INTERVIEWS

Chris Pedersen: Vi skal fandeme til at kigge ud over vores egen lille næsetip

Af tre omgange besøgte Chris Pedersen Afrika. Han skulle sammen med et produktionshold filme udsendelsen ’Afrika er det nye sort’, der fortæller historien om det Afrika, vi ikke kender. Efter at have rejst i Senegal, Kenya og Ghana var det dog ikke kun en god historie, Chris fik med. I interviewet her fortæller han både om sit liv i modebranchen og den medfølgende usikkerhed, om at være homoseksuel i Afrika og danskernes snæversynethed

Vi har efterhånden hørt den samme fortælling om Afrika så mange gange, at det er det eneste, vi ved om kontinentet: aids, ebola, borgerkrige eller hungersnød. Men der gemmer sig en en helt anden side af historien, som aldrig når ud. Jeg mener, hvem vidste, at der findes en afrikansk udgave af ’Sex and the City’? Denne historie blev især vigtig for mig, fordi jeg, i alle de år jeg har arbejdet med mode, altid har forsøgt at tænke på tøj som kultur.

Jeg tror nemlig, at uanset hvilket objekt du tager fat i – en sofa, en stol eller et par sko – vil du kunne pille det fra hinanden og fortælle en hel verden ud fra det. Man kan fortælle om kulturen, produktionsforholdene og nogle gange endda kønsbilleder. Man kan komme ind på alle mulige udviklinger i samfundet. Jeg har altid fået at vide, at mode er overfladisk, men det er så meget mere, og hvis jeg kan lave et program om Afrika og kontinentets økonomiske vækst samt politiske forhold set gennem modens øjne, er der ingen, der længere kan påstå, det er overfladisk.

Jeg ved dog godt, at selvom moden kan byde på meget, har den også en overfladisk side. På mange måder er det jo ikke en sund branche. Den prikker konstant til ens usikkerhed. Man er hele tiden omgivet af smukke mennesker og et sprog, der kalder en taske til 17.000 kr. for en god investering. Man møder bloggere klædt i Gucci fra top til tå. Et outfit jeg ikke engang med mit fuldtidsarbejde ville have råd til. Så bliver man jo usikker. Derfor skal man have et stærkt selvværd og en stærk base for at kunne holde tempoet. Jeg oplever også selv usikkerheden. Hver gang et program, jeg er med i, vises, ser jeg ikke det første afsnit. Jeg tør simpelthen ikke.

LÆS OGSÅ: Her er hvad ernæringseksperterne spiser for at holde sig sunde

Jeg tjekker heller ikke min Facebook og Twitter de efterfølgende dage. Jeg lukker mig helst inde og undgår at tale med nogen, fordi jeg er nervøs for, hvad de synes om mig og om programmet. Der er et vist image, der skal opretholdes i branchen, fordi man repræsenterer det produkt, man arbejder for. Man er sit eget visitkort. På den måde, ja, så er modebranchen overfladisk. Men jeg har altid fokuseret på det dybe aspekt i det. Fx er alle de mennesker og designere, jeg arbejder med, nogle jeg har kendt i 10-15 år. Jeg har fulgt deres udvikling fra starten. Det er på ingen måde overfladisk. Man knytter stærke bånd, og der hersker en stor respekt. Så selvom branchen har en overflade, er der så meget under den, og det er dette program et rigtig godt eksempel på. 

Det har blandt andet af den grund været utrolig rart at beskæftige sig med programmet om Afrika. Når man arbejder med mode, befinder man sig i en boble, hvor alt kommer til at handle om mode. Man fordyber sig i dette nicheområde, og det samme gør ens omgangskreds. Når man først er kommet ind i boblen, er det svært at komme ud igen. Mange tror ikke, de kan andet. Derfor sætter jeg virkelig pris på at komme ud at lave noget andet, der er så langt væk fra modeshows og -fester. 

Et område, hvor den afrikanske mode adskiller sig fra den skandinaviske, er deres arbejde med traditioner. De har en kæmpe farvepalet i deres garderobe, og det kan være et chok, når man selv kommer fra Danmark, hvor moden er støvsuget for farver. Det var nu meget skægt at se vores produktionshold dernede. Vi var alle klædt i sort og hvidt, og det så så kedeligt ud ved siden af disse livlige farver. Men den afrikanske mode var vildt inspirerende, og når man kommer hjem og kigger på sin garderobe, kan man ikke undgå at synes, den er lidt kedelig. Det inspirerende i deres påklædning var dog ikke kun farverne. Det var også deres indstilling til moden. De har en klar bevidsthed om deres lands traditioner, og det bruger de i deres tekstiler.

Det gør vi ikke i Danmark. Vi trækker ganske vist referencer til designgiganter som Børge Mogensen og Arne Jacobsen og fortæller om den danske minimalisme, vores fokus på materiale og lignende. Men vi har ikke en stærk bevidsthed om, hvad traditionerne i vores designkultur er. Endvidere er det faktisk tekstilerne i Afrika, der betyder noget. Ikke tøjet. Når afrikanerne investerer i mode, er det stoffet, de køber. 

Efterfølgende tager de til en skrædder og får lavet tøjet. De holder fast i tekstilerne og genbruger det. Herhjemme køber vi bare tøjet, og det sekund det forlader kantstenen, mister det værdien. Vi kunne lære lidt af deres tankegang. 

Jeg har aldrig rejst i udviklingslande før, men kun til steder som Paris, Milano og New York. Derfor har jeg aldrig prøvet at være i noget, der ikke ligner en vestlig storby. Det var faktisk lidt af et chok. Pludselig stod jeg i en by, hvor jeg virkelig skulle tænke mig om. Selvom vi laver en historie om økonomisk vækst og den afrikanske middelklasse, var der hele tiden noget, der mindede én om den anden side af historien. I byer som Nairobi og Accra er der stor vækst, men man er stadig lige ved siden af den ekstreme fattigdom. Vi mødte børn, der var hjemløse og gik og sniffede lim, og vi besøgte unge mennesker, der boede i en bydel, som først for nylig havde fået et badeværelse med bad og toilet. Jeg kan ikke huske nogensinde at have følt mig usikker, men på trods af de to bevæbnede soldater, der var med os, følte jeg mig ikke sikker. Der var aftener, hvor jeg bare sad og græd på hotellet, fordi dagene havde været så lange og barske – både på grund af det vi så og oplevede og på grund af arbejdspresset. 

LÆS OGSÅ: REJSEGUIDE | Malaysia

Inden vi skulle af sted, fik jeg også mange gange at vide, at jeg skulle skrue ned for mig selv. Homoseksualitet er ikke noget, man byder velkommen med åbne arme dernede – nærmere det modsatte. Jeg kom en gang til at lave en joke om homoseksualitet. Det var, mens vi talte med en af de medvirkende lokale kvinder. Der blev slet ikke samlet op på joken. Som i overhovedet ikke!   Det var lidt chokerende, at selv i det kreative miljø med meget veluddannede mennesker var det malplaceret. Jeg har aldrig før fået at vide, jeg skulle skrue ned for mig selv. Selvom min mor måske godt kunne ønske sig, at jeg ikke skilte mig helt så meget ud, da jeg var barn, accepterede hun mig.

Jeg har aldrig følt mig forkert, og jeg synes ikke, det er fair, at man et andet sted i verden oplever det helt modsatte. Det er også en skarp kontrast, synes jeg. Prøv at tænke på alt det, vi har opnået i verden inden for kort tid. USA har fået deres første sorte præsident, de har mulighed for at få en kvindelig præsident som den næste, de har gjort homo-ægteskaber lovlige i alle stater, og vi har haft en kvindelig statsminister i Danmark. Og her står jeg i Nairobi eller Ghana, hvor dette frisind og denne respekt slet ikke er nået til. Vi må aldrig tage disse ting for givet, og vi må aldrig opgive kampen for at italesætte det. 

Alle disse oplevelser forandrede helt sikkert noget oppe i mit hoved. Det tog lang tid efter vi kom hjem, før jeg følte mig helt normal igen. Jeg havde været vildt presset arbejds- og følelsesmæssigt. På den ene side lavede vi denne her positive historie, og på den anden side var man chokeret over den grimme del af fortællingen. Det var meget tvetydigt, og man vekslede hele tiden fra den ene ende af følelsesskalaen til den anden. Jeg har taget alle oplevelserne med mig, og det har udviklet mig. Man kommer hjem med en ret stærk bevidsthed om, hvad Europas rigdom egentlig er bygget på. Det har vi jo faktisk opnået ved at udnytte de her mennesker for ikke særlig lang tid siden. Vi danskere vil jo gerne bare mure os inde og lukke grænserne. Men det synes jeg ikke, vi kan. Vi er en del af et større globalt fællesskab, og det kan vi ikke løbe fra. Vi skylder altså på kontoen, og vi har et ansvar over for dem, vi før har udnyttet. 

Jeg har fået en meget lavere tolerance for det møg, folk lukker ud på de sociale medier. Da jeg sad i lufthavnen på vej hjem, tjekkede jeg Facebook. Det første, der popper op, er et dødssygt læserbrev, der havde skabt stor debat. Den handlede om en småbørnsfamilie, der havde svært ved at få tingene til at hænge sammen med deres enorme lejlighed i det indre København, tre børn og store karrierer, og nu havde de så fået stress. Der smed jeg hænderne opgivende op. Hvis man tror, man er berettiget til alt det, fordi man er dansk, skulle man have et par på hovedet! Vi skal fandeme til at kigge ud over vores egen lille næsetip. Jeg oplevede det helt klassiske med, at når man først har stået i et slumområde i Afrika, haft bevæbnede vagter med som beskyttelse og set, at mange stadig arbejdede på et marked, der for kort tid siden blev bombet, så kan man simpelthen ikke holde den snotforkælede indstilling ud. 

Endnu en grund til min lave tolerance over for denne mig-mig-mig-indstilling er nok at finde i min opvækst. Den har givet mig en grundlæggende taknemmelighed over for livet. Mine forældre har været igennem rigtig meget. De gik fallit, da jeg var barn, min mormor blev syg, og min onkel var udsat for et trafikuheld, da han var blot 18 år gammel og blev en grøntsag. Men lige meget hvad der skete familiemæssigt og økonomisk, holdt familien sammen, og vi passede på hinanden. Selvom disse hårde ting har præget min og mine søskendes barndom, har vores fokus på at hjælpe hinanden fyldt mindst lige så meget.

Jeg forestiller mig, at hvis man derimod er vokset op med alt serveret på et sølvfad, kan man godt føle sig berettiget til dette hele livet, og den fornemmelse forstår jeg ikke. Jeg har arbejdet hårdt for at nå dertil, hvor jeg er, og jeg har taget mange chancer, som andre måske ikke havde turdet tage – såsom at sige gode jobs op, fordi jeg ville noget andet. Jeg er taknemmelig hver dag, når jeg står op. Jeg har jo for helvede været til fest med Tom Ford og Donatella Versace! Så jeg husker at være taknemmelig for de muligheder, jeg har fået i livet og at fejre det, når jeg opnår noget, jeg har knoklet for. Det er på den måde, jeg bevarer min positivitet. 

LÆS OGSÅ: SUNDHED | 3 indbydende opskrifter med hindbær

Et af de udtryk, jeg ofte hører herhjemme i Danmark, er, at mode er til, for at vi kan udtrykke vores individualitet. Men det sjove er, at kigger man rundt til en fest herhjemme, vil man se, at minimum 80 procent af deltagerne står i sort, næsten ens tøj. Når vi skal være vildt individuelle, skejer vi måske helt ud og tager en ring på eller et sølvbælte i stedet for et guld. Man skal eddermaneme kigge grundigt for at få øje på vores individualitet. Det var endnu en af de ting, der slog mig, da jeg var i Afrika. Her vil kvinderne for alt i verden ikke ligne hinanden. Selv hvis man går ind i en design-forretning dernede, finder man sjældent den samme skjorte på bøjlerne. Oftest er det samme design lavet i forskellige mønstre og farvekombinationer. For disse kvinder er det en større synd at gå i ét med væggen, end det er at være stolt og vise sig frem.

Dette gælder også de ældre kvinder i samfundet. De strålede, og så havde de det her meget bestemte ansigtsudtryk. Uden at være snobbede virkede de stadig overlegne. Jeg forsøgte at italesætte dette, fordi det var så anderledes, end hvad jeg kendte herhjemmefra. Her skal man nærmest kæmpe for sin synlighed, hvis man er over 65 år. Det er, som om man i takt med at man bliver ældre, bliver mere og mere visket ud. Men i Afrika er det lige modsat. De lokale forklarede mig, at den ældre kvinde jo var moderen. Hun har været familiens overhoved igennem fem årtier, og derfor behandles hun med respekt. Unge mænd åbner døren, når hun kommer, og på gaden mødes hun med respektfulde blikke. Jeg tænkte bare, hold da kæft, det er da en langt sjovere måde at blive ældre på! 

Jeg tror, vi vil komme til at se mange flere afrikanske referencer i vores design og mode. Hvis man ser sig lidt omkring, vil man opdage, at Louisiana har lavet en udstilling om afrikansk kultur, og det samme har Vitra Design Museum i Basel. Når så store museer begynder at kigge på det, så tror jeg, det vil starte en flodbølge, som vil suge mange med. Eastpak har endda designet en serie af tasker med afrikansk voksprint. De bliver solgt på Lousiana og i nogle af de mest hippe forretninger i verden. Så ja, jeg tror, vi fremover vil se flere afrikanske mønstre i Vesten.