INTERVIEWS

Daniel Dencik: Vi er nødt til at omtænke familiestrukturen

Daniel Dencik og Sofie Linsaa Dencik har indrettet sig efter samoanske principper i en villa i Snekkersten. Ligesom hovedpersonerne i hans nye roman, ‘Snask’, ledte de efter inspiration til et enklere og mere frit flydende liv på en ø i Stillehavet, hvor den private ejendomsret ikke findes, men hvor kaffekopper, cykler, mangofrugter, dåsetun og børn er allemandseje. Daniel skrev sin bog på stranden, mens Sofie arbejdede frivilligt på øens tandklinik. Sammen fandt de ud af, hvad det var for et liv, de egentlig ville leve.

Daniel Denciks skrivebord står i husets smukkeste rum. Det er et stort og mørkt mahognimøbel med svungne ben, på hvad der først ligner løvefødder, men ved nærmere eftersyn nok snarere tilhører en form for fabeldyr.

Bordpladen er ryddet for overflødigheder. En skrivelampe og en trearmet kandelaber af messing er, hvad der har fået lov at blive tilbage. Det ligner et perfekt stilleben over en forfatters asketiske tilbagetrækning fra familieliv, barnegråd, radioaviser og hverdag. Og det er ikke engang ren staffage. Daniel Dencik sidder rent faktisk bag mahognibordet med udsigt over søen, der grænser op til huset, når han skriver. Men han skriver også alle mulige andre steder. I køkkenet ved spisebordet efter middagen, på gulvet i stuen, før han putter sine piger. Og i sin seng i de tidlige morgentimer omgivet af en familie, der stadig sover. 

Daniel Dencik blå bog: Født i 1972 i Sverige. Han er uddannet filmklipper fra Den Danske Filmskole i 1999, men debuterede allerede under sit studie som forfatter med digtsamlingen ‘Lyn på en motorvej’. Han har siden udgivet digt- og novellesamlinger og romaner, sideløbende med at han har instrueret dokumentar- og spillefilm. Bl.a. portrætfilmen ‘Tal R: The Virgin’, som fik Robertprisen i 2014 for bedste korte dokumentar. ‘Snask’, der netop er udkommet, er hans tredje roman.

Læs også: Forfatter Elisa Lykke og andre kendte kvinder udgiver bog om kvinders lyster

Et vovet valg

Daniel Dencik og Sofie Linsaa Dencik har kun boet i huset i Snekkersten i knap et halvt år. Alligevel føles det som at træde ind over tærsklen til et forlængst etableret hjem. Her er kæmpestort, men hyggeligt. Parrets ældste datter på to år er i vuggestue. Deres lille pige på 4 måneder svæver over gulvet i en vugge fastgjort til loftet. Hun kigger op fra sin puppe af økologisk bomuld med store blå og nysgerrige øjne, mens Daniel Dencik viser rundt iført hvide sneakers og denim fra top til tå.

Sofie støder til fra overetagen. I en sort sweatshirt med guldbroderi og med et åbent og usminket ansigt. Han er 48, og hun er 38. Men de ser begge to yngre ud. På den måde kun nybagte forældre, for hvem alt er frisk og skært, kan se ungdommelige ud, selv om de i virkeligheden sikkert kan føle sig både trætte og ret gamle.

Huset i Snekkersten er 500 kvadratmeter stort og ligger på en halvanden hektar stor grund med egen sø og et kinesisk tehus med gyldne karper på taget. Det kan lige akkurat skimtes mellem havens store træer. Da de købte det, bad de Sofies søster og hendes familie om at flytte med. For at deles om regningerne og få husets fem toiletter til at give mening. Og for at udvide kernefamilien med en ekstra længe. Flere børn, flere forældre, mere liv.

Et vovet valg for en forfatter, kunne man synes.

- Jeg kunne ikke selv arbejde med små børn om benene. Men det kan Daniel godt. Når først han er i gang, kan han skrive overalt. Det er ret utroligt, siger Sofie Linsaa Dencik og fortsætter:

- Men en rodbehandling er selvfølgelig også mere permanent. Når du borer dybt, skal du være præcis. Du kan ikke gøre det om igen. Det kan du med en tekst. Du kan slette og begynde forfra.

Sofie Linsaa Dencik er uddannet tandlæge. Når hun ikke er på barsel, laver hun plastfyldninger, porcelænskroner og rodbehandlinger på en klinik i Køge. Men hun er også Daniel Denciks førstelæser.

- Man kan godt sige, at vi skiver mine bøger sammen, siger han.  

- Sofie er førstelæser, kritiker og sparringspartner. Hvis hun mister koncentrationen, ved jeg, at jeg skal gøre noget anderledes, og når hun griner, ved jeg, at jeg har fat i noget rigtigt. Når hun græder, ændrer jeg ikke et komma. Så bliver teksten hellig for mig. Jeg rører den ikke igen.

Læs også: Sara Aagaard: Det handler bare om, at have nok ting, så passer de sammen til sidst

Daniel Dencik er aktuel med romanen ‘Snask’ om det 19-årige filmtalent Alicia og den midaldrende instruktør Trevor, der rejser til Hollywood for at forvandle det intime og private til filmkunst, men ender på en strand i Stillehavet med et nyfødt barn og et åbent spørgsmål, om hvorvidt det overhovedet er ansvarligt at sætte børn i verden, når den verden muligvis er ved at forsvinde.

Ligesom med hans forrige roman ‘Nordisk vildt’ har Sofie læst med hele vejen. Det er ikke en arbejdsdeling, de har indgået efter aftale. Det er bare sådan, det er blevet.

Anklaget for overgreb

De mødte hinanden første gang til en privatfest for 11 år siden og faldt i snak, fordi Sofie er tvilling, og Daniel er far til tvillinger. Til en dreng og en pige på dengang 7 år.

Det er kun Sofie, der kan huske mødet, og det blev heller ikke til mere den aften. De forelskede sig først, da de mødtes igen fem år senere. På det tidspunkt havde Daniel mistet kontakten til sine børn og skrevet en debutroman, der handlede om tabet. Det var en sag, der blev debatteret vidt og bredt i medierne.

Tvillingernes svenske mor havde anklaget Dencik for overgreb mod børnene, og ifølge de svenske myndigheder ville børnene ikke se ham. Daniel Dencik erklærede sig uskyldig og kæmpede for at få dem tilbage.

Det lykkedes ikke. Heller ikke efter, at alle anklager mod ham frafaldt. ‘Anden person ental’ blev skrevet som en flaskepost til tvillingerne, sagde han dengang i pressen. På svensk fik bogen titlen ‘Jeg vänter i snön’.

- Jeg tror, jeg mødte Daniel på et tidspunkt, hvor han kunne begynde at se ud over tabet. Han så mig og vores forhold som en mulighed for en ny begyndelse, siger Sofie Linsaa Dencik.

I de første år rejste de på kryds og tværs af klodens breddegrader. Til Los Angeles, Peru, Myanmar og Spanien. Daniel rejste først for at skrive, og Sofie fulgte efter, når hun kunne få fri fra klinikken. Når de ikke var sammen, fortsatte de samtalerne over Skype.

- Daniel taler om sine karakterer, som om de er hans venner. Hvis jeg skal være en del af hans liv, må jeg lære dem at kende. Jeg kan ikke rigtig undgå at være en del af hans kunst. Når han skriver, er teksten hele tiden nærværende, siger Sofie Linsaa Dencik.

Sådan er det også nu, hvor de ikke længere er to, men fire. Daniel Denciks forfatterskab fylder i familielivet. Omvendt fylder familielivet også i Daniel Denciks forfatterskab.

- Min måde at gå til det på er at tænke forfatterskabet mindre romantisk. Det er et skidesjovt og på mange måder altopslugende arbejde, men det er også bare et arbejde. Der er ingen grund til, at man nødvendigvis skal gå rundt og vente alene på den her kæmpe inspiration i en eller anden form for jomfruelighed, siger han. 

- Sådan troede jeg nok, det var, da jeg begyndte. Men jeg har fundet ud af, at jeg lige så godt kan tage opvasken, som jeg kan skrive om i et kapitel. Det er lidt hip som hap. Begge dele skal gøres.

Det er en familieform og en arbejdsrytme, der tog form på den ø i Stillehavet, hvor også hovedpersonerne i ‘Snask’ rejser til i deres søgen efter alternativer til vestens kernefamilie, konforme kønsroller og klimabelastende forbrugsmønstre. Først leder Trevor og Alicia efter svar i et kvindekollektiv ved Limfjorden og siden blandt surfere i en patriarkalsk orienteret personkult på Samoas sydkyst. 

Skriverus

Daniel og Sofie rejste til Samoa, da deres ældste datter var knap et år. De slog sig ned på øens måske smukkeste strand, men også i dens måske mest uduelige hytte.

En få kvadratmeter stor  papkasse uden aircondition og med koldt vand i bruseren. Mens Sofie våndede sig over de rædderlige boligforhold og ledte efter konkylier i vandkanten sammen med deres lille datter, etablerede Daniel sig ved et skrivebord i sandet og indledte en vanvittig skriverus.

- Det stod bare ud af dig der på stranden, siger Sofie Linsaa Dencik.

- Det går næsten for hurtigt, sagde du, og så tastede du løs i tastaturet. Det var enormt sjovt at se på, og vi grinede også meget, når du læste op, fordi det, du skrev, var virkeligt sjovt og langt ude.

Og så var det alligevel heller ikke sjovere. Regnen stod ind gennem de dårligt isolerede vægge, og der var sand alle vegne. På gulvet, i sengen, mellem tænderne og i den etåriges ble. Efter 14 dages skriveraseri og 100 tætskrevne sider kunne Daniel løfte hovedet fra tastaturet og konstatere, at hans kone havde ret.

Papskuret var uegnet til familieliv. De rejste til Samoas hovedby, hvor Sofie havde googlet sig frem til en tandklinik drevet af mormoner, hvor hun kunne arbejde frivilligt, og familien kunne rykke ind i et hus under mere ordnede forhold. 

Det var her, familielivet – men også Daniel Denciks forfatterskab – begyndte at finde en ny form.

- Det føltes lidt, som om jeg før havde spillet på akustisk guitar, men nu blev der sat strøm til, siger han.Daniel Dencik skrev sin første sexscene. Kort efter mistede familien sin netforbindelse, og han følte sig sikker på, at deres udlejer – den mormonske tandlæge – have opdaget, at han i researchfasen havde søgt på “preggo porn”, og derfor nu havde nedkaldt både Guds vrede og det døde internets forbandelser over dem. 

- Det føltes ekstremt pinligt. Ikke bare at føle sig opdaget, men også at skrive de scener. Alligevel var det godt. Jeg ved, det bliver godt, det, jeg skriver, når jeg kan mærke de reaktioner. Man skal gå de steder hen, hvor der er mindst behageligt at være. Der, hvor det føles mest pinligt eller gør mest ondt.

Læs også: Mød INs nye klummeskribent, forfatter Lone Frank

Vestens allerværste vaner

Det, der gør allermest ondt, er altid til stede i Denciks bøger. I ‘Anden person ental’ kæmper en far for retten til at se sine børn, i ‘Nordisk vildt’ bliver familiens eneste søn dræbt af et vådeskud, og i ‘Snask’ leder hovedpersonen Trevor efter et søskendepar, han for mange år siden mødte og svigtede på Samoa, men som han ikke lykkes med at finde igen. 

På virkelighedens Samoa skrev Daniel videre på sin bog og passede sin datter, mens Sofie rev tænder ud på klinikken.

Samoanernes tænder adskiller sig rent anatomisk fra dans-kernes.

Deres kæbepartier er kraftigere, tænderne er større, og tandrødderne er længere. Alligevel er deres tandsæt i en langt dårligere forfatning.

- Jeg rev i snit ti tænder ud om dagen. Fordelt på voksne og børn. En dag ryddede jeg hele overmunden på en 14-årig pige. Der var intet, der kunne reddes, siger Sofie Linsaa Dencik.

- Før i tiden rensede de deres tænder med kul og spiste lokalt. Fisk, grønt og frugt. De sled på dem, men de ødelagde dem ikke. I dag spiser de sukker, junk og konserves ligesom alle os andre. Deres tandpleje er bare ikke fulgt med.

Det er, som om samoanerne, ligesom resten af verden, har overtaget alle Vestens allerværste vaner, mens Vesten ikke har gidet beskæftige sig synderligt med, om der mon kan være noget godt at lære af samoanerne. Der er ellers meget at komme efter, mener Daniel Dencik.

Den private ejendomsret findes ikke på Samoa. Den er kollektiv i begrebets videste forstand. Kaffekopper, cykler, mangofrugter, dåsetun og børn er allemandseje. 

- Når man spørger en samoaner, hvor mange børn, han har, siger han måske ‘tre-fire stykker’. Det er ikke så vigtigt. Samoanerne passer på de børn, der er omkring dem.

Man skal være blind, siger Dencik, hvis man ikke kan se en sammenhæng mellem miljøødelæggelserne og udbredelsen af den vestlige verdens kernefamilie.

- Hvis vi vil gøre noget ved verdens tilstand, er vi nødt til at omtænke familiestrukturen. Kloden kan ikke oppebære så mange bittesmå enheder, der alle vil have hele verden. ‘Snask’ handler om en verden, der ikke fungerer længere. Helt konkret i forhold til klima og strukturelt i forhold til køn, magt og identitet. Men også om, at vi har en chance for at ændre det. Jo mere vi giver slip på vores rigide normer og strukturer og åbner os for, at der er andre ligeså rigtige måder at gøre ting på, jo bedre. For vores klode, for os selv og for vores børn.

Læs også: Fran Lebowitz deler hendes ubarmhjertige mening

Drøm om at blive selvforsynende

- Vi lever jo ikke decideret samoansk, siger Sofie Linsaa Dencik, der fortæller, at de deler det enorme hus i Snekkersten med hendes søster og familie.

- Vi har en lukket dør og har brug for et privatliv, men alt er alligevel mere flydende. Der er mange flere ting, vi deler. Vores børn er del af en større familie. Selv om vores yngste datter er lillebitte, er hun allerede meget knyttet til min søster. Hun ved godt, at jeg er hendes mor, men hun kender min søsters lugt og lyd.

- På Samoa tænkte jeg meget over, at jeg gerne ville leve et mere enkelt liv, siger Daniel Dencik.

- Jeg vil gerne skrive, være mere sammen med de mennesker, jeg holder mest af og leve et liv, der ikke belaster miljøet på en idiotisk måde. Det er selvfølgelig dejligt, at der kommer en bog ud af det, som andre kan læse. Men det er ikke derfor, jeg gør det. Jeg gør det for den oplevelse, det giver mig at stå op klokken 4.00 om morgenen og skrive, mens alle andre i huset sover omkring mig.

Daniel Dencik og Sofie Linsaa Dencik har taget en lille smule af Samoa med til Snekkersten. De har indrettet sig, så der netop er plads til udvidelsen af kernefamilien og et arbejdsliv, der flyder umærkeligt sammen med familielivet.

Hvor de – i hvert fald på sigt – kan spise lokalt, præcis som samoanerne gjorde, før de overtog Vestens madvaner, og deres tænder begyndte at smuldre. De har endnu ikke fuldstændigt kortlagt nærområdets indkøbsmuligheder.

Men de ved, hvilken nabo de kan købe æg hos, og hvem der kan sælge dem en and. Det er, mener Daniel Dencik, bare et spørgsmål om tid og research, før de kan blive endnu mere selvforsynende med lokalt producerede råvarer.

Men vigtigst, måske vigtigst af alt, har de indrettet sig på en måde, hvor der også er plads til dem, der endnu ikke er her. Dem, der stadig mangler. Men som alligevel altid er til stede. Som tabte børn altid er.

Tvillingerne er teenagere nu. Det er ni år siden, Daniel Dencik har set dem:

- Jeg har to store børn, som på et eller andet tidspunkt forhåbentlig bor i et af det her store hus’ mange værelser. Jeg ved ikke, om det kommer til at ske, men jeg håber det. Og jeg gør mit bedste. De er altid velkomne, siger han.

- De har allerede en kæmpe plads.

Læs også: My Thordal og Christoffer Boe: Det er med kæmpe idealisme og store forhåbninger, at vi som mennesker går ind i parforholdet

Læs mere om: