INTERVIEWS

Christina Hagen: Jeg gider ikke være kaffekrus-feminist, jeg gider ikke være T-shirt-feminist, og jeg gider ikke være Beyoncés album-feminist

De seneste måneder har Christina Hagen tilbragt alene på en bjergside på den græske ø Tinos. Hun har sagt op som forfatter. Nu har hun skrevet en teaterforestilling om rygning, kapitalisme og feminisme, en forestilling, hvis udgangspunkt er moraliserende – og det er også ganske nyt.

Den 26. juli 2014. Forfatteren Christina Hagen er i Deadline på DR 2 for at tale om sin nye bog ‘Boyfrind’. Den opmærksomme seer bemærker måske, at hun ikke ligner sig selv. Hendes hår er lysere. Er der også noget med næsen?

Anja Bo interviewer forfatteren. Og så afslører hun, at kvinden på skærmen slet ikke er Christina Hagen. Hun hedder derimod Sofie Lund Hansen og arbejder som body double for forfatteren. Derefter forklarer Hagen – over en telefon – hvorfor hun har hyret en anden kvinde til at optræde som alter ego. Christina Hagen er træt af de normer, der hersker for kvinder i det offentlige rum:

- Kvinder skal være unge og smukke. Det gælder også kvindelige forfattere. Ellers kan de og alle andre kvinder ikke gøre sig gældende, siger hun.

Senere samme år skriver Hagen en kronik i Politiken om projektet: ”Man skal ligne en kneppedukke for at blive hørt”, lyder overskriften. Aversionen mod dyrkelsen af kvinders udseende ligger stadig Christina Hagen på sinde:

- Jeg kan forstå, at hvis man interviewer en skuespiller eller en model, så vil man gerne bringe en masse lækre billeder. Men jeg forstår ikke, at kvinder, der er forfattere, forskere, intellektuelle, hvor kroppen er uden betydning, også skal fremstilles på den måde, siger hun på en telefon fra den græske ø Tinos, hvor hun i øjeblikket opholder sig.

- Jeg føler stadig, at kvinder i ekstremt høj grad vurderer sig selv og hinanden på, hvordan de ser ud. Uanset om de er hjerneforskere eller forfattere eller fodboldspillere, så er det ikke interessant, hvad kvinden laver, hvis hun ikke samtidig ser godt ud.

Det var det massive fokus på forfatter som persona, der i 2019 efter udgivelsen af ‘Korrekthedsbiblen’ fik Christina Hagen til at sige farvel til forfattergerningen. Interviews, oplæsninger og andre optrædener sled på hende.

- Jeg skriver ikke skønlitterære bøger mere, fordi alt det efter udgivelsen var et kæmpestort pres. Det at have sit eget forfatterskab føltes, som om det var 20 procent at skrive, og 80 procent var alt det udenom. Det var jo også derfor, at jeg havde det der body double-projekt. Mange mennesker troede, det var for at få mere opmærksomhed og virke mystisk, men det var simpelthen, fordi jeg ikke rigtigt kan tåle den der udadvendthed, fortæller Christina Hagen, der da også skulle overtales til at lave nærværende interview. På telefon. Ikke på Zoom. Ikke for tæt på.

I dag skriver Christina Hagen teater i stedet. Den kollektive proces passer hende godt, selv om hun er lidt af en enspænder. Måske fordi det er hendes tekst og ikke hende selv, der er i fokus. På teateret er det skuespillerne og måske også instruktøren, der løber med opmærksomheden.

Senest har hun skrevet forestillingen ‘You’ve Come a Long Way, Baby’ til Aarhus Teater. En forestilling, der i høj grad handler om kvinder, køn og feminisme. Men er Hagen, litteraturens Rasmus Modsat, nu pludselig feminist?

Læs også: Nikolaj Lie Kaas: Jeg har fundet meningen med livet

Oprør mod de frelste

Siden hun debuterede i 2008 med novellesamlingen ‘Sexdronning’, har Christina Hagen skrevet bøger, der tager livtag med bl.a. seksualmoral, racisme og politisk korrekthed, ofte med udgangspunkt i karakterer og stemmer, der besidder mange af de egenskaber, vi sjældent bryster os af: De er småracistiske, selviske, sexistiske og på mange måder ikke synderligt sympatiske.

Brevromanen ‘71 breve til M’ er en korrespondance med en dømt morder, der undersøger ondskab og jegets fascination af den. ‘White Girl’ er en samling af postkort skrevet af hvide mennesker og udstiller fordomme mellem hvide og farvede, mænd og kvinder, rige og fattige. ‘Boyfrind’ er en coffee table book med lige dele tekst og billeder, der behandler magtrelationer i parforhold.

Da ‘Jungle’ udkom i 2017, fortalte Christina Hagen til Dagbladet Information:

- Jeg kan ikke leve op til de politisk korrekte idealer, hverken som privatperson eller forfatter. Og det står jeg gerne ved. Jeg er infantil og overfladisk, jeg har racistiske tanker, jeg foretrækker mænd med store pikke. Jeg får tit følelsen af, at jeg bør skamme mig over min menneskelige grimhed, men det vil jeg ikke.

Både hendes bøger og Christina Hagen selv har affødt en del debat. Da ‘Korrekthedsbiblen’ udkom i 2019, var det den politiske korrekthed, der stod for skud.

- Jeg har et horn i siden på den politiske korrekthed, fortalte hun i et interview i Berlingske.

- I denne tid dyrkes korrektheden som en religion. Vi tror til gengæld ikke på ret meget andet. Lige nu kan man tage enhver harmløs gerning og ethvert harmløst udsagn og vende det om til noget ondskabsfuldt. På den måde er der opstået en frelsthed, der minder om religiøs fanatisme. De frelste kan mene, at de er bedre end alle andre. At de har set sandheden. Er man uenig, er det, fordi man endnu ikke har indset, at man tager fejl.

Interviewet fandt sted i Herning, for Hagen ønskede ikke at tage til hovedstaden. Hun var træt af København, især af ideen om den.

Læs også: Forfattere om livet i 40’erne: stop op, og stil de vigtige spørgsmål

Altanliv på Tinos

De seneste måneder har Christina Hagen tilbragt alene på en bjergside på den græske ø Tinos. Ligesom med Herning er det, der tiltrækker hende ved øen, at hun er på afstand af alle andre.

- Jeg har det nok bedst med at være steder, hvor alle de andre ikke er. Jeg har det bedst med at være steder, hvor der ikke sker ret meget. Jo mindre der sker, desto bedre har jeg det,” fortæller hun.

Og her, på afstand af alle andre, går hun ture, udforsker landskabet og de forladte fårevogterhytter. Og så skriver hun. Bl.a. en artikelserie til Dagbladet Information om livet på Tinos, om Covid-19 og hendes tanker om samfundet. Hun skriver ikke nye tekster, men arbejder på ting, hun enten har kasseret eller lagt til side, fordi de ikke rigtigt kunne forløses før nu.

- Der er mange arbejdsmæssige ting, der løser sig her, fordi jeg bare har rigtigt meget tid,” siger hun.

På Tinos bor Christina Hagen alene. Pandemien har lukket restauranter og butikker, og hun ser stort set ingen mennesker. Alligevel savner hun ikke selskab. Tværtimod.

- Jeg vil egentlig godt reklamere for at tage væk alene. I aften har jeg ligget ude på min altan, kigget på stjerner og spist æbler. I går var jeg i bjergbyen Marlas for at kigge på et faldefærdigt hus, der er til salg. Og så taler jeg med folk, plukker blomster, tager billeder og alt muligt. Det er så fedt og handler om at skabe et eventyr i sit eget liv frem for at sidde i sin lejlighed og skrive om eventyr. Alle de kærester, jeg har haft, har villet til Venedig, New York, Spanien på ferie. Nu gør jeg det her alene. Det er det, der gør mig glad lige nu, siger hun.

Læs også: Charlotte Lynggaard om boligindretning: Mit hjem er hyggeligt og personligt

Fri mig for cigaretterne

En af de tekster, som Christina Hagen har gjort færdig i sit græske eksil er teaterforestillingen ‘You’ve Come a Long Way, Baby’. Forestillingen handler om sammenhængen mellem kapitalisme, reklame og feminisme med inspiration i 60’ernes og 70’ernes reklamer – med super-smukke rygende kvinder – for cigaretten Virginia Slims. Men egentlig begyndte det et helt andet sted.

Christina Hagens veninde fik lungekræft.

- Jeg blev så irriteret på de her cigaretter. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at man kunne finde på at ryge dem, når man blev så syg og kunne dø af det. Jeg kender mennesker, der er ekstremt syge af KOL og sidder i deres sofaer og ikke kan trække vejret. Cigaretter gør også folk, der ikke selv ryger, syge. Samtidig ser jeg billeder af flotte kvinder på Instagram, som sidder og ryger. Det føles som et levn fra 80’erne eller 90’erne. Et levn fra fortiden, siger hun.

Hendes indignation fik hende til at tage kontakt til chefen for tobaksforebyggelse hos Kræftens Bekæmpelse, Niels Them Kjær, for at finde ud af, hvordan cigaretterne var kommet til at rime på selvstændighed og frigørelse.

Han fortalte historien om, hvordan cigaretproducenten Philip Morris havde hægtet sig på kvindekampen ved at sponsorere en tennisturnering for kvinder. På den måde kom folk til at tænke på cigaretter som noget, der hjalp kvinder til at nå deres mål.

- Sport blev kædet sammen med cigaretter, som blev kædet sammen med kvindekamp. Jeg syntes, det var en totalt sindssyg historie, som jeg bare vidste, at jeg skulle skrive, siger Christina Hagen: Men samtidig var det svært, for det er slet ikke sådan noget, jeg skriver normalt. Jeg er jo ikke ligefrem den pædagogiske eller den moraliserende type, og det er jo lidt i det nabolag, når man siger til folk: ‘I må ikke ryge’ eller ‘Nu skal I høre, hvor farligt det er at ryge’.

Og det kan det også virke som et sært udgangspunkt for en forfatter, der har gjort op med den politiske korrekthed, skrevet om sine egne racistiske tanker, og om at hun foretrækker mænd med store pikke.

Men den nye forestilling er alligevel også et opgør med de moralske og korrekte.

- Mit forfatterskab har handlet meget om kritik af korrektheden, men jeg føler, at cigaretterne på en eller anden måde er gået fri. Det er tit de mennesker, der er ude med riven efter alle mulige andre projekter, der ikke er moralske nok, der samtidig sidder og pulser cigaretter, siger hun.

Selv om afsættet var den undren, ja, indignation over, at cigaretterne er gået fri for de moralske opgør, så har det stadig ikke været en let opgave at skrive om rygningen, uden at det bliver formanende og kedeligt. Men det er faktisk en af grundene til, at Hagen var så tiltrukket af opgaven.

- Jeg kan godt lide at lave det, som er det sværeste at lave. Selv om der er flere og flere unge kvinder, der begynder at ryge, og det er pisse usundt, og folk bliver syge og dør af det, så ved vi jo godt, at man ikke kan sige til folk, at de skal stoppe med at ryge. Hvordan sætter man fokus på, at det er pisse usundt på en måde, der får folk til at lytte. Det er umuligt. Derfor tænder jeg på den opgave. Det ville ikke være svært at lave en forestilling, hvor udgangspunktet var, at vi skal passe bedre på miljøet og putte batterier i den rigtige spand, eller om at vi alle skal spise mindre kød. Eller kvinder er stærke, og vi skal bare stå sammen om at være stærke, eller lykken ikke er at eje mange ting, lykken skal du finde i kærligheden, siger hun.

Kvindekamp dur til alt godt

I arbejdet med teksten er cigaretterne, Philip Morris og tennisturneringen blevet en bihistorie. Nu fokuserer forestillingen i stedet på, at enhver ting kan blive en effekt i kvindekampen.

- Jeg fandt ud af, at cigarethistorien var en skabelon for, hvordan rigtigt mange firmaer har tænkt: Man skal finde et eller andet produkt, som man vil sælge til kvinder, og så skal man finde ud af, hvordan man kan koble produktet til ideen om, at kvinder er selvstændige og stærke. Og hvis man køber det her produkt, så er man en rigtig kvinde og hjælper andre kvinder, fortæller Christina Hagen.

De seneste år er feminismen blevet mere mainstream. Popstjerner svøber sig i prædikatet og mange modehuse producerer tøj med feministiske statements. Det kunne man være glad for, men det er Christina Hagen ikke.

- Jeg har tænkt over, hvorfor det generer mig: Er det ikke godt, at populærkulturen opfordrer til feminisme? Men at købe en kaffekop, hvor der står ‘independent woman’ eller en T-shirt, hvor der står ‘feminist’, det er ikke feminisme for mig. Det er en sutteklud for, hvad feminismen kunne have været, siger hun.

Og det er også en af grundene til, at hun i årevis har svaret nej til spørgsmålet, om hun er feminist, selv om det ikke passer.

- Jeg er faktisk feminist, men jeg er det på en anden måde, og det er derfor, jeg ikke vil kalde mig det. Jeg gider ikke være kaffekrus-feminist, jeg gider ikke være T-shirt-feminist, og jeg gider ikke være Beyoncés album-feminist, siger hun.

For Hagen betyder det at kalde sig feminist, at man gør alt, hvad man kan for at få sit liv til at handle om det, man gerne vil have, det handler om. At man forfølger sine drømme og ikke går for meget på kompromis, når man har en kæreste, at man ikke ødelægger sig selv for at være sammen med et andet menneske.

- For mig betyder det at være feminist, at man gør sit bedste for at respektere sig selv og sørge for, at man lever et godt liv, forklarer hun.

Læs også: Kvinder har kæmpet kampe i over 100 år, men hvad har de egentlig opnået?

At købe noget dyrt

Når Christina Hagen taler om, at feminismen bliver til noget, der kan bruges til at sælge varer, kommer jeg til at tænke på forfatteren, feministen og borgerrettighedsaktivisten Audre Lorde, der efter sin anden kræftdiagnose skrev bogen ‘A Burst of Light’ om self-care som en politisk handling, der sigtede på selvopretholdelse snarere end selvforkælelse.

Siden er begrebet snarere blevet synonym med yoga, ansigtsmasker og Gwyneth Paltrows kusseduftende stearinlys – alt sammen forbrugsvarer. Men hvorfor er det, at vi kvinder bruger penge på den slags, som vi egentlig ikke har brug for?

- Jeg tror, at kvinder føler, at de kan påføre sig en ekstra værdi ved at købe noget dyrt. Det gør jeg også selv. Der var udsalg her i Athen, hvor de havde 50 procent på alle mulige dyre ting: La Mer, Chanel, alt muligt. Jeg havde lige fået penge fra teatret, så jeg købte en del. Og så fik jeg dårlig samvittighed og tænkte: ‘Hvorfor køber du lige en creme til 1000 kroner?’. Det er et eller andet desperat forsøg på at blive glad lige nu og her, men det er også noget med at føle sig hævet over andre kvinder, der ikke bruger de penge, svarer Christina Hagen.

Det er svært ikke at opfatte de udsagn – og forestillingen – som kapitalismekritik.

- Det er også sådan, jeg har tænkt det. Ting, som er vigtige eller attraktive for mennesker, er der nogen, der hægter sig på, fordi de gerne vil sælge noget. Sådan vil jeg egentlig helst udtrykke det. Jeg er ikke så meget for ordet kapitalismekritik. Selv om jeg ved, at medier godt kan lide den slags. Jeg vil gerne gøre det mere banalt, lidt dummere, svarer hun.

Sæt dig selv og os andre fri

En anden grund til, at Hagen vægrer sig ved begrebet kapitalismekritik er, at hun også mener, at kvinder selv bærer en del af ansvaret. Vi skal selv være bedre til at sætte foden ned og sige fra over for vores egne og andres forventninger til os, forklarer hun.

- Jeg savner lidt, at kvinder bliver bedre til at sige nej til nogle ting og acceptere, at man ikke kan være den her fuldstændig perfekte, søde og dejlige kvinde, hvis man samtidig skal forfølge sine egne drømme. For de fleste kvinder er det skidesvært at sige til sin mand, at nu tager jeg lige en uge væk, fordi der er noget, jeg skal skrive, eller nu må du lige passe børnene, for jeg vil godt lige noget andet, siger Hagen.

Hun mener, at kvinder har ekstremt høje forventninger til, at vi skal præstere på alle planer: Man skal være omsorgsfuld hustru og mor og have bagt boller til skolesammenkomst.

- Da jeg var barn, skulle man have kage med til klassens time. Og alle havde hjemmebag med. Min mor sagde altid: ‘Sig til din lærer og dine klassekammerater, at din mor ikke bager’, og så gav hun mig 200 kroner til at købe kager hos bageren, siger hun.

Og ifølge Hagen kan man godt lade sig inspirere af hendes mor:

- Vi er nødt til at acceptere, at vi indimellem ikke er en god veninde, indimellem ikke er en god mor, indimellem ikke er en god kæreste. Når det er sagt, så er det jo noget, sådan nogle som du og jeg kan gøre. Jeg kan jo ikke sige det samme til en fattig kvinde i Thailand. Der er masser af kvinder, der ikke har de der valg, siger Christina Hagen.

Selv har Christina truffet et valg om et græsk øliv, der giver hende fred til at skrive og kigge på stjerner. Men hun vil meget nødigt opfattes som den perfekte frigjorte kvinde.

Det med at sige fra er bestemt heller ikke nemt for mig. Der er mange andre dele af mit liv, hvor jeg finder mig i alt for meget og går for meget på kompromis med mig selv – ikke mindst i kærlighed, siger hun fra altanen på Tinos.

Læs også: Puk Damsgård: Jeg skal være ude i verden og fortælle historier. Det er sådan, jeg er skruet sammen.

Læs mere om: