INTERVIEWS

Designer Dea Kudibal: Jeg har altid haft store ambitioner

Designer Dea Kudibal står ikke stille. Uanset om det handler om familien, forretningen eller forventningerne til et liv, der skal leves fuldt og godt.

Dea Kudibal har ’det’

Der er nogle mennesker, der har det. Tilstedeværelse. Energi. Overbevisning. Den faste stemmeføring og det stålsatte blik, man får, når man er vokset op under trygge og gode kår og med selvsikkerhed kan sige, at man også selv har skabt en succes. Dea Kudibal er et af de mennesker. Designer, forretningskvinde, mor, ægtefælle, verdensborger. På en og samme tid ukueligt insisterende i sine ambitioner, men også forfriskende stålsat på evig lærdom og retten til at begå fejl. En del af en dansk modebranche, men mere med blikket på den anden side af landets grænser end det velkendte herhjemme. I gang med at bygge base, men aldrig stillestående

LÆS OGSÅ: Yvonne Koné: jeg er ikke i tvivl, om jeg kan, jeg er i tvivl, om jeg vil 

Ulastelig er måske det ord, der bedst beskriver Dea Kudibal. Fra den farverige, blomstrede silkeskjorte til det velplejede hår, fra manicuren til den diskrete, perfekt siddende makeup, hvor læberne lige får et hurtigt touch-up under samtalen (først lidt pomade, så en diskret gloss fra Chanel).

Historien om Dea Kudibal…

er multifacetteret og foregår over hele verden – fra det kommunistiske Østeuropa over Australien og videre til London. Fra aristokratiske baller på tyske slotte til beslutningen om at rykke familien til Shanghai. Den starter i Prag, hvor Dea Kudibals forældre mødte hinanden. Faderen, der er dansk, var på ferie. Moderen, der er tjekkisk-ungarsk, var hjemme i det dengang kommunistiske land efter at være opvokset i Australien.

– Min mors familie flygtede under det kommunistiske styre. De havde under 24 timer til at komme ud af landet, og der var to både lagt til kaj. De valgte den ene og endte i Australien. Havde de valgt den anden, var de røget til USA, forklarer hun og sætter anslaget til en familiefortælling, som hun på mange måder er en helt konkret kondensering af.

Mange år senere savnede Dea Kudibals mormor dog hjemlandet så meget, at hun og datteren tog retur mod Prag. Og her mødte Dea Kudibals mor en dansk mand, der var sød.

– Og så skulle hun faktisk flytte til London, men tog lige et smut forbi København først for at besøge ham … Og så kom hun aldrig videre, griner hun. Moderen var en kreativ sjæl, og faderen er forretningsmand – og de to aspekter har været afgørende, for kombinationen af dem er helt grundlæggende for det brand og den virksomhed, der bærer Dea Kudibals navn.

LÆS OGSÅ: Anine Bing: hvis det føles rigtig, så gør det 

I lære hos de bedste

Dea Kudibal elskede fra en tidlig alder at sy og lave tøj. I en ligeså tidlig alder kom hendes ambitioner og hendes ukuelige drive også til udtryk. Hun skabte sig sin egen vej frem og kom i lære hos nogle af de bedste i landet.

– Da jeg var en 13-14 år, fik jeg på en eller anden måde fedtet mig ind til et Erik Mortensen-modeshow. Tilstede var også legenden Preben Birck, som jeg tryglede om at tage mig i lære. Det ville han ikke, siger Kudibal med et smil om en af dansk histories største modeskabere – manden, der blev kendt som et af de tre B’er i selskab med ikonerne Holger Blom og Uffe Brydegaard, som tilsammen tegnede dansk couture og skrædderi i årtier.

Men Dea Kudibals insisterende teenage-tilstedeværelse fik alligevel lokket Birck til at indvilge i at hjælpe – ved at give den unge pige nummeret til Gudrun Gottlieb, måske landets dygtigste skrædder, der var i stald hos Gladsaxe Teater og var kendt for sin tekniske snilde og uforlignelige konstruktioner.

Dea Kudibal ringede. Spurgte om en læreplads. Fik nej. Ringede igen. Insisterede. Fik nej. Men efter 14 dage var der hul igennem. Og hun fik lov til at lære af mesteren.

– Men jeg var jo superung, så det var med at gå til hånde og så lære hjemme hos hende privat, hvor jeg fik lov til at se på og blev sat ind i teknik og konstruktion og lærte alt fra bunden. Hun var klar tilhænger af, at man skal kravle, før man kan gå. Hun var striks, men lærte mig op fra bunden, fortæller Dea Kudibal og beskriver årerne som formative.

LÆS OGSÅ: Baum und Pferdgarten: 20 års samarbejde med op- og nedture

– Jeg lærte stille og roligt, og det var en fantastisk tid på Gladsaxe Teater. Alle de store var der. Jean Voigt opsatte ‘Aladdin’ med fantastiske kostumer, og det var så lærerigt. Og så så de vist, at jeg havde et øje for købmandsskab, når der skulle indkøbes til kostumerne, så det fik jeg i en meget ung alder lov til at gøre.

