INTERVIEWS

De fire kvinder fra filmen Undtagelsen: Det sker, når en ’pikslikker’ sidder på magten

I ‘Undtagelsen’ spiller de fire kvinder, som har mere end svært ved at opføre sig ordentligt over for hinanden. I virkelighedens verden er der grin, kærlighed og eftertænksomhed, når Sidse Babett Knudsen, Amanda Collin, Lene Maria Christensen og Danica Curcic er sammen. IN har taget skuespillerfirkløveret med på hotel til en snak om mobning, magt, selvforsvar, og hvad der egentlig sker, når en ‘pikspiller’ sidder på magten.

’Undtagelsen’ er baseret på Christian Jungersens bestsellerroman fra 2004 om fire kvinder – Malene (Amanda Collin), Iben (Danica Curcic), Annelise (Sidse Babett Knudsen) og Camilla (Lene Maria Christensen) – der arbejder sammen på det fiktive Center for Oplysning om Folkedrab. Deres forhold er præget af klikedannelse, mistro og manipulation, som begynder i det små, men siden eskalerer voldsomt. Filmen er instrueret af Jesper W. Nielsen, der tidligere har lavet bl.a. ’Okay’, ’Store planer’ og flere afsnit af bl.a. ’Borgen’, ’Greyzone’ og ’Dicte’. På rollelisten er også bl.a. Simon Sears, Magnus Krepper og Johanne Louise Schmidt. ’Undtagelsen’ får premiere 2. juli.

Hvad handler ‘Undtagelsen’ om?

Amanda: Det er et ret godt spørgsmål – jeg tør ikke at svare!

Lene Maria: Den handler om magt! Den handler vel bare om magt?

Sidse Babett: Ej, det gør den ikke, Lene Maria!

Lene Maria: Jo, det gør den edderråd’me!

Sidse Babett: Nu lukker du bare ..!

Lene Maria: Ensomhed!

Danica: Jeg synes faktisk også, den handler om usikkerhed. Og hvad man gør pga. usikkerhed.

Sidse Babett: Og så handler den om det der med, at man gør sit bedste for at forsvare sit eget lille ‘turf’, men hvor går grænsen for, hvornår man træder ind over et andet menneske, og det bliver ondt? Den handler om overlevelse og – hvad hedder det? Selvopretholdelse? Alle de her karakterer er jo jagede og plagede af noget, hvilket gør, de har et behov for at ‘være med’.

Amanda: Jeg tror, at vi fire ville have reageret anderledes i mange scener, end vi gør i filmen. Man sidder jo tit og tænker ‘hvorfor fanden?!’ I en af de første scener, hvor vi ignorerer Annelise – det udspringer jo af en usikkerhed, og at vi har behov for at føle et sammenhold. Men det kommer jo også af en usikkerhed i Annelise, at hun ikke slår i bordet.

Lene Maria: Jeg tror ikke, jeg er helt enig med dig. Jeg tror, det er svært at reagere prompte i mange af de situationer. Så går man efterfølgende hjem og tænker ‘hvad skulle jeg have gjort?’

Amanda: Man vil ikke miste det sammenhold, man har.

Lene Maria: Nej, man vil ikke give slip på det, fordi man er så frygteligt bange for at blive helt alene. Og man kan blive endnu mere alene ved at reagere og sige højt: ‘Hvorfor taler I ikke til mig?’

Amanda: Det kræver kæmpemeget mod at reagere med det samme. Man kender jo godt de der situationer, hvor øjeblikket ligesom går forbi én, og så er det for sent.

Lene Maria: Nu må I redde mig eller lade være med at skrive det i bladet, hvis det er helt latterligt, men jeg kan huske, at da jeg var lille, var jeg i cirkus, og der var en tryllekunstner, og jeg havde spottet, hvordan han gjorde. Jeg var barn, så jeg sagde det højt: ‘Det er, fordi du har den i baglommen!’ Og så blev tryllekunstneren virkelig vred! Jeg havde ødelagt det. Hans reaktion skræmte mig, så jeg i mange år ikke turde reagere på det, jeg oplevede. Sådan er det også i filmen. De fire kvinder tør ikke at reagere på det, de ser, fordi de er bange for, hvad de får tilbage.

Amanda: Jeg tror faktisk ikke, at Malene ser det …

Sidse Babett: De er jo så optagede af sig selv, at de ikke tænker på, at de andre også går rundt og spekulerer over, hvad de skulle have sagt, og hvordan de skulle have reageret.

Amanda: Malene går så nok og tænker ‘hvordan holder jeg fast, så jeg aldrig bliver alene?’

Danica: Det er ligesom i folkeskolen, ik’? ‘Hvis jeg er outsider i den her gruppe, er jeg død. Hvis jeg bliver det sorte får her, kan jeg ikke leve. Det er min eneste verden’.

Amanda: Ja! Det er frygtbaseret.

Danica: ‘Selv om jeg ved, det er galt at gå og drille og tale ned til andre, er det fint for mig, for så er jeg ‘safe’. Jeg skal i hvert fald ikke være den, der bliver peget ud’.

Sidse Babett: Lige nu synes jeg, man tænker meget over, hvad der egentlig blev af ‘common sense’? Vi har stadig mere af det i Danmark end i alle mulige andre lande, 

synes jeg. Men så snart det er væk, kan du have én idiot, der bare sidder og siger ‘bla bla bla’, og én, der prøver at holde fast i en neutral virkelighed, men de kan jo ikke kommunikere. De her kvinder i filmen er jo ikke en gruppe veninder, de går bare på arbejde sammen. Og de skal kunne tåle at være på arbejde og være sig selv. Min karakter i filmen føler, at de andre gør hende til en anden, end den, hun synes, at hun er. De gør hende så meget til en anden, at hun bliver en anden derhjemme. Hun mister sig selv.

Amanda: Men det er jo også det mest ubehagelige, man overhovedet kan være udsat for: Misforståelser. Men det sker jo desværre på mange arbejdspladser – voksenmobning foregår. Jeg kan ikke forestille mig noget værre. Det er måske også derfor, det er så spændende at være inden i Malene, for hvad er det, der trigger det? Jeg kan ikke give svaret, for når man hører om de her historier, er det jo nogle gange bare modbydeligt. Men for Malene kommer det jo af et kæmpestort sort hul af frygt for, at der aldrig er nogen, der kan lide hende. Det, synes jeg, er ret spændende.

‘Når min otteårige kommer hjem og siger ‘jeg græd i dag, mor, fordi der var en, der sagde, jeg var en fed luder’, så kan jeg kun reagere på én måde. Jeg kan ikke tage energien ud af det ord’, citat Lene Maria Christensen

Undtagelsen er en vigtig historie 

De seneste mange år har vi talt meget om #metoo og mænds magtmisbrug og macho-spil med musklerne. Nu kommer den her film om, hvordan kvinder også piller hinanden ned og nedgør hinanden. Er det en vigtig historie at fortælle?

Amanda: Det synes jeg.

Danica: Jeg har selv oplevet det med en kvindelig instruktør, men det kan jeg desværre ikke sige så meget om.

Amanda, Sidse Babett & Lene Maria: Jo, du kan!

Danica: Det var en kroatisk instruktør, og det var helt vanvittigt. Den måde, hun talte på … Det har jeg ikke oplevet så voldsomt før. Hun var Weinstein i kvindeformat.

Amanda: Pga. #metoo er man nok også mere opmærksom på magtstrukturer mellem mænd og kvinder. Jeg synes, man gennemskuer det hurtigere, hvilket er totalt fedt. Jeg elsker det! Jeg elsker at være på set med #metoo i ryggen! Man ved, at man er bakket op af en stemning af ‘det er ikke i orden’.

Har du ikke følt det før?

Amanda: Jeg har ikke lagt mærke til det, eller jeg har troet, det var fint. Jeg tør mere … Jeg tør at mene noget.

Danica: Det er også interessant i forhold til den her kvindelige instruktør, jeg arbejdede med. Det var så anderledes. Fordi der ikke lå noget seksuelt i det, hvor man hurtigt kan sige ‘hey, stop!’. Der var så mange, der bakkede op om hende og syntes, at hvor var det fedt med en stærk kvinde, og jeg blev helt usikker på, om det var mig, der var blevet helt rigid. Måske er det bare en anden arbejdsform? tænkte jeg. Måske skal jeg bare lige slappe lidt af? Hver gang jeg fik en verbal lussing, var min første tanke ‘er det sandt?’ Jeg blev i tvivl, om jeg var god nok, om det var rigtigt, det, hun sagde. Det blev sådan ‘undskyld, undskyld, undskyld’. Der er en helt anden ‘macho-isme’ i Kroatien, som var vild at opleve.

LÆS OGSÅ: Flemming Møldrups 10 leveregler

‘Jeg tror, man skal droppe illusionen om, at man kan balancere på et knivsæg. Det er lidt til den ene og den anden side. Og sikke dog et kedeligt menneske, der ville komme ud af ikke at have prøvet begge dele’, citat Sidse Babett Knudsen

Hvor er søstersolidariteten?

Sidse Babett: Det der med magtmisbrug og at tryne nogen har jo altid fundet sted, men man bliver mere chokeret, når det kommer fra en kvinde, fordi man tænker, at hun jo ved, hvordan det er. Og så bliver det lidt forvirrende nu, når det sker, for hvis det var en mand, ville der være nogen, der havde sagt noget eller i hvert fald havde man fået øjenkontakt, der signalerede, at ‘han er en gammel tyran fra en anden tid’. Når der så står en ung kvinde i pissesmart tøj og uglet hår, og hun bare er vildt meget sig selv og enormt stærk, ved man ikke, hvad man skal sige.

Amanda: Det er måske også overraskende, når det kommer fra kvinder, fordi vi har et ur-agtigt søsterskab.

Sidse Babett: Hvis en mandlig instruktør træder ind på noget med at bruge sine følelser, vil de næsten altid sige ‘… går jeg ud fra’, og at de jo aldrig har været ‘en kvinde i din situation’. Så der er ligesom en lille distance i forvejen. Hvorimod en kvindelig instruktør vil varme en op ved at være intim, og når den intimsfære så bliver brugt mod én, så gør det altså nas på en anden måde.

Amanda: Mon mænd har det på samme måde, når de bliver forrådt af en anden mand?

Sidse Babett: Det vil jeg tro!

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

‘Hver gang jeg fik en verbal lussing, var min første tanke ‘er det sandt?’ Jeg blev i tvivl, om jeg var god nok, om det var rigtigt, det, hun sagde. Det blev sådan ‘undskyld, undskyld, undskyld’, citat Danica Curcic

Sweettalk og skuffelser

Har I andre haft oplevelser, der minder om det, Danica fortæller, i jeres karrierer?

Lene Maria: Jeg har oplevet noget, men ikke i den store, grimme målestok, synes jeg. Men jeg har oplevet kvinder, som har ‘røvet’ mig på den måde, at de ikke har holdt ord. De har stået i en instruktørposition og sweettalket og kørt violiner af, og pludselig vender bøtten, og det skuffer mig måske endnu mere. Måske har jeg nogle andre forventninger til kvinder pga. – som du siger, Amanda – det søsterhood, vi burde have. Men #metoo, nej – kun i sådan nogle forsigtige, romantiske interesser, som i et andet lys kunne have lignet #metoo, men det synes jeg ikke, man kan kalde det.

Sidse Babett: For 100 år siden gav jeg et interview – det var før #metoo – hvor jeg sagde noget med, at jeg slet ikke havde prøvet, at der var en mand, der forsøgte noget seksuelt med mig. Det vildeste, jeg havde oplevet, var en instruktør, der sad med armene ned langs kroppen, helt slap, og sagde ‘jeg har bare overvejet, om vi skulle have en affære’. På den mindst erotiske måde i universet! Det var ikke rigtig farligt. Efter interviewet blev det brugt med overskriften ‘Sexchikane’. Det var jo det ord, man brugte dengang. Men jeg havde jo lige siddet og sagt, jeg ikke havde prøvet noget! Jeg tør næsten ikke sige det, for tænk, hvis den bliver hevet frem igen!

LÆS OGSÅ: Laura Dern: Frontkæmper i Hollywood

Danica, du nævnte skolen før som et sted med mobning og kliker – hvordan husker I selv jeres skoletid?

Amanda: Der var meget anti-mobning på min skole …

Danica: Der var ingen på min, overhovedet!

Amanda: Jeg tror, det kom i 6.-7. klasse, og det var megafedt, for man kunne jo godt se det. Man kunne godt se, at den dreng, der altid blev hidsig, blev drillet mere. Folk syntes, det var sjovt, at han blev rød i hovedet. Det, at vi begyndte at tale om mobning, gjorde, at man havde et sprog for det og kunne sige noget. Ikke, at jeg selv gjorde det, må jeg indrømme, men der var et rum for, at man kunne sige ‘lad lige være’ eller sige det til læreren, uden man var en sladderhank.

Sidse Babett: Selv små børn synes jo ikke, det er fedt, at der er forældre, der siger ‘nu skal vi lave en legeaftale med Emil’, fordi det er synd for Emil, at ingen gider at lege med ham. Men Emil gider det jo heller ikke. Man vil hellere ikke lege med nogen end at være et offer. Man vil kæmpe for sin værdighed. Det gør Annelise også i filmen – hun vil ikke rigtig tale om, at hun bliver mobbet.

Amanda: Vi er blevet så gode til at passe på vores egen lille enhed. Jeg oplever det på legepladsen, hvor alle forældre løber rundt og leger med hver deres eget barn. Jeg synes godt, man kunne åbne lidt op.

Danica: Det er rigtigt, det der med at passe på sig selv. Jeg føler, at vi lever meget i en offerkultur. Der skal ét forkert ord til … Vi hænger alt op på sprog, det er helt absurd.

Sidse Babett: Jeg tænker, vi skal trække den der magiske betydning ud af ordene. ‘The N-word’! Altså, hvis vi godt måtte sige det, så var det jo ikke så farligt.

Lene Maria: Men når min otteårige kommer hjem og siger ‘jeg græd i dag, mor, fordi der var en, der sagde, jeg var en fed luder’, så kan jeg kun reagere på én måde. Jeg kan ikke tage energien ud af det ord. Det er forkert. Selvfølgelig skal jeg som mor lære hende, at det ikke er hende, det handler om, men jeg kommer til kort, for han skal fandeme ikke kalde min datter for en luder!

Sidse Babett: Jeg synes, ordene har fået for meget
betydning. Det er jo ikke en særlig stor del af vores kommunikation, der er ord – det er alt det andet, der fiser rundt. Det skal vi også fokusere på. Jeg kan huske, da jeg var i England, og der var en, der sagde ‘excuse me, darling, do you have a light, please?’ og så hev han lighteren ud af hånden på mig. Og jeg kunne kun sige ‘øh, thank you’, for han havde jo sagt så mange pæne ting: ‘Excuse me’, ‘darling’ og ‘please’. Men hans opførsel var, at han flåede min lighter ud ad hænderne på mig. Jeg synes, det er svært at vide, hvad man skal stille op, når man bliver ordbombarderet. Det er jo det andet, der er det vigtigste.

Lene Maria: Det er fuldstændig det andet, der er vigtigt. Jeg er enig med dig, men jeg kommer til kort, fordi jeg tænker på min datters historie. Jeg kan sige alt muligt til hende, men jeg sidder selv fast i ‘hvad sagde han?!’ Hvad skal hun gøre? Hvad skal Annelise gøre? Hvad skal vi gøre for at ‘afmontere’ ordene? Hvordan kan man det?

Sidse Babett: Jeg tror, man skal droppe illusionen om, at man kan balancere på et knivsæg. Det er lidt til den ene og den anden side. Og sikke dog et kedeligt menneske, der ville komme ud af ikke at have prøvet begge dele. Man skal have lussinger, ellers lærer man ikke noget. Og hvordan skal man lære empati, hvis man ikke kan se, når der sker noget for en anden?

‘Pga. #metoo er man nok også mere opmærksom på magtstrukturer mellem mænd og kvinder. Jeg synes, man gennemskuer det hurtigere, hvilket er totalt fedt. Jeg elsker det! Jeg elsker at have #metoo i ryggen!’ Citat Amanda Collin

Mød også Amanda Collin, der fortæller om hvordan det var at spille "en frygtelig kvinde" i interviewet her

Trump og familien

Lene Maria: En film som den her kan hive kvinderne med ind på lussingernes holdeplads, så det ikke kun er #metoo eller mændene, der står der. Forhåbentlig! Måske var det også det, bogen gjorde, da vi læste den for 15 år siden. Pludselig blev der talt højt om noget, som er totalt ødelæggende for mennesker.

Amanda: Når verdensbilledet krakelerer på den her måde, er det jo fatalt. Det er sygemeldinger, ødelagte forhold, alt muligt forfærdeligt, fordi en eller anden – nu bruger jeg lige et folkeskoleord – pikspiller skal mobbe.

Lene Maria: Hvad for en familie er Trump egentlig vokset op i? Hvad sker der for børn, der vokser op i et hjem, hvor mennesker går ned pga. social udelukkelse og mangel på selvværd? De børn, der kigger på det – hvad for nogle mennesker bliver de?

Sidse Babett: Det føles måske meget rart at definere nogle andre som fjenden, men det gør noget dårligt for en selv. Det er lidt ligesom at tisse i bukserne … Man lider også selv, for jo flere fjender, man synes der er derude, jo mere synes man, at man skal passe på.

Se traileren på Undtagelsen her

LÆS OGSÅ: Susanne Bier: Der er noget, vi har glemt