INTERVIEWS

Cecilie Uttrup Ludwig: Jeg har været ved at dø og kaste blod op for at bevise mit værd

Cecilie Uttrup Ludwig er en af verdens bedste cykelryttere, men hun kæmper mod en kultur, hvor medierne er mere interesseret i, hvordan kvinder tisser med cykelshorts på end i rytternes resultater. Her fortæller hun om at være den eneste pige i cykelklubben i Herlev, at lykkes på en cocktail af trods og umulige drømme, at leve som professionel i Spanien og insistere på, at kvindecykling er fremtiden.

I 2019 blev den danske cykelrytter Cecilie Uttrup Ludwig nummer tre i cykelløbet Flandern Rundt. En såkaldt klassiker, hvor rytterne kæmper sig igennem et råt og forårskoldt Belgien, hen over brosten og op over stejle bakker. Det er en rute, som krydser igennem et historisk landskab af slagmarker fra 1. og 2. verdenskrig. Det er lidelse og smerte på to hjul, og det er et løb, som sikrer én evig prestige, hvis man kan træde op på sejrsskamlen.

Efter løbet i 2019 blev Cecilie Uttrup Ludwig interviewet. Når man ser mandlige cykelryttere blive interviewet efter et hårdt cykelløb, så er de tit indesluttede og afmålte. De giver ikke meget af sig selv, men siger kun det allermest nødvendige. Det var ikke tilfældet for Cecilie Uttrup Ludwig den dag i foråret 2019, hvor hun trådte smilende og entusiastisk gestikulerende frem foran kameraet og beskrev en seance i løbet med de efterhånden legendariske ord:

- Paam, let’s put the hammer down.

Cecilie Uttrup Ludwigs blå bog: Født 1995 og opvokset i Herlev, bor i dag i Girona, Spanien, startede med at cykle hos Københavns Cykelklub – Herlev, cykler nu for FDJ-Nouvelle Aquitaine-Futuroscope, i 2020 endte hun som nummer otte på verdensranglisten.

LÆS OGSÅ: Sarah Bro: Jeg er ved at skabe min nye identitet

Interviewet sendte hende ud i et slags viralt orbit, og hun blev straks kendt som den smilende cykelrytter, der kunne skabe opmærksomhed omkring international kvindecykling.

I dag sidder hun på en cafe på Holmbladsgade på Amager. Hun er hjemme fra Girona i Spanien, hvor hun normalt bor. Girona er en stor danskerkoloni for professionelle cykelryttere, og da sæsonen var blevet aflyst pga. covid-19 i foråret, befandt Cecilie Uttrup Ludwig sig i festligt lag sammen med en række andre danske ryttere. Alt åndede fred og ro, indtil de fik nyheden om, at Spanien lukkede ned:

- Det var kaotisk. Vi fik bestilt et fly, der afgik fra Barcelonas lufthavn fire timer senere. Jeg skulle pakke hele mit liv ned, mit udstyr, min cykel og alt mit almindelige tøj. Lige pludselig befandt jeg mig igen i Herlev hjemme hos mine forældre, hvor det hele startede.

Det var netop i Herlev i cykelklubben KCK, at det begyndte for den nu 25-årige Cecilie Uttrup Ludwig, der efter cykelsæsonen 2020 er en af verdens 10 bedste kvindelige cykelryttere. Hun vandt det store løb Giro dell’Emilia Internazionale Donne Elite og var med i den absolutte finale til verdensmesterskaberne i Italien.

Men dengang, i 2008, var hun 13 år gammel og den eneste pige i cykelklubben i Herlev, men hun beskriver det ikke som et stort problem, nærmere som noget der antændte en gnist indeni hende:

- Da jeg startede med at cykle, havde drengene havde stadig den alder, at man havde pigelus som pige. Så folk drillede mig, når jeg skulle tage føringer, når vi trænede. Jeg blev mobbet, og det skulle jeg kæmpe med, men det var med til at hærde mig.

Drengene rottede sig sammen imod hende til træning for at få hende ned med nakken, men det var svært for dem. Hun var alt for stærk:

- Jeg kan huske, at vi om vinteren kørte mountainbike i Hareskoven lidt uden for København. Vi legede noget, der hed hare, hvor en rytter blev sendt i forvejen, og så skulle man holde sig så tæt på ham som muligt. Man måtte skubbe og bruge alle tricks. Drengene var større, men jeg skulle bare vinde, og jeg fik væltet nogle af dem. De blev helt paf. Den vinter fik jeg deres respekt. Det var helt afgørende. Det ligger til min natur, at folk ikke skal fortælle mig, hvad jeg ikke kan. Det er min drivkraft. Jeg er både meget trodsig og en drømmer.

Kan man overhovedet være kvindelig cykelrytter?

Efter cykelløbet La Course i 2018 blev Cecilie Uttrup Ludwig interviewet af pressen. Hun sad på jorden, på samme tid grædende og smilende, mens hun var omringet af journalister. Hun var blevet nummer fire, og det var et stort resultat for hende. Hun øste ud af sit inderste, men samtidig analyserede hun løbet minutiøst.

Det er den anden del af hende. Den analytiske del. Begge Cecilie Uttrup Ludwigs forældre er aktuarer. Forsikringsmatematikere, der udregner sandsynligheden for uheld og analyserer risici for forsikringsselskaber. En vej, som Cecilie Uttrup Ludwig også selv overvejede, da hun gik i gymnasiet:

- Jeg har altid elsket matematik. Jeg har denne her analytiske side i mig, som gør, at jeg tænker enormt meget over tingene. Jeg kunne godt lide skolen, og det gjorde mig i tvivl om, jeg skulle satse på min drøm om at blive cykelrytter. Folk vil gerne have, at man har en plan b. Det er en fordom, som jeg har kæmpet imod: Kan man overhovedet være kvindelig cykelrytter?

Andre menneskers blik har været en faktor i den unge cykelrytters liv:

- Hvad vil det sige at være succesfuld? Skal man have et flot hus, nogle børn og en hund? Jeg synes, at det er begrænsende. Folk kigger mærkeligt på mig, når jeg fortæller, at jeg er cykelrytter. De spørger altid, om jeg ikke lige skal læse ved siden af? Men nej. Jeg vil hellere drømme. Noget, som jeg ikke synes, at folk tør nok. Gør det, som gør dig glad, det, som inspirerer dig. Spring ud i det. Det er fucking sejt at turde.

Cecilie Uttrup Ludwigs eget første spring var at få arbejde i en Føtex for at finansiere sit håb om at køre på det øverste niveau. Det var ikke nemt. Hun skulle enten træne meget tidligt eller virkelig sent efter lange arbejdsdage, hvor hun stod op hele dagen:

- Det var en hård tid. Men jeg lærte virkelig meget af det som menneske. Jeg skulle få det til at fungere. Jeg blev meget ydmyg af det. Jeg skulle lykkes, hvis jeg ikke skulle blive ved med at arbejde i et supermarked.

I 2014 tog hun til Holland i en måned. Hun boede på en campingplads i en ‘klam hytte’ alene og kørte såkaldte kermesseløb. Det er traditionelle gadeløb, som i Belgien og Holland bliver kørt i forbindelse med lokale byfester. Her prøver helt unge ryttere med professionelle drømme sig selv af. Det er hårde og brutale udskilningsløb, hvor Cecilie Uttrup Ludwig virkelig blev udfordret:

- Der var ikke noget, der hed massør eller mekaniker. Der var en mand, der stod lidt for det praktiske og tilmeldte mig løbene, men ellers var det bare 19-årige mig, der var alene i Holland for at køre på cykel. Jeg elskede det, men min mor var skrækslagen.

Den positive indstilling er typisk for hende. Hun beskriver, hvordan hun med sine cykelkammerater som ung rytter bare lossede alt deres udstyr ind i små biler, hvor de sad sammenklemte hele vejen til Belgien. Dagen efter kørte de med stive ben Flandern Rundt. Sådan var vilkårene, sådan er vilkårene i høj grad stadig for mange kvindelige cykelryttere, og det er noget, som ligger Cecilie Uttrup Ludwig på sinde.

- Jeg ved ikke, hvad arrangørerne tænker. Måske tror de, at vores livmoder falder ud, hvis vi anstrenger os for meget. Der er mange positive reaktioner, når jeg ytrer mig, men jeg bliver også mødt med, at jeg bare skal holde min kæft, og at jeg skal være glad for, at kvindecykling overhovedet udvikler sig.

Forsmåede mænd

Efter tiden i Holland, hvor hun gjorde det godt, lykkedes det Cecilie at få en kontrakt med cykelholdet Team BMS Birn i 2016. I dag cykler hun for det franske storhold FDJ Nouvelle-Aquitaine Futuroscope.

Af den grund har hun en platform og en stemme, hvor hun kan se og udtale sig om forskellene mellem de mandlige og kvindelige cykelryttere. En forskel, der i høj grad taler ind i dagens debat om ligestilling.

Cykelsporten er konservativ. Den er grundlagt af mænd, der ville udfordre den menneskelige formåen. Implicit mænds fysiske kapacitet. Sporten er besat af traditioner og ritualer, og man gør helst det samme, som man gjorde i går. Kvinder har aldrig spillet en stor rolle, og i lang tid eksisterede der ikke egentlige løb, hvor kvinder kunne stille op. Det er stadig sådan, at der kun er en kvinde, der har gennemført et egentligt treugers etapeløb. Det var i 1924, hvor Alfonsina Morini Strada kørte Giro d’Italia. Hun fik lov til at stille til start, fordi de troede, hun var en mand.

- Jeg bliver tit mødt af sportsdirektører eller ældre mænd i sporten, der mener, at kvinder ikke kan køre på cykel. At kvinder ikke hører hjemme i den verden. Det, synes jeg, er stramt. Så må man bare lade benene tale. Jeg har været til træninger, hvor mændene har prøvet at køre fra mig. Jeg har været ved at dø og kaste blod op for at bevise mit værd. Jeg har ladet benene tale.

Hun vil gerne gøre vilkårene bedre for kvinder, der cykler, og udtaler sig gerne offentligt om det. Derfor har hun også fungeret som klummeskribent for magasinet ProCycling, hvor hun bl.a. har skrevet om, hvorfor kvinderne ofte til de store mesterskaber ikke må køre de samme sceniske og udfordrende ruter, der gør løbene spændende for tv-seerne: “Jeg ved ikke, hvad arrangørerne tænker. Måske tror de, at vores livmor falder ud, hvis vi anstrenger os for meget. Der er mange positive reaktioner, når jeg ytrer mig, men jeg bliver også mødt med, at jeg bare skal holde min kæft, og at jeg skal være glad for, at kvindecykling overhovedet udvikler sig. Men det er altså ikke nok.”

Det er stadig sådan, at hvis Cecilie Uttrup Ludwig er ude at træne og overhaler en mand, er det meget sjældent, at manden accepterer det. Så bider han sig fast eller begynder at prøve at overhale, selv om han slet ikke er i form til at køre om kap med en professionel cykelrytter:

- De kan slet ikke tro, at en kvinde kan køre hurtigere end dem. Er vi stadig der i 2020? Mænd vil bare gerne være de stærkeste. Jeg kan kun grine, når deres mandighed ikke kan klare at blive overhalet.

LÆS OGSÅ: Selina Juuls 10 leveregler

- Folk kigger mærkeligt på mig, når jeg fortæller, at jeg er cykelrytter. De spørger altid, om jeg ikke lige skal læse ved siden af? Men nej. Jeg vil hellere drømme.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Tisseartikler

Der er ingen tvivl om, at Cecilie Uttrup Ludwig står på kanten af et stort gennembrud som cykelrytter, og det vil under alle omstændigheder gøre hende til et respekteret og kendt ansigt i cykelmiljøet.

Anderledes er det i den brede danske befolkning, hvor kvindelig cykelsport er underrepræsenteret, selv om vi har haft to verdensmestre i Amalie Dideriksen og Annika Langvad:

- Jeg fatter det ikke. Medierne vil gerne skrive om os kvinder, hvis vi ikke har noget tøj på eller skrive om, hvordan vi tisser, når vi cykler. Det er så plat. Det er clickbait. Men vi klarer os godt, og vi opnår store ting. Medierne vil bare hellere skrive tisseartikler. Det gør mig vred og ked af det, at vi ikke er nået længere.

Men måske vender det på et tidspunkt. I hvert fald er Cecilie Uttrup Ludwig på vej tilbage til Girona, hvor hun skal i gang med forberedelserne til en sæson i 2021, der forhåbentligt bringer hende tættere på den sejr, som hun mangler på det øverste niveau.

Hun skal bytte sin tredjeplads fra 2019 til en førsteplads i 2021. Det er hendes næste drøm.

LÆS OGSÅ: Le Gammeltoft: Jeg er slet ikke så hård, som folk tror