Derfra gik det over en skrædderuddannelse til en bachelor i Fashion Management på London College of Fashion i den britiske hovedstad, hvor Dea Kudibal havde base i nogle år ‘og også lærte at feste’, som hun siger med et højt grin. Fra London gik turen med en kæreste til Tyskland, hvor de hurtigt fandt sig en god omgangskreds og begik sig på nogle af de baller, som de gamle tyske familier stadig holder. Dea Kudibal havde ikke råd til store skrud hver gang, så i stedet syede hun tørklæder og sjaler af antikke tekstiler, som hun fandt på auktion. De blev bemærket. Og derfra faldt det slag i slag med at lave dem til andre, sy op i små oplag og sælge til nogle af de lækreste forretninger. Men det gik ikke. Med kæresten, i hvert fald.

– Jeg fandt ud af, at det ikke var ham. Så jeg flyttede hjem til København og boede i min fars gæsteværelse. Og fortsatte med at lave tørklæder, men i nye materialer. Efter en uge sagde min far, at jeg skulle finde mit eget og komme i gang. Så det gjorde jeg.

LÆS OGSÅ: Helena Christensen & Camilla Stærk: kom helt tæt på et inspirerende venskab 

Man må godt have det godt

Basen var der altså – kreativiteten fra moderen, designforståelsen fra uddannelsen og oplæringen. Købmandsskabet kommer fra faderen. For da butikkerne begyndte at få øjnene op for de farverige tørklæder og efterspørge kjoler og skjorter, tog de sammen en beslutning. En investor måtte på, og Dea Kudibals far rykkede hurtigt og præsenterede hende for sin nye nabo, Henning Jacob Larsen, som sammen med sin ekskone Mia Bjerggaard Larsen stadig udgør forretningspartnerne i Dea Kudibal.

Dea Kudibal tog tidligt en beslutning om, at hun ville noget. Med sit liv, sin kunnen, sin forretning.

– Det var fantastisk at få en investor på og se virksomheden vokse stille og roligt. At udvikle og skabe kollektioner og skjorter i den silke, der havde gjort vores tørklæder populære. Tørklæderne i sig selv var ikke nok, hvis vi virkelig skulle vokse. I dag udgør de stadig en kerne, men en lille del af vores brand, fortæller hun og understreger samtidig, at barren fra start er blevet sat højt.

– Jeg vil hellere eje 50 pct. af noget stort end sidde alene med 100 pct. af noget småt. Så enkelt er det, siger hun med den stålfasthed, som man løbende fornemmer.

Udenlandseventyr

For Dea Kudibal vil have det godt. Og det koster. Både tid, mennesker og penge.

Derfor har hun ‘et dreamteam’, som hun kalder de ca. 15 ansatte kvinder i virksomheden. Og en mand, som hun er ved at indrette hus med, efter de over det seneste år har bygget det om efter drømmevisionen. Det er resultatet af et udlandseventyr, der førte Kudibal-familien til Shanghai. Sådan lidt spontant og for at se, om man kunne skabe en forretning i Kina. Det kunne hun.

– Jeg fik bare sådan en wow-følelse, første gang jeg var i Shanghai. Og sagde til min mand, at der skulle vi flytte ud. Så det gjorde vi. Med barn og et par store kufferter og en uge på hotel, indtil vi fandt en lejlighed. Og så var vi der i fire år og byggede forretningen op, forklarer hun om det forretningseventyr, der både bød på butikker i millionbyen, men især også vækstede gennem den helt personlige tilstedeværelse.

– Altså, du må godt kalde det Tupperware-party, siger hun med et skævt smil. – For jeg havde en veninde fra USA, og hun ville gerne vise tøjet til nogle veninder. Og en veninde fra Kina, som ville det samme. Og en veninde fra Peru, som ville det samme. Og sådan spredte det sig til nogle af de sejeste damer i byen, siger hun om det, der nu kører som en stabil og selvstændig kinesisk forretning, som hun, hendes mand eller Henning Jacob Larsen besøger hver anden måned.

– Og nu har vi været hjemme igen i to år. Fordi vores søn, Ferdinand, er ældre, og vi gerne vil skabe en base. Jeg har altid haft en udlandslængsel. Min mor var rodløs, fordi hun flygtede og aldrig rigtig havde en base. Vi vil gerne skabe noget sikkert for vores søn, forklarer hun om det liv, hun er ved at bygge med manden, der i parentes bemærket er vokset op 10 minutter fra Dea Kudibal.

– Den rejse er vi på nu. Næste skridt. Det føles vildt, men enormt betryggende. Nu er jeg 45 og er først nu ved at lave base. Jeg gik på Holte Gymnasium fra 1. klasse til 3.g. Hele min skolegang. Og jeg har stadig mine veninder fra dengang. Den slags opvækst og stabilitet vil jeg gerne give videre til Ferdinand.  

LÆS OGSÅ: Victoria Beckham: Kvinden, der gjorde det umulige