Jeanette Aaen, Illum
Foto: Patricia Oczki
INTERVIEWS

De hiver international mode til Danmark | Jeanette Aaen, Illum

Illum fik i 2013 nye ejere, som indtil videre har investeret 500 millioner kroner i at gøre stormagasinet mere eksklusivt. Det er lykkedes, og nu ligger blandt andre Céline, Valentino og Salvatore Ferragamo side om side, og d. 10. november åbner Prada i tre etager på hjørnet ud mod Amager Torv. Jeanette Aaen står i spidsen for det hele.

Jeanette Aaen hiver de internationale modehuse til Illum

Illum fik i 2013 nye ejere, som indtil videre har investeret 500 millioner kroner i at gøre stormagasinet mere eksklusivt. Det er lykkedes, og nu ligger blandt andre Céline, Valentino og Salvatore Ferragamo side om side, og snart åbner Prada. Jeanette Aaen står i spidsen for det hele.

Illum er blevet et helt andet stormagasin, end det var før. Hvad er det for en rejse, huset har været på?
- De nye ejere har skudt en masse penge i huset, så det kunne få en renovering og en ombygning fra kælder til kvist, og vi er stadig i gang. Vi har hyret de bedste arkitekter til at lave de forskellige etager, fx har Armanis foretrukne arkitekt lavet accessories-afdelingen i stueetagen. Det er vores plan at gøre Illum til et superlækkert oplevelseshus, der rækker ud over bare at være varer. Det er derfor, vi blandt andet har lagt en række forskellige lækre restauranter på øverste etage og er i gang med at lave kælderen om til et koncept, der hedder Eataly, hvor du både kan købe ind, nyde gastronomi og gå på madlavningskurser.

Du har beskrevet jobbet som dit drømmejob. Hvorfor det?
- Det er da spændende at få lov til at tage på den her rejse, arbejde med en masse mennesker, der brænder for deres job, og være med til at udvikle de koncepter, der skal gøre Illum til det her oplevelseshus, hvor man kommer for at shoppe, men også for at høre koncerter eller se udstillinger.

LÆS OGSÅ: Det sker i Illum | Glæd dig til Prada, italienske madspecialiteter, pels og meget mere

Og du interesserer dig også for mode?
- Jeg brænder for mode. Jeg har næsten altid arbejdet i modebranchen. Det kommer af en naturlig interesse for, hvad der rører sig. På mode-, kunst- og kulturscenen og i arkitekturen. Det er også det, jeg prøver at forankre i Illum.

København har de seneste år tiltrukket mange af de store modehuse. Hvorfor sker det lige nu?
- Det har tidligere været svært at tiltrække de store modehuse, fordi København er et lille marked i forhold til at skulle åbne en butik i fx Shanghai. Jeg er meget fast i troen på, at Illum har sat en agenda nu, som har sat København på kortet som en modeby. Vi har tilføjet 200 mærker til Illum på godt et år og er kommet på rejsemagasinet Travel + Leisures liste over de 15 mest spektakulære stormagasiner i verden, og når først man har tiltrukket ét modehus og er på den liste, begynder de andre at tænke ‘hov, hvorfor er vi ikke der?’.

Hvorfor er der brug for et eksklusivt stormagasin i Danmark?
- Danmark er en modenation. Mode er en af vores største eksportvarer, og den er vigtig for vores selvforståelse, ligesom det at vi selv laver musik, film og andet kulturelt er det. Vi har bare været vant til at orientere os om moden, når vi har rejst til udlandet. Vi har altid købt de her eksklusive designvarer, men i London og Paris.

LÆS OGSÅ: Interview med Kirsten Kjær Weis: ’Da jeg skabte Kjær Weis, var det for at slå to verdener sammen’

Læs mere om: