INTERVIEWS

Christiane Schaumburg-Müller giver skønhedstips

Den smukke tv-værtinde og skuespiller, Christiane Schaumburg-Müller, afslører sine bedste skønhedshemmeligheder og hvilke produkter, hun ikke kan leve uden

Den danske skuespillerinde og tv-værtinde Christiane Schaumburg-Müller kender alt til det med at skulle se godt ud og går derfor op i at pleje sin hud på en sund og mild måde.

Selvom man er en af Danmarks smukkeste kvinder, kan man dog sagtens have haft vanskeligheder med sin hud. Og det har Christiane Schaumburg-Müller. Hun fik børneeksem som voksen og har siden satset på hudplejeprodukter, som er milde mod huden.

Efter anbefalinger fra veninder, som var begejstrede for Rønsbøls rene - men stadig effektive - produkter, forelskede Christiane Schaumburg-Müller sig i det danske mærke. Og nu er hun blevet ambassadør for Rønsbøl.

Forleden inviterede Rønsbøl skønheds- og modepresse forbi, hvor Christiane Schaumburg-Müller fortalte om sit forhold til produkterne, og IN.dk fik lidt one-to-one-tid med den kønne blondine. Her afslørede hun sine bedste beautytips og anbefalede sine favoritter fra Rønsbøl.

Christianes favoritter fra Rønsbøl

"Mine tre yndlingsprodukter fra Rønsbøl er håndcremen, deres body lotion og så den der hedder Rescue Creme," siger Christiane Schaumburg-Müller om sine favoritprodukter.

Især Rønsbøls Rescue Creme bliver brugt flittigt. Faktisk bruger skuespillerinden den som dagcreme.

"Rescue Creme bruger jeg både som dagcreme, og om sommeren, hvor jeg også lider af pigmentpletter i ansigtet, bruger jeg en creme specielt til det, men så bruger jeg Rescue Creme som primer inden under min makeup. Den er bare rent fugtgivende. Den er egentlig ikke en primer, men den er perfekt som base," forklarer Christiane Schaumburg-Müller.

Håndcremen og Rønsbøls body lotion er Christiane Schaumburg-Müller vild med, fordi der ikke er parfume i - og hun vil ikke bruge håndcremer med parfume i. Men selvom de er parfumefrie, dufter de ifølge stjernen dejligt - lidt ligesom babyer dufter friskt uden at dufte af parfume!

"De har altid været mine yndlingsprodukter - men Rønsbøls body lotion "opdagede" jeg først, da jeg fandt ud af, at jeg ikke kan tåle parfume. Det har været fantastisk, at jeg, dengang jeg havde eksem i nakken, kunne bruge Rønsbøls shampoo og balsam. Jeg har veninder, som i lang tid har været rigtig glade for Rønsbøls produkter, fordi de er rene og uden parfume," siger hun, men tilføjer: "Jeg er ikke fanatiker. Jeg kan godt bruge lidt parfume, men jeg synes nogle gange, at det clasher med en parfumeret creme, så det skal være det ene eller det andet."

Christianes bedste skønhedstips

"Brug Rescue Cream inden under din makeup - som en slags primer," gentager Christiane Schaumburg-Müller begejstret og tilføjer: "Man skal altid bruge en fugtgivende creme inden under sin makeup - man skal bruge en dagcreme og så en creme, som kun giver fugt. Det er helt sikkert mit skønhedsråd."

Til makeuppen har Christiane Schaumburg-Müller da også en anbefaling:

"Jeg kan godt lide at tegne en beige streg inde i øjet - ikke hvid, det bliver alt for kraftigt, men en beige streg. Det åbner øjet og ser skønt ud. Især Glow har en virkelig skøn beige streg," anbefaler Christiane Schaumburg-Müller.