: Ole Lynggaard Copenhagen, 3.950 kr. pr. stk.
Ringe: Ole Lynggaard Copenhagen, 9.950 kr. pr. stk.

Nu kæmper Caroline Fleming og hendes søster, Louise Iuel-Brockdorff – kaldet ‘Duddi’–, for, at Valdemar Slot ikke går konkurs på deres vagt i slægtens historie eller får sat et til salg-skilt foran slotsmuren.

– Det er selvfølgeligt trist, at vi står i den uafklarede og pressede situation i dag, men nu prøver vi at være kreative, fordi hverken min søster eller jeg ønsker at se Valdemar Slot solgt – det ville være forfærdeligt. Vi har arbejdet ihærdigt på en redningsplan, siden min fars død, men vi føler, at vi er ramt af et isbjerg ligesom Titanic og tager vand ind. Heldigvis er vi efterkommere af søhelten Niels Iuel, så vi tror på, at den arv og den styrke, vi har derfra, skal få os igennem. Det eventyr, som kunne have været, blev ikke helt, som det skulle, men det prøver vi i dag at få vendt om, fordi adel forpligter. Folk skal bare ikke kigge på mig og tro, at det er nemt, fordi det er det bestemt ikke – det er faktisk en meget opslidende kamp. Ikke, at jeg ikke er lykkelig og taknemmelig for det liv, som jeg har – det er jeg! – men jeg arbejder hårdt for det liv, og det er vigtigt at vælge sine slag. Valdemar Slot er et af de slag, som jeg vil gøre det bedste for at vinde sammen med min søster.                                                         

LÆS OGSÅ: Eva Kruse får ting til at ske

Læs mere om: