INTERVIEWS

Derfor er reality-tv og lockdown psykologisk meget ens

Når samfundet lukker, og vores hverdag bliver taget fra os, bliver vores indre liv forstørret. Lige præcis det greb har realitygenren i årevis brugt for at skabe mere drama for åben skærm.

Livet i en parallelverden

Når deltagerne på Danmarks mest populære realityprogram, ‘Paradise Hotel’, dukker op i Mexico, ser de frem til fest, intriger og – ikke mindst – seks ugers totalisolation i en lille bitte social boble. På første dag får de frataget deres telefoner og bliver rådet til ikke at snakke for meget om verdenen udenfor.

I takt med at hotellet bliver deres eneste sociale realitet, begynder deltagerne at have skænderier, breakdowns og forelskelser i turbotempo: Følelser, der ender med at bære hele programmet som en selvskrivende soap. Voila! Guf for producere og seere.

Livet i et realityhus bliver tit beskrevet af deltagere som en underlig parallelverden, hvor dagene ligner hinanden, og tiden strækker sig, til den holder op med at give mening. Som da Amber fra ‘Love Island UK’ sagde: “I love you” til Greg, efter de havde kendt hinanden i fire dage og hurtigt tilføjede: “Jeg ved godt, det er tidligt … men fire dage herinde føles som en livstid i den virkelige verden.”

Oven på et års ‘Groundhog Day’-agtig lockdown kan denne skribent kun sige: “Same, girl.”

Læs også: 6 film og tv-serier du skal se i marts

Størstedelen af det sidste år har vi tilbragt i en krisesituation. Som en steppebrand hærgede Covid-19, og dramaet i form af død, økonomisk krise, nedlukninger og pressemøder ville ingen ende tage. En inkompetent orangutang med en dårlige toupé, eksrealitystjerne Donald Trump, stod endda ved roret, og vi så os omkring efter beviserne for, at det her var virkelighed, at vi ikke var fanget i et afsnit ‘Black Mirror’.

Men samtidig – og dette har været Covids store paradoks – har de fleste af os tilbragt snart et år i stilstand i form af lockdown. Mens orkanen af en virus hærgede udenfor, gik de fleste af os rundt indenfor. Og mens verden blev mindre, blev vores følelser større: Mange af os blev nogle dramaqueens.

Den gode nyhed er, at det ikke er din egen skyld.

Læs også: Mette Østergaard: Du kan ikke lede andre, uden at give noget af dig selv

Ensomhed og rastløshed

At sørge for isolation og kedsomhed til et patologisk punkt, der resulterer i hyperemotionalitet, er en velkendt taktik i realityverdenen.

Der var mange, der overraskede sig selv ved at blive ekstremt emotionelle af lockdown. Min redaktør sammenlignede sig selv med “en mør bønne i et porøst lille følelsesboblebad” i telefonen. Jeg nikkede genkendende i den anden ende af røret, iført nattøj og imens tårerne fra at have set tv-serien ‘Soul’ tørrede på mine kinder. De små ting bliver højnede, når støjen fra den travle hverdag pludselig suges ud.

De udbredte følelsesmæssige konsekvenser af en nedlukning er veldokumenterede. Organisationer med fokus på psykisk helbred som Happiful i Storbritannien og Active Minds i USA har alle set en mærkbar stigning i opkald fra gamle og nye patienter. Undersøgelser viser, at næsten 50 procent oplever, at deres mentale helbred er blevet negativt påvirket af lockdown.

Ensomhed, rastløshed og eksistentiel utilpashed blev almindelige talepunkter. Folk fandt sammen og gik fra hinanden, som var det verdens ende, mens det storhittende Netflix-program ‘Love is blind’ blev singlernes symbol på en masse uforløst distancedating.

Læs også: Disse 5 serier på Netflix skuffer mest

Omvendt var der mange, der oplevede et nærvær og en kreativitet, de havde savnet i den travle hverdag. Folk begyndte at hækle. Personligt var jeg ufrivilligt hægtet fast på en emotionel rutsjebane med flere loops og bakker end Dæmonen i Tivoli.

Den ene dag græd jeg over en husplantes utilsigtede død (det var en pilea) den næste af lykke over min roommates generøsitet (hun havde lavet lasagne). 

Perfekt cocktail til drama

Hvis man lukker folk inde, giver dem mad, drikke og søvn, så deres grundlæggende behov er opfyldt, og sørger for, at de får så lidt udefrakommende stimuli som overhovedet muligt, vil deres følelsesliv hurtigt vokse, og netop denne effekt har man i realityverdenen været bevidst om i årtier. Man kunne endda kalde det selve grundstenen i genrens fødsel.

- På tegnebrætsstadiet til den allerførste britiske Big Brother-sæson kiggede tilrettelæggerne på en del psykologisk research for at finde ud af, hvad der ville virke på deltagerne og være godt tv for seerne, fortæller John Corner, antropolog ved Leeds universitet og ekspert i reality.

- Især var de optaget af den slags isolations-research foretaget af psykologer for hæren og for NASA, der undersøgte, hvordan soldater og astronauter reagerer i pressede og isolerede situationer. Det blev hurtigt klart, at ekstrem isolation kombineret med psykosociale udfordringer var en perfekt cocktail til at sikre sig drama.

Og således blev alles yndlings “elsker-at-hade”-genre til. For det virkede.

- Isolationen banede vejen for, at folks følelser – snarere end en forudbestemt handling – kunne blive primus motor for programmet, fortæller antropologen.

Deltagerne begyndte at skændes og forelske sig og græde i en grad, der ville være absurd, var det fundet sted i den “virkelige verden”.

Idiotsikkert tv

Selv om isolation eksplicit er præmissen for den kækt opkaldte DR3 serie ‘Alene sammen’, hvor to unge singler flytter alene ud på en øde ø og på 10 dage oplever flere op- og nedture, end et ægtepar gør på en livstid, er den også implicit præmissen for stort set alle de realityprogrammer, vi kender. Fra ‘Ex on the Beach’ til ‘Love Island’ og ‘Singletown’. Det er så godt som idiotsikker tv, når folk er lukket inde, for deres følelser bliver lukket ud.

- På det punkt er reality-tv og lockdown psykologisk meget ens, vurderer professor Corner.

Tilsæt en sund dosis kedsomhed og små følelser, der normalt ville give minimalt drama – som min sorg over den pilea.

- Snart kunne et lillebitte event, som at nogen havde stjålet en andens toast, strække sig til et drama i græske proportioner, der kunne vare i flere dage, fortæller John Corner om den første, banebrydende sæson Big Brother.

- Deltagerne fik et ekstremt fokus på livets små begivenheder. Formatet gav helt unikt seerne lov til at udforske et ægte, detaljeret følelsesliv.

I det såkaldte ’diary room’ kunne deltagerne ‘privat’ fortælle om det, de havde oplevet den dag, så følelserne, store og små, blev skåret ud i pap.

- I et fængsel tilstår folk deres forbrydelser. På Big Brother tilstod de deres inderste følelser, siger han.

- Det var sådan set lige meget, om de var banale, så længe de var ægte.

Læs også: Ny stjernespækket film, giver os lyst til at rykke endnu tættere på skærmen

Bånd for livet

Men denne grad af introspektion var for nogle af deltagerne usund. Den ekstreme isolation ledte ofte til “vrede, frustration og magtesløshed,” observerede kritikerne, også Corner. Kritikken ramlede da også ned over de første par sæsoner, som forargede aviser kaldte alt fra et “audiovisuelt Auschwitz” til et “inhumant lortebur”.

Siden dulmede seernes forargelse, og vi blev vant til det navlepillende tv i bedste sendetid. John Corner forklarer det med, at “der indimellem var gode ting. Der blev ofte vist en stor grad af samarbejde og menneskelig empati blandt deltagerne. De knyttede bånd for livet, bundet af deres unikke oplevelse.”

Når man spørger antropologen, hvad man kan lære af de deltagere, der klarede sig bedst under omstændighederne, svarer han:

- Det var helt klart dem, der vekslede mellem nogle gange at aflade deres følelser på dramatisk vis i ‘the diary room’ og andre gange hæve sig over dramaet.

Altså dem, der godt kunne se, at de blev for vrede over den metaforiske toast og kom videre.

Dem, der fandt en balance mellem at nyde tiden til reflek-sion og at distrahere sig selv med de simple fornøjelser, der nu engang var til rådighed.

Dem, der holdt fast i en virkelighedssans en viden om, at der også ville være en tid efter, at indespærringen var slut.

Læs også: Alt du skal vide om ’The Handmaid’s Tale’ sæson 4

Forsøg med isolation

I militære sammenhænge kan det være et spørgsmål om liv og død, hvorvidt en gruppe kan samarbejde i en isoleret, presset situation. Efter 2. verdenskrig begyndte det amerikanske militær for alvor at studere teamwork og problemløsning, og det blev tydeligt, at et klart hierarki blandt udsendte var nøglen til at klare sig gennem pressede situationer. Big Brother-teamet castede deres stjerner modsat: Fuld af alfaer, så ingen klar leder ville opstå.

NASA har studeret isolation for bedst at forberede deres astronauter på rumskibets afsideshed og fundet frem til, at det er vigtigt at træne folk i konflikthåndtering, meditationsteknikker og stressreduktion; heller ikke en prioritet på et reality-set.

Det berygtede (og nu stærkt kritiserede) Stanford fængselseksperiment blev også diskuteret af Big Brother-producenterne (det rygtedes endda, at Philip Zimbardo, eksperimentets leder, var konsulent på programmet, men dette er ikke bekræftet).  Deltagere i eksperimentet blev delt tilfældigt op i fanger og vagter. Efter kort tid havde “vagterne” levet sig totalt ind i deres roller og var begyndt at udøve vold og psykologisk afpresning på deres “fanger”.

Eksperimentet hævdede at bevise, at når mennesker er indespærret og får udleveret roller, tager de dem meget seriøst og glemmer, at de ikke er virkelige. Det her sker også tit i realityprogrammer, hvor nogen får en magt, de kan bruge til f.eks. at vælge en anden deltager, der skal sendes hjem.

Læs også: My Thordal og Christoffer Boe: Det er med kæmpe idealisme og så store forhåbninger, at vi som mennesker går ind i parforholdet

Læs mere om: