Interview med Claire Foy
INTERVIEWS

Claire Foy: ‘Jeg gør, som jeg altid har gjort’

Hun kom sent i gang med skuespillet, men det har ikke været nogen hindring – tværtimod. Claire Foy vandt med rollen som dronning Elizabeth II i ‘The Crown’ både en Golden Globe og anmeldernes hjerter. Siden har der været flittigt bud efter hende, og lige nu kan hun både ses i selskab med Ryan Gosling i ‘First Man’ og som hackeren Lisbeth Salander. Men hun har også indlagt blanke huller i kalenderen, for ‘man er nødt til at leve livet lidt for at kunne være skuespiller’.

På ingen tid gik Claire Foy fra at være landskendt til at være verdenskendt, da hun tonede frem som en ung Elizabeth − først prinsesse, siden dronning − i Netflix’ storstilede dramaserie ‘The Crown’. Verden over fulgte seerne med i fortællingen om den engelske regent, og nomineringen til prestigefyldte priser regnede ned over den britiske skuespillerinde.

Sidste år forlod Claire Foy ‘The Crown’, men dette forår trak hendes medvirken i serien igen overskrifter verden over, og på ingen tid var hendes navn og ansigt igen på manges læber. Denne gang fordi det i kølvandet på MeToo-bevægelsens kamp for ligestilling og ligeløn var kommet frem, at Matt Smith fik en højere løn for sin birolle som prins Phillip, end hovedrolleindehaveren Claire Foy fik for at medvirke i samme serie. Og verden over fulgte særligt kvinder med i sagen om den britiske skuespillerinde og filmbranchens håndtering af sagen.

Sagen mundede efter ugers debat ud i en erklæring fra producer Suzanne Mackie fra Left Bank, som producerer serien for Netflix om, at ‘fremover vil ingen blive betalt mere end dronningen’. 

Selv sagde Claire Foy, at det føltes mærkeligt at være centrum for en sag, som man ikke selv har bedt om at være en del af, og til britiske medier sagde hun senere, at sagen har åbnet hendes øjne for mange ting.

— Jeg vil bestemt ikke være naiv omkring den slags ting. Det har virkelig åbnet mine øjne for, hvad jeg har ret til at have en mening om, og at jeg har ret til at stå op for for mig selv. Og jeg tror virkelig, at det har ændret min tilgang til mig selv og andre kvinder i denne her branche. Det har været en positiv ting − selv om det også har været pinligt, fortalte Claire Foy.

Claire Foy som Dronning Elizabeth i 'The Crown'.

LÆS OGSÅ: Kendte skuespillerinder, der har spillet dronninger

Overrasket berømthed

Claire Foy blev verdensberømt med ‘The Crown’. Men det var ikke gået op for den britiske skuespillerinde, hvor berømt hun rent faktisk var blevet, før hun ankom til Golden Globe-festen i 2017, hvor hun var nomineret – og vandt – for første gang. Her gik hun ned ad den røde løber i en glimtende lyserød Erdem-kjole og blev overrasket gang på gang, da berømtheder, som hun havde set op til hele livet, udtrykte deres beundring for hendes arbejde.

— Alle havde set det, siger Claire Foy med en måbende grimasse, som om hun stadig den dag i dag ikke kan forstå, at hun stod og sludrede med Stevie Wonder og John Travolta.

— Det var første gang nogensinde, jeg var til sådan en begivenhed. Første gang. Det var kun anden gang, jeg var i Los Angeles, og der var mennesker, som jeg aldrig havde mødt, som vidste, hvem jeg var. Det var meget mærkeligt. Det var mennesker, som jeg beundrer. Det skete igen til SAG Awards. Det går først rigtigt op for en, når man kommer til USA, for derhjemme går livet bare videre, men i USA er man mere synlig. Det kan selvfølgelig godt være, at det var, fordi det var til en prisuddeling, fortæller hun.

Alligevel føler Claire Foy ikke, at berømmelsen har forvandlet hende eller hendes liv.

— Det har ændret min karriere, og det har gjort en forskel, at jeg har vundet en Golden Globe. Det har fuldkommen ændret måden, folk opfatter mig på. Men jeg gør, som jeg altid har gjort, og jeg har ikke rigtigt ændret mig de seneste 10 år. Folk stoler bare mere på mig nu og giver mig mere ansvar, så det er den største ændring, siger Claire Foy.

Og hun er heller ikke blevet mere ‘kongelig’ af at spille Elizabeth II. Hun griner altid, når folk spørger hende, om det har ændret hendes opførsel privat.

— Jeg er ikke dronninge-agtig, siger Claire Foy efterfulgt af en undskyldende latter, som om hun forventer, at man gerne ville høre det modsatte.

— Men jeg lægger ofte mærke til, at min ‘holdning er frygtelig’ – jeg burde ‘sidde ordentligt’.

Fra dronning til hacker

Da IN møder Claire Foy er det langt fra både Buckingham Palace og Hollywood. Den 34-årige skuespillerinde er i Barcelona for at promovere filmen ‘The Girl in the Spider’s Web – Det der ikke slår os ihjel’, hvor hun spiller Lisbeth Salander. Den er baseret på den fjerde bog i den storsælgende Millennium-serie, men det er ikke Stieg Larsson, der har skrevet ‘Det der ikke slår os ihjel’. Efter Larssons død skrev svenske David Lagercrantz videre på historien om det umage makkerpar Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. Og nyeste kapitel i fortællingen om hackeren og journalisten er nu filmatiseret.

Claire Foy gik direkte fra rollen som dronning Elizabeth II i ‘The Crown’ − sofistikeret og en kende affekteret − til en fandenivoldsk computerspecialist, der er blevet misbrugt af flere mænd igennem livet. Lisbeth er en kvinde med mange ar på sjælen, men Claire Foy kom hurtig ind under huden på hende.

— Da jeg læste bøgerne, mærkede jeg, at hendes stemme er meget stærk, siger Claire Foy.

— Jeg følte mig meget forbundet til hende gennem bøgerne. Jeg lavede så meget research, som jeg overhovedet kunne, og jeg ved nok om at være et menneske til at forstå, hvorfor hun opfører sig, som hun gør, og hvorfor hun har svært ved at forstå andre menneskers følelser og sine egne for den sags skyld, siger hun.

Claire Foy arbejdede tæt sammen med makeupholdet for at skabe de tatoveringer, hun fik malet på kroppen til rollen som Lisbeth Salander i filmatiseringen af den fjerde bog om den svenske hacker og journalisten Mikael Blomkvist.

I Lagercrantz’ roman møder Lisbeth Salander igen Mikael Blomkvist gennem den nørdede professor Frans Balder, der er specialist i computere og kunstig intelligens. Da hans arbejde bliver hacket, vil han finde ud af, hvem der står bag, men opdager tilfældigt information, der kan bringe hans liv i fare. Mikael Blomkvist vil lave en historie om professoren, mens Lisbeth Salander også er i gang med at udforske, hvad professoren ved.

— Det sværeste for hende er menneskeligt nærvær, mener Claire Foy om Lisbeth Salander, der i romanen er plaget af traumatiske minder om sin far.

— Hun kan hacke en computer og mange andre sofistikerede ting, der kræver et stort intellekt, men hun har svært ved at have en samtale med andre mennesker. Det værste, hun ved, er, hvis nogen forventer noget af hende, for hun har aldrig haft nogen succesfulde forhold til sine medmennesker, påpeger Claire Foy.

Lisbeth Salander har intet til fælles med Elizabeth II. Men Claire Foy havde vidst gennem længere tid, at hun skulle spille den svenske computerhacker, så hun havde tænkt meget over, hvordan hun ville portrættere hende. Og da hun ankom til Berlin, hvor en del af optagelserne foregår, begyndte den fysiske transformation til et look med sort, kortklippet hår og masser af tatoveringer.

— Vi gjorde meget ud af at forstå, hvad tatoveringerne betød, siger Claire Foy, der samarbejdede med makeup-afdelingen for at skabe det helt rigtige, rå look.

— Hun gemmer sig bag dem og forsøger at gøre sig utilnærmelig, og vi skabte hver enkelt tatovering med det i baghovedet, fortæller skuespillerinden.

Claire Foy er en nydelig kvinde. Klædt i en elegant Christian Dior-skjorte med stramme sorte bukser til. Håret stadig sort og kortklippet til Salander-rollen, men frisuren er gjort mere blød.

— Der er mange af mine venner, der har tatoveringer, og jeg har altid syntes, at jeg ikke var cool nok til at få en tatovering. Men jo ældre, jeg bliver, og jo flere skrammer i livet jeg har fået, des mere tænker jeg: ‘Jeg skal have en tatovering’. Det skal være en, der minder mig om noget betydningsfuldt i mit liv. Det ville være interessant,

forklarer Claire Foy, der dog ikke følte sig fristet til at beholde Lisbeth Salanders tatoveringer.

— Jeg kunne selv skrabe dem af, hvis jeg skrabede hårdt nok.

LÆS OGSÅ: Interview med Adam Driver - Hollywoods nye helt

Sen start

Claire Foy er langt fra den socialt akavede Lisbeth Salander. Hun er den yngste af tre børn og tvang altid sin bror og søster til at spille teater. Hun er født i Manchester og boede i en lille landsby i Buckinghamshire det meste af sit liv. Hendes forældre blev skilt, da hun var 10 år, men som hun husker det, var det ikke en ulykkelig oplevelse. Hun beskriver sin familie som ‘en kæmpe irsk familie’ med masser af gang i den. Hun var selv et meget larmende, socialt og hyperaktivt barn – selv om hun også kunne være genert.

— Der var ingen skuespillere i min familie, siger Claire Foy, der først startede sin karriere som 23-årig.

— Jeg voksede op, da der stadig ikke var reality-tv eller den form for berømmelse, der udsprang fra det. Men vi var altid en virkelig stor og larmende familie. Ud over at vi legede teater derhjemme, spillede jeg aldrig rigtigt skuespil. Men vi havde masser af fester og masser af sjov, siger hun.

Claire Foy så masser af film, da hun var barn, og da hun studerede drama og film på universitetet i Liverpool, havde hun stadig ikke set skuespil som en karrieremulighed. Hun havde en idé om, at hun skulle være filmfotograf.

— Jeg troede bare, at jeg ville lave film, og det gik ret sent op for mig, at jeg ville medvirke i dem. Så jeg gik på universitetet, for det var ligesom det, man forventede, at jeg gjorde, siger Claire Foy.

Da det gik op for hende, at hun ville være skuespiller, begyndte hun på Oxford School of Drama.

— Jeg ville ikke have været moden nok til at gå på dramaskole, da jeg var 19. Men da jeg afsluttede min eksamen på universitetet, var jeg motiveret og tænkte: ‘Nu skal du bare prøve det’, fortæller hun.

Det store gennembrud kom med hovedrollen i BBC-serien ‘Little Dorrit’ i 2008, og derefter medvirkede hun i en stor Hollywood-produktion, der havde Nicolas Cage i hovedrollen. Filmen hedder ‘Season of the Witch’, og Claire Foy beskriver det som en ‘bizar’ oplevelse, bl.a. fordi der var så mange penge på spil. Selv drømmer hun ikke om kun at arbejde og bo i Hollywood.

— Det interessante for mig er de gode roller, fastslår hun.

'Season of the Witch' blev Claire Foys gennembrud i Hollywood.

Vasketøj og online-shopping

‘The Girl in the Spider’s Web – Det der ikke slår os ihjel’ er optaget i Berlin og Stockholm. Og for nylig har Claire Foy også været i Atlanta i USA for at indspille ‘First Man’ med Ryan Gosling. Men rejserne har ikke rykket ved hendes lyst til at flytte til andre hjørner af verden. Hun nyder livet i London, hvor hun bor i bydelen Wood Green − når hun altså ikke er på farten.

— Jeg har ikke rigtigt tid til at slappe af. Jeg har travlt. Sådan er det. Mit liv handler også om at ordne vasketøj og shoppe online. Jeg kan godt lide bål, når de er kontrollerede, og jeg elsker efteråret og vinter. Jeg læser en masse bøger og ser Netflix, mens jeg drikker et glas vin. Men det sker ikke så tit, at jeg har så meget ro på, at jeg kan det, fortæller hun.

Claire Foy har − som oprindeligt planlagt − sagt farvel til ‘The Crown’, og nu er det kollegaen Olivia Colman, der har overtaget rollen som den lidt ældre dronning.

— Det føles ikke underligt. Det føles som en meget smuk, dejlig ting, at en serie, som jeg elsker, og som var en kæmpe del af mit liv, fortsætter, og en utroligt dygtig skuespiller tager over. Men jeg ved ikke, om det bliver underligt, når jeg sætter mig og rent faktisk ser det, siger hun.

Claire Foy har besluttet, at der skal være lidt mere ro på i den nærmeste fremtid, og derfor har hun ikke et nyt filmprojekt i sin kalender.

— Jeg skal ikke lave noget. Jeg har brug for at få lidt ro. Jeg har brug for lige at stoppe et øjeblik. Man er nødt til at leve livet lidt for at kunne være skuespiller. Ellers har man ikke nogen historier at fortælle, siger hun.

Claire Foys blå bog

  • Claire Foy er født den 16. april 1984 i Stockport i England. Hun fik sit gennembrud med hovedrollen i BBC’s filmatisering af Charles Dickens ‘Little Dorrit’ fra 2008. Hun medvirkede også i den nye udgave af ‘Herskab og tjenestefolk’ (2010-2012) som Lady Persephone Towyn, og hun spillede Anne Boleyn – Henrik den VIII’s anden kone – i ‘Wolf Hall’.
  • Det store, internationale gennembrud kom med Netflix-serien ‘The Crown’ i rollen som dronning Elizabeth II − en præstation, hun vandt en Golden Globe for i 2017 og en Emmy tidligere i år.
  • Hun er nu aktuel som Lisbeth Salander i ‘The Girl in the Spider’s Web’ og som Neil Armstrongs hustru, Janet, i ‘First Man’.
  • Claire Foy er mor til Ivy Rose på tre år, hvis far er skuespilleren Stephen Campbell Moore, som Claire Foy var sammen med fra 2011 til 2017.

LÆS OGSÅ: Hvem bliver den næste James Bond?

Læs mere om: