INTERVIEWS

Christine Pram: Kvinden der gik ind i en lampe – og ændrede sit liv

Model og karrierekvinde Christine Pram gik ind i en tung lampe i Illum. Samme dag, som hun skulle fortælle sine børn, at hun skulle skilles fra deres far. Det blev til en stor nedtur med hjernerystelse, opgivende læger og et halvt år på langs. Men Christine kæmpede sig tilbage med research, meditation og en medfødt ja-hat.

Man kan ikke se det på hende…

Hun ser blændende ud. Habitagtige bukser i løvgrøn farve og en let skjorte i sort, der falder elegant på hendes skuldre, arme og kraveben.

Det, man ikke kan se på 39-årige Christine Pram, gemmer sig på indersiden. Eller det gjorde det. For hun har faktisk overvundet det. Men pointen er – og den er hamrende vigtig, insisterer hun – at man heller ikke kunne se det på hende dengang. Da det fyldte alt.

Mød Christine Pram her:

’Vi skal skilles’

Den 3. januar 2016 haster en fortravlet Christine Pram gennem Illum for at bytte et par sko, som hendes toårige søn har fået i julegave. Efter eget udsagn var hun ‘tophamrende forvirret’ og havde ‘stressfaktor 1.000 i kroppen’. Nå ja, så skulle hun også hjem og fortælle sine to små sønner, Elliot og Theodor på to og seks år, at deres forældre skulle skilles. En trist besked, hun og faren til hendes børn havde holdt på, til jul og nytår var overstået.

LÆS OGSÅ: Alice og Christian Stadil: Vi er sammen mod hele verden

– Jeg havde det ad helvede til. Jeg var topnervøs for at fortælle børnene det, husker Christine Pram, som havde været sammen med børnenes far i syv år.

Hun får fat i en ekspedient, der kan vise hende, hvor skoafdelingen er. Ekspedienten går på hendes venstre side.

– Du skal bare gå dén vej, siger medarbejderen og peger til højre side. Christine Pram fortsætter uden at stoppe, mens hun vender hovedet i den udpegede retning.

Bang!

Christine Pram er beviset på, at man kan ændre sit liv, hvis man vil. Men det krævede en hjernerystelse, før hun stod stille et øjeblik og tænkte over, hvad hun egentlig drømte om.

Kjole, Louis Vuitton, 12.200 kr. Støvler, Louis Vuitton, 11.300 kr. Øreringe, Louis Vuitton, 3.000 kr. pr. stk.

LÆS OGSÅ: Rosa Lund: Jeg gider ikke være hende dér med sygdommen

Den dengang 36-årige mor til to, tidligere international model, nu jurist og karrierekvinde går direkte ind i en massiv lampe.

– Den rammer mig lige i tindingen. Og på en eller anden måde rammer den mig også oven på hovedet. Lige dér. På det bløde punkt øverst oppe.

Hun peger på punkterne, mens vi sidder ved hendes spisebord i den lyse, gule etplansvilla på en rolig vej i Hellerup.

Vi får begge et sammenbidt, tandvisende udtryk i ansigtet, da hun peger på de to steder, som fik et kæmpe knald den dag. Hun kunne ikke have ramt den lampe mere sårbart. Man krymper sig alene ved udpegningen.

Frakke, By Malene Birger, 3.199 kr. Øreringe, By Malene Birger, showpiece. Armbånd, Rebekka Notkin, 46.800 kr. Ring, Rebekka Notkin, 36.000 kr. Støvler, Yvonne Koné, 4.100 kr.

LÆS OGSÅ: Aida Grollov: Danmark gjorde mig til menneske igen

– Jeg vidste med det samme, at den var gal, fortæller hun.

Hun får ikke blackout. Hun får kvalme med det samme. Hele verden omkring hende bliver tåget. Hun føler det, som om hun er i en klokke.

– Det kan faktisk ikke beskrives, hvordan det føles. Jeg er helt ved siden af mig selv, forsøger hun alligevel.

– Fuck, tilføjer hun – for hun er tydeligvis i sine tanker helt tilbage i den skæbnesvangre situation i Illum. Hvad der sker bagefter, er måske uforståeligt for mange.

– ‘Jeg skal nå at bytte de sko’, tænker jeg bare.

Ekspedienten forsøger sig med et:

– Ej, er du o.k.?

Lampen, som hun ramte med sit hoved, var så massiv, at den ikke rykkede sig det mindste ved sammenstødet. For ekspedienten er det også tydeligt, at det ikke var noget heldigt slag. Christine bliver stående lidt. Men hun skal have byttet de sko, og hun skal hjem og fortælle børnene om skilsmissen. Så hun fejer ekspedienten af og finder i stedet et prøverum, hvor hun kan sidde ned. Og så ellers ned på gaden med hende – og hjem.

LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl: Det koster at kaste sig ud fra 10-metervippen, men jeg gør det alligevel

Ekspedienten sender hende af sted med et bekymret:

– Klarer du den?

– Det gør man jo, lyder svaret, mens vi sidder ved spisebordet i Hellerup og taler om dagen for små tre år siden.

Og det gjorde hun. Men først et langt, udmarvende, svært og livsændrende halvt år senere.

Skjorte, Filippa K, 1.100 kr. Bukser, Frame, 2.999 kr. Øreringe, Georg Jensen, 45.000 kr. Korsage, Birgitte Herskind, 1.599 kr.

Blå bog: Christine Pram

  • 39 år, opvokset på Østerbro og i Charlottenlund. Datter af Michael Pram Rasmussen, tidligere bestyrelsesformand i A.P. Møller-Mærsk, og Anne Pram Kjølbye.
  • Model i årene 1997-2009 med opgaver for store modehuse. Bosat i bl.a. Milano, Paris, Miami og New York.
  • Uddannet jurist.
  • Har tidligere arbejdet i forsikrings- og pensionsbranchen. Arbejder i dag med strategi, koncepter og kommerciel forretningsudvikling i PFA.
  • Dansk medstifter af hjælpeorganisationen Tostan, der arbejder for at skabe bæredygtig udvikling og positiv social forandring i vestafrikanske landsbyer og for at komme omskæring af kvinder og børneægteskaber til livs.
  • Mor til femårige Elliot og niårige Theodor.

Bukser, Max Mara, 2.895 kr. Bluse, Totême, 1.700 kr. Lang vest, Birgitte  Herskind, 3.399 kr. Tørklæde brugt som bælte, Marimekko, 900 kr. Sko, By Malene Birger, 1.899 kr. 

Gik show for Valentino

Christine Pram har gjort det godt, som det hedder. Hun er en succeshistorie. Det samme er hendes forældre. Hun voksede op i en lejlighed på Østerbro med en far, der ernærede sig som taxachauffør, mens moren studerede. I dag er faren tidligere formand for Mærsk-koncernen, og moren blev uddannet arkitekt, men lever af at komponere sange og tekster. For at gøre det meget kort, har de ‘gjort det skidegodt’, som deres datter i dag udtrykker det med tydelig respekt for forældrenes rejse op ad samfundets rangstige.

Men det har hun også selv. Hun har sikkert haft et godt udgangspunkt hjemmefra, da hun først kom op i den alder, hvor livets muligheder skal realiseres. Men når man hører om den unge Christines formative år, så har hun helt på egen hånd sørget for at fylde sit potentiale ud. Selv om hun nemt og med masser af beundring og anerkendelse kunne have ladet være.

Jakke, Birgitte Herskind, 2.399 kr. Bukser, Hope, 1.600 kr. Øreringe, Rebekka Notkin, 36.000 kr. Ringe, Rebekka Notkin, 32.000-37.500 kr. Ur, Chanel hos Klarlund, 158.000 kr. Sko, Notabene, 1.795 kr. Taske, Dahlman 1807, 3.500 kr.

LÆS OGSÅ: P Linnet: Skab dig selv, og sæt mennesket i centrum

Som 15-årig var hun allerede flere gange blevet opfordret til at blive model. Hun lod sig til sidst overtale til at tage to uger til Milano for et modelbureau.

– Jeg blev der i 10 år, griner hun i dag om de år i udlandet, hvor hun kørte med 180 i timen i en modelkarriere, der både talte shows og katalogarbejde. Et af højdepunkterne var at åbne show for Valentino.

– Hold da kæft, det gik stærkt i de år. Jeg fik det ypperste og maksimale ud af det i forhold til oplevelser. Jeg mødte en masse skøre mennesker. For mig var det naturligt bare at tage en kæmpe ja-hat på. Jesus Christ! Nogle gange kan jeg endda tænke, at det gik så stærkt, at det er godt, at jeg stadig er her, griner hun med den frihed til at nyde hvert et minde, det giver, når man er sluppet ud på den anden side af nogle vilde år – i behold.

Årene som travl model foregik dog ikke kun på catwalks og on location til skydninger. Det sidste var også lange bilture gennem gader og kvarterer i verdens afkroge, som var alt andet end glamourøse.

– Jeg kom ud i nogle hjørner af verden og har set ting, som jeg ikke ville have set uden mine år som model. Det var en speciel oplevelse at stå ude på locations med højt hår og makeup – efter at have kørt igennem steder, hvor man bare tænkte ‘okay, vi mennesker har meget forskellige liv’. Det gav mig en lyst til at hjælpe en dag, fortæller hun og røber dermed en flig af den omvæltning i hendes karriereliv, der skulle ske mange år senere.

Læste jura på hoteller

Mens den danske model hastede fra den ene opgave i den internationale modebranche til den næste, voksede et savn frem i hende.

– Jeg var godt klar over, at det her ikke var det, jeg skulle. Modebranchen er en vanvittig branche. I længden holder det ikke. Jeg manglede en del af min hjerne – den blev ikke tilfredsstillet. Jeg gjorde det godt som model og har altid haft en god næse for, hvad der er rigtigt og forkert, og det fik mig helskindet igennem modeverdenen. Men du skal simpelthen give så meget af dig selv hele tiden. Du er konstant i nye settings med nye mennesker, hvor du skal være 100 procent på, ellers skinner det igennem på billederne. Jeg havde brug for at bruge min hjerne på en anden måde også, fortæller Christine Pram.

Så hun begyndte at læse jura. Et studie på CBS var også i hendes overvejelser, men hun ville gerne kombinere modelarbejdet med en uddannelse, og på CBS var der for meget gruppearbejde til, at hun også kunne passe sine modeljob i udlandet. Så det blev jura. Som selvstudie. Ofte på hoteller. Efter lange dages skydninger.

Christine Prams karriere kørte derudad med 200 kilometer i timen. I dag arbejder hun stadig meget, bl.a. i NGO’en Tostan, og det giver mening, fordi hun selv har valgt det og været med til at bygge den danske afdeling op.

Kjole, By Malene Birger, showpiece

LÆS OGSÅ: Mette Bocks 10 leveregler

– Jeg har læst så mange jurabøger på flyture og læst til eksamen på utallige hotelværelser. Når jeg kigger tilbage, betød det nok, at jeg i de år ikke gjorde nogen af delene 100 procent, for det var der ikke tid til, men det var vigtigt for mig at få en uddannelse, fortæller hun.

Først da hun næsten var færdig med studiet, forlod hun modeljobbet. Hendes booker sagde:

– Er du sindssyg? Det er nu, det rykker.

Men hun havde oven i jurastudiet også mødt manden, der skulle blive far til hendes børn, og kun fire-fem måneder efter mødet med ham var hun gravid. En måned før fødslen flyttede de sammen i Danmark.

– Det var meget kendetegnende for det tempo, jeg havde dengang. Jeg var ikke god til at stoppe op, kan hun i dag se.

Og tempoet fortsatte i Danmark. Christine Pram fik et barn mere og blev headhuntet til et job i Codan, inden hun havde færdiggjort sit speciale. Det gjorde hun færdigt samtidig med sit første corporate-job i en forsikringsbranche, hvor hun egentlig ikke lige havde set sig selv, men jobbet og karrieremulighederne var fantastiske, så hun red med på bølgen.

Det viste sig også i den periode, at hendes ene søn led af så alvorlig astmatisk bronkitis, at han flere gange måtte med blå blink på akutmodtagelsen med blå læber og stirrende øjne, fordi slim i halsen forhindrede ham i at trække vejret. Samtidig arbejdede hendes mand 80 timer om ugen på sit arbejde og Christine fuld tid på sit eget.

Christine Pram er beviset på, at man kan ændre sit liv, hvis man vil. Men det krævede en hjernerystelse, før hun stod stille et øjeblik og tænkte over, hvad hun egentlig drømte om.

Kjole, Louis Vuitton, 12.200 kr. Støvler, Louis Vuitton, 11.300 kr. Øreringe, Louis Vuitton, 3.000 kr. pr. stk. 

LÆS OGSÅ: Sofie Lassen-Kahlke: Jeg er opmærksom på mine grænser

– Er du vimmer, det var en mundfuld, syntes jeg. Det var ikke en dans på roser hele tiden, fortæller hun om årene efter modelkarrieren, som var mindst lige så hektiske og på turbofart.

I det forløb passede hun stadig sin karriere i det private erhvervsliv og skiftede job et par gange.

Lægerne kunne intet gøre

I julen 2015 blev det travle par enige om, at de skulle skilles. En uge senere gik hun ind i lampen i Illum. Og derefter var hendes liv for altid forandret. Skilsmissen blev udsat, hun blev sygemeldt på jobbet. Men det, der for alvor ændrede

sig, var hendes indre liv. Hun havde fået en alvorlig hjernerystelse. I øvrigt ikke den første i hendes liv, men klart den værste.

Men fordi det ikke var den første, vidste hun, at det bare gjaldt om at ‘ligge den væk’, som hun selv udtrykker det.

Efter at have sundet sig i prøverummet i Illum gik hun hjem og lagde sig på sofaen. Der blev hun i første omgang i en uge. Men da det ikke blev bedre, gik hun til lægen.

– Men de kan jo ikke gøre noget, som hun siger nu.

Og læser man sig frem til, hvad man gør ved en hjernerystelse på nettets sundhedssider, så er teksten klar: En hjernerystelse opstår, når den bløde hjerne på grund af en direkte eller indirekte skade bliver rystet uhensigtsmæssigt mod kraniekassen. Mange får akutte smerter, og hos enkelte bliver det siden til kroniske smerter.

Det er vigtigt at holde sig i ro i den første tid efter en hjernerystelse. En let hjernerystelse giver lette og forbigående gener som hovedpine, kvalme, svimmelhed, nedsat koncentrationsevne og træthed. For nogle forsvinder generne efter et par dage. Andre kan have dem i uger, måneder eller kronisk. Det vil sige for altid.

Christine Pram kunne uge efter uge, måned efter måned konstatere, at hun blev ved med ikke at kunne føre en ordentlig samtale. Samtidig var hun så gennemsyret af træthed, at det kunne tage hende tre – 3! – timer at slæbe sig på toilettet og tilbage til sofaen igen.

– Jeg kunne ingenting. Jeg havde det så dårligt. Hjernerystelse er den mærkeligste størrelse. Det er lidt som at være gidsel i sin egen krop. Som om hele systemet er brudt helt sammen. Jeg kunne ikke tænke to tanker, uden at jeg blev så sindssygt træt. Eller tale. De mest banale ting kunne jeg slet ikke overskue, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Vincent Beier: Det skal være slut med 'hans' og 'hendes'

Christine Pram var blevet en af de mindst 25.000 danskere, som hvert år pådrager sig en hjernerystelse. Hun var ikke blandt de mange, der kommer sig efter relativt kort tid. Faktisk var hun en af de 10-15 procent, der aldrig kommer sig helt. Sagde hendes læger. Men. Da hun fik den besked en dag hos lægen, opdagede hun selv – måske endda til sin egen lettelse – at det ikke passede. For det måtte det ikke.

– Jeg var så fortvivlet over, at jeg ikke kom videre i min sygdom. Det skiftede hele tiden mellem, at jeg var helt opgivende og så til ikke at acceptere, hvis det ikke gik væk igen. Da lægen sad der og sagde, at han ikke kunne love mig, at jeg nogensinde kom tilbage, der tænkte jeg bare: ‘Say what? Det skal du fandeme ikke fortælle mig!’ Selvfølgelig går det væk. Det var min indre ja-hat, der røg på igen. Den har jeg på en eller anden måde altid haft med mig i mit liv, fortæller hun.

Hun gik direkte hjem fra lægen og begyndte at researche indgående på, hvad der hjalp mod hjernerystelse. Da hun tidligere i sit liv havde haft et par andre, men mildere hjernerystelser, fik hun i løbet af sin research den tanke, at hun måske havde fået rykket noget ved sit syn med sine slag mod hovedet, og at det måske var dér, hun skulle sætte ind.

– Jeg læste mig til, at man kan slå sit syn ud af kurs, når man slår hovedet. Når man så er ude på den anden side af hjernerystelsen, så går hjernen ind og kompenserer ved at bruge nogle andre muskler til at regulere synet. Men når man slår hovedet én gang til, så kan det være, at hjernen simpelthen ikke kan kompensere for det mere. Den teori gav rigtig god mening for mig, husker hun.

Derfor gik hun målrettet i gang med at genoptræne sit syn. Hun fik kontakt til nogle danske neurooptometrister, og behandlingen indbefattede både at gå hos behandlerne og selv lave daglige øvelser derhjemme med øjenmusklerne.

– Det hjalp! siger hun med samme lyd af gennembrud i stemmen, som oplevelsen må have givet hende dengang, hvor alt var sortest.

– Jeg gik fra ikke at kunne tænde en skærm uden at få kvalme til at kunne læse en hel sms, fortæller hun entusiastisk.

Jakke, Birgitte Herskind, 2.399 kr. Bukser, Hope, 1.600 kr. Øreringe, Rebekka Notkin, 36.000 kr. Ringe, Rebekka Notkin, 32.000-37.500 kr. Ur, Chanel hos Klarlund, 158.000 kr. Sko, Notabene, 1.795 kr. Taske, Dahlman 1807, 3.500 kr.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er diversitet så vigtigt?

Fordi hun gik så målrettet ind i behandlingen, ramte hun scoren for ‘normalt’ syn på rekordtid. Hun lagde også sin kost om og begyndte at meditere. Alt sammen ting, der lå langt fra hendes hidtidige fysiske liv med tennis, squash og boksetræning, men som skulle vise sig at hjælpe.

Da bedringen først kom, fortsatte den. Christine Pram fik det så godt efter et langt halvt år med endeløse tanker om meningen med livet, ønsker, drømme og livskvalitet, at hun besluttede at lægge det hele om. Livet, hverdagen, jobbet, kærligheden. Alt.

Hjernerystelsen var en gave

I dag siger hun det uden den mindste tvivl i stemmen:

– Jeg oplever forhåbentlig aldrig en hjernerystelse igen. Men jeg ville heller aldrig have været den foruden.

Christine Pram kan bedre end nogen anden selv høre, hvor underligt dét udsagn lyder. Men det er sandt.

– Det blev virkelig et vendepunkt i mit liv, konstaterer hun.

Da hun først var ude på den anden side af hjernerystelsen, besluttede hun, at hendes liv skulle ændre sig radikalt. Hun blev endelig skilt fra børnenes far. Hun sagde sit job op. Men vigtigst af alt: Hun var blevet en mester i at mærke sig selv og sine egne grænser. 

– Det var en gave. Jeg levede i overhalingsbanen og blev brat stoppet. Måske lidt for brat. Men det var sundt for mig. Hjernerystelsen gjorde, at jeg fik set mit liv i et meget klart lys. Jeg fik trukket mig tilbage og fik en indre ro. Men også en tyrkertro på mig selv. Jeg lærte at finde helt ind i kernen af mig selv.

Hvad hun fandt derinde var et ønske om at bruge mere tid på børnene. Så hun tog et år fri og fik så et job som udviklingschef i PFA. Et job i businessverdenen, godt nok – men et job, som hun stadig har i dag, og som giver hende fritid og frihed nok til, at hun kan prioritere sit job som mor de dage, hvor hun har sine drenge.

Og så gjorde hun noget helt andet. Og langt mere usædvanligt – for de fleste af os. Hun gik i gang med at hjælpe. Som hun havde lovet sig selv dengang i transit mellem fotoskydninger i verdens afkroge.

LÆS OGSÅ: 10 skæve spørgsmål til Sarah Grünewald

– Jeg vidste bare, at jeg nu skulle finde noget, som jeg kunne lægge mit hjerte i. Jeg søgte i over et år efter, hvad det skulle være. Da jeg fandt det, var jeg slet ikke i tvivl om, at det var det rigtige.

Christine Pram havde fundet den frivillige organisation Tostan, som arbejder for at motivere vestafrikanske landsbyer til at skabe bæredygtig udvikling og positiv social forandring i deres lokalsamfund. Tostan støtter landsbybeboerne i at skabe livsændrende og vedholdende resultater og spiller en afgørende rolle i at få brudt tabuer omkring ældgamle, skadelige traditioner som omskæring af kvinder og børneægteskaber.

Organisationen har bl.a. opnået at få mere end 20.000 kvinder valgt til lederstillinger i lokalsamfundet, og at mere end 4,8 millioner mennesker, der bor i over 8.400 landsbyer, har stillet sig bag afskaffelsen af kvindelig omskæring og børneægteskaber.

Christine Pram udgør sammen med tre andre danskere og nogle unge studerende, der hjælper i det daglige, den danske afdeling af NGO’en. Her arbejder de for at rejse opmærksomhed og penge til arbejdet i Afrika.

Øreringe, Rebekka Notkin, 36.000 kr.

LÆS OGSÅ: Ida Rud: Tal til dig selv som til din bedste ven

– Jeg var helt ny i det game her, da jeg startede. Det var virkelig et skifte for mig. Men det blev meget hurtigt som et lille barn for mig. Det er helt fantastisk at være en del af en proces, hvor små samfund, der intet har, ender med at blive til velfungerende byer. Vi kommer ikke bare med en pose penge og smutter igen. Vi laver varig forandring. Det er jeg vild med, fortæller Christine Pram, der selv har været i Vestafrika og besøgt de byer og kvinder, som uddanner sig og vender tilbage for at gøre noget godt for fællesskabet i deres landsbyer.

Hun fortæller entusiastisk om kvinder, hun selv har mødt i Vestafrika. Fx Mariam Bamba, som har stået for at indføre el i sin landsby ved hjælp af solceller på tagene. Muligt fordi Mariam Bamba ved hjælp af Tostan havde været på en seks måneder lang uddannelse i Indien, hvor hun lærte om elektricitet.

Mariam Bambas næste projekt er at indføre gadelamper i landsbyen, så indbyggerne kan se om natten. Og hun er kun ét eksempel blandt mange lignende.

– Da jeg så de resultater, som Tostan kunne opnå, var jeg solgt. Vi gør en forskel, slår Christine Pram fast.

Nyd livet for hulen

I dag er Christine lykkelig for sit liv. Havde hun ikke slået hovedet, var hun fortsat i hamsterhjulet og businessverdenen uden at kigge sig tilbage.

– Det kan godt være, at der var kommet noget andet og havde banket mig i hovedet senere. Men på mange måder opfatter jeg det som heldigt, at det skete så relativt tidligt i mit liv. Nogle mennesker kan leve et helt liv, inden de kommer dertil, hvor noget kommer og siger ‘stop lige op og se dig omkring – og nyd livet for hulen’.

Når hun i dag ser tilbage på dét, der stoppede hende, er der særligt ét budskab, som hun gerne vil have ud til de mange tusinde andre danskere, der som hende selv har prøvet at få en hjernerystelse, der ikke går væk efter få dage eller uger. Et budskab, som måske i endnu højere grad hører til hos deres pårørende.

– Man kan ikke se på folk, at de har en hjernerystelse, siger hun med alvor i stemmen.

– Og når man ikke kan se det, kan det være svært for omgivelserne at have respekt for det. Det er noget andet med en brækket fod. Der er heller ikke noget blod, når man får en hjernerystelse. Eller et blåt øje. Det gør det ekstremt svært for pårørende at forstå, hvordan man har det, fortæller hun.

Hun lader ikke til at være det mindste sur eller bitter på nogen i sin familie eller omgangskreds af den grund, men det er vigtigt at forstå, at folk med hjernerystelser ikke bare kan tage sig sammen.

– Til at begynde med accepterer folk, at du har det dårligt. Men når der er gået to-tre uger, begynder de at blive lidt ‘come on, helt ærligt’. Men efter to-tre uger og to-tre måneder havde jeg det akkurat lige så dårligt som på ‘day one’, understreger hun i håbet om, at der sidder nogle pårørende til folk med hjernerystelse og læser med.

Når det er sagt, er det ikke fortiden, der spøger i Christine Prams liv. Hun er blevet 1.000 gange bedre til at være i nuet. Og at vælge de ting til – og fra – som hun ikke vil bruge sit liv på nu. Det kan være alt fra de forkerte job til et kærlighedsforhold, der egentlig var skønt og dejligt med en fantastisk mand, men som hun alligevel for ganske nylig har valgt fra.

– Jeg er blevet virkelig god til at lytte til mig selv. Jeg kan ikke bare køre videre længere. Jeg har tidligere overlevet i stedet for at leve. Nu gør jeg det modsatte. Hvis jeg ikke kan være i noget 110 procent, og jeg inderst inde kan mærke i hjertekulen, at der ikke er tid til det, eller det føles forkert, er jeg ikke længere bange for at tage det svære valg, selv om jeg ved, at det kan gøre ondt. Det er stadig svært, men forskellen er, at nu gør jeg det alligevel.

LÆS OGSÅ: Når Margrethe Vestager holder fri...

Læs mere om: