INTERVIEWS

CATHRINE WIDUNOK WICHMAND: "Det er her, jeg kan gøre en forskel og bruge min stemme"

Blogger og stemmen indenfor fertilitetsbehandling, Cathrine Widunok Wichmand, har sammen med Julie Agerschou kæmpet for at ændre lovgivningen om nedfrysning af æg i forbindelse med fertilitetsbehandling – og de er næsten i mål.

BLÅ BOG: CATHRINE WIDUNOK WICHMAND

Cathrine Widunok Wichmand, blogger på Rockpaperdresses.dk. Cathrine har brugt sin private historie til at bryde tabuet om infertilitet, og har sammen med Julie Agerschou fremsat et borgerforslag om at forlænge perioden for nedfrysning af æg, som nu er taget op til forhandling. Cathrine er herudover mor til Eddie, og har netop offentliggjort, at hun igen er gravid med sit andet barn. Instagram @rockpaperdresses.

HVORDAN KOM DU OG JULIE I DIALOG OM AT SKULLE FREMSÆTTE ET BORGERFORSLAG OM AT FORLÆNGE PERIODEN FOR NEDFRYSNING AF ÆG?

- Julie har forsøgt igennem længere tid at skrive breve til Sundhedsminister Magnus Heunicke, og det hun fik retur var "det er jeg ikke interesseret i at ændre". Og så tog hun fat i mig. Jeg ville gerne dele hendes historie gennem fertilitetsbehandling, det har jeg gjort løbende, delt andres oplevelser i behandling. Men her syntes jeg, at vi skulle have et ekstra ben på, noget 'action', og vi blev enige om at starte et borgerforslag.

HVILKE OVERVEJELSER GJORDE DU DIG, FØR DU SAGDE JA TIL AT HJÆLPE JULIE?

- Jeg er ikke selv så heldig at have æg på frys, vores dreng blev lavet på det sidste fryseæg. Men det kan lige så godt være mig, som står der - presset mentalt og fysisk til at få de børn, jeg drømmer om - i et tempo der passer politikerne. Jeg synes, vi havde en ret stærk case;

1. Fordi vi ikke er ligestillede for loven, mænd som kvinder, på det her område - til trods for, at det er betydeligt mere invasivt at få taget æg ud end at aflevere en sædprøve.

2. Fordi lovgivningen ikke er funderet i forskning - men i politikeres meninger.

3. Fordi den ikke tager hensyn til kvinders mentale og fysiske helbred. IVF og ICSI er ekstremt fysisk og psykisk krævende - og det koster altså at tvinge kvinder igennem en 'fremdriftsreform' og få børn på rekordtid - når vi i forvejen er så pressede. Det, ikke at få lov at nyde det barn, vi skulle være så heldige at få, og som vi ved gud har kæmpet for, før vi skal tænke på det næste. Det er skammeligt. Kvinders helbred er slet ikke højt nok oppe på listen!

LÆS OGSÅCathrine Wichmand: "Vi skal kunne tale åbent om infertilitet"

HVILKEN RESPONS HAR DU OG JULIE MØDT FOR JERES INITIATIV TIL AT LAVE BORGERFORSLAGET? 

- Jeg sagde til Julie, at 50.000 underskrifter er MANGE. Derfor blev vi enige om, at det vigtigste var at få mediernes øjne op for problemet. Fertilitetsbehandling er nemlig så underprioriteret et område i forhold til andre sygdomsområder. Så for mig har det handlet om et større fokus på området.

- Der er for eksempel ingen andre områder, hvor man begrænser behandlingstilbuddet på den her måde; "vi hjælper dig kun med ét barn". Tænk, hvis vi kun ville hjælpe med én strålebehandling eller én operation. Men når man begynder at tale ind i det her, så kommer der også en masse trolde frem, "børn er ikke en menneskeret", "måske er det meningen, I ikke skulle have børn" osv. De kommer altid frem, når man taler højt om fertilitetsbehandling. Men til gengæld er der også virkelig mange, som siger "wow, jeg vidste ikke det var sådan - tak for oplysning". Jeg har fået mange historier fra kvinder, som har æg, der skal destrueres om lidt. Og dem der fik destrueret sidste år eller forrige år, som skriver, de ville ønske, at vi havde været der for to år siden. Det er hårdt. Det er så grundlæggende en rettighed at bestemme over sin egen familieforøgelse og sin krop.

HVORDAN HAR DEBATTEN OM FERTILITETSBEHANDLING OG NEDFRYSNING AF ÆG RØRT DIG, EFTER AT I HAR FREMSAT BORGERFORSLAGET? HAR DU KUNNE HOLDE DIG SELV VED GODT MOD HELE TIDEN, SELVOM DU SIDELØBENDE SELV HAR VÆRET I FERTILITETSBEHANDLING? 

- For mig er det grundlæggende anderledes at være i behandling, når vi er lykkedes én gang. Jeg er ikke længere barnløs. Det giver et enormt større overskud denne her gang - også til at tage sådan en kæmpe sag på sig. For det kræver enormt meget - og det har uden tvivl fået langt mere medieopmærksomhed, end jeg kunne forestille mig, det ville. Og der er kun én ting at gøre; at stille sig op, tage den, tage alle medierne, være på og gribe den, når det endelig ruller. Emnet er simpelthen for vigtigt til at gøre andet. Og jeg har efterhånden "indfundet" mig med, at det er min sag. Det er her, jeg kan gøre en forskel og bruge min stemme. På den måde har det, at jeg skulle i behandling været en sød og til tider bitter appelsin i min turban. Men jeg påtager mig det gerne og med største ydmyghed og kampgejst - jeg bliver båret og beskyttet af de sejeste kvinder på mine kanaler, og jeg vil gøre alt for dem.

HVILKEN FORSKEL KUNNE EN LÆNGERE PERIODE AF NEDFRYSNING AF ÆG HAVE GJORT FOR DINE EGNE BEHANDLINGER? 

- Nu har jeg desværre ikke nogen æg tilbage på frys. Men det ville have givet mere ro, at jeg kunne få lov at nyde mit barn fuldt ud, før jeg skulle videre til det næste. Det ville lette presset på min krop, mit hoved og mit parforhold.

HVORDAN PÅVIRKER DET DIG, AT BORGERFORSLAGET NU ER NÅET SÅ LANGT, AT PARTIERNE HAR INDKALDT TIL FORHANDLINGER? 

- Sideløbende og inspireret af denne her bølge, som har rejst sig, har jeg startet en helt ny platform, WAWAWOMB, som jeg arbejder på hver eneste dag. Det er blevet tydeligt for mig, at der er så mangelfuld en viden om ens egen fertilitet og fertilitetsbehandling i samfundet - at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) så sent som oktober sidste år nægtede at gøre noget ved problemet. Det, at han skal opleve det her enorme pres fra os udefra til at tage det seriøst, viser mig bare, at der er nok at lave. Vi arbejder på at lave en platform med viden om fertilitet og fertilitetsbehandling og et værktøj, som kan følge en i behandling. Det viser mig, at vi har fat i den helt lange ende.

HAR DU MØDT UDFORDRINGER UNDERVEJS I KAMPEN OM AT BLIVE HØRT IFT. BORGERFORSLAGET? HVIS JA, HVILKE? 

- Jeg må sige, at det klart har været båret af mine opslag og mine vidunderlige følgere. Jeg er dem så dybt taknemmelig. Det var ét opslag fra mig for et par uger siden, der fik folk igang med at dele og råbe andre op, som gjorde at vi nåede de sidste 10.000 underskrifter på under 15 timer. De klassiske medier gav os også en del opmærksomhed i starten, men så meget rykkede det ikke ved underskrifterne - det viser mig, at i den brede befolkning er der simpelthen stadig ikke nok interesse og viden for området (selv om fertilitetsudfordringer rammer hver fjerde af os). Det er den personlige vinkel, der rykker. 

HVIS NU AT PARTIERNE IMØDEKOMMER BORGERFORSLAGET OG ÆNDRER LOVGIVNINGEN, HVAD TÆNKER DU SÅ, AT DET VIL GØRE FOR PAR I FERTILITETSBEHANDLING PÅ SIGT? OG ER DET ENDEN PÅ FERTILITETS-LIGESTILLINGSKAMPEN? 

- Jeg håber, at hele området bliver set på. At vi bliver ligestillede med andre sygdomme, patienter og behandlingstilbud. Den grundlæggende fertilitetslovgivning er, mig bekendt, fra 1997- og der er altså sket vanvittigt meget - både forskningsmæssigt og i antallet af os, der har brug for hjælp. Som jeg ser det, bør der tilføres langt flere penge til området - det er lige godt den bedste investering man kan gøre på sundhedsområdet, for man får rent faktisk pengene mangfoldigt igen, når man får en ny skatteyder til verden.

HAVDE DU TURDE HÅBE PÅ, AT I MED JERES BORGERFORSLAG KUNNE ÆNDRE LOVEN? 

- Jeg havde håbet, ja, og nu er vi der næsten!

Læs mere om: