INTERVIEWS

Eksklusivt interview: Isabella Rossellini

Mange kvinder følte sig på fornavn med Isabella Rossellini i 1980’erne, hvor hendes æteriske skønhed fik os til at købe cremer og parfumer – lige indtil hun blev erklæret ‘40 og færdig’ og fjernet fra reklamerne. Siden har hun skabt sig en karriere som skuespiller, men til alles overraskelse – også sin egen – er hun tilbage i skønhedsbranchen i en alder af 63 år. Her fortæller hun eksklusivt i IN om selvværd og skønhedsidealer, botox og balkjoler uden ærmer, og se billederne fra hendes liv som model, skuespiller og ikon.

Isabella Rossellini: Blå bog

  • Født den 18. juni 1952 i Rom som datter af den svenske skuespiller Ingrid Bergman og den italienske filminstruktør Roberto Rossellini.
  • Hun er opvokset i Italien og Frankrig, men bor nu i USA med dobbelt statsborgerskab.
  • Gift med filminstruktør Martin Scorsese i 1979-82 og it-design­manager Jonathan Wiedemann i 1983-86 og har desuden dannet par med filminstruktør David Lynch, skuespiller Gary Oldman og teaterinstruktør Gregory Mosher.
  • Hun har to børn, Elettra på 33 år og Roberto på 23 år.
  • Hendes seneste film er ‘Joy’, hvor hun har en birolle som Robert de Niros kæreste. Du kan se billeder fra denne film og meget mere i galleriet nederst i artiklen.

 

Isabella Rossellini har ikke ændret noget på sig selv. Hun ligner det, hun er. En kvinde på 63 år med livets fortælling i sin fine ansigtshud, visdom i øjnene og sikkerhed i stemmen. Stadig med den charmerende europæiske accent oven i det engelske. Og dog. Da hun smiler og ler – og det gør hun mange gange – kan jeg se, at det lille hak af fortanden, som var en stor del af hendes ufuldkomne image i de 14 år, mange af os følte, vi var på fornavn med hende som model og talskvinde for Lancôme, er blevet repareret. Hun fik skaden som barn, da hendes lillebror kastede en telefon efter hende, men hun beholdt den i voksenlivet, som den var, fordi hun syntes, det var en del af hendes personlighed. Indtil nu, hvor tanden er hel.

Men, at hun stadig tror på naturlig skønhed længst muligt, lægger hun ikke skjul på i det interview, som IN har fået helt eksklusivt, da vi møder hende i Paris. Og der er ikke blevet mindre af personligheden med tiden. Til hele verdens overraskelse, også sin egen, er Isabella Rossellini tilbage i folden hos Lancôme, mere end 20 år efter det franske kosmetikfirma fyrede hende med begrundelsen, at hun i en alder af 42 var for gammel til at gøre reklame for produkter til sin egen aldersgruppe. Så nu sidder vi i et hvidmalet herskabsværelse med et enkelt lærredspanel for vinduet til at filtrere det skarpe sollys fra den mondæne Avenue Hoche for at snakke om netop det.

Hun ser godt ud i sin voksne stil med kort page, mørkerøde læber og treradet perlekrans til at lyse op mod ansigtet fra en marineblå, kimonoagtig, lang kjole med flade Aquazzura-snøreballerinaer til. På de pressefotos, som jeg har fået lov til at se forinden, er der selvfølgelig glamourlys og godt med makeup på, men de rynker, som alderen og livet har givet hende omkring øjnene samt på kinder og hals, er ikke fjernet. Hun kan stadig lave et godt billede, så det er naturligt at spørge, hvad brandet vil med hende igen? Er der en speciel kampagne, en duft, et særligt produkt, hun skal lægge ansigt til?

– Vi er i startfasen. Jeg har lavet en pr-præsentation, og nu taler jeg med jer journalister, så må vi se, hvad det udvikler sig til, svarer hun lidt kryptisk, men tilføjer, at hendes første aftale med Lancôme dengang kun var på to år, og de forlængede så igen og igen kontrakten til i alt 14 år.

LÆS OGSÅ: Isabella Rossellini har været på forsiden af IN, se hvilke andre kendisser, der ellers har prydet INs forside

Vigtigt for kvinders frigørelse

Dagen før har vi journalister set de skønneste fotostater af Isabella Rossellini og de andre kvinder i Lancôme-familien – Penélope Cruz, Julia Roberts, Kate Winslet, Lily Collins og Lupita Nyong’o – som kunne ligne en image-kampagne, og som om hun var tankelæser, tilføjer Isabella Rossellini:

– Jeg var da overvældet over at blive inviteret tilbage. Det tidligere samarbejde har haft så stor betydning for mit liv, og selv om jeg ved, at beslutningen skal ses i en større sammenhæng, ser jeg det som en stærk indikation af Lancômes ønske om inkludering og dermed endnu et vigtigt skridt for kvinders frigørelse.

Man kan næsten høre mellem linjerne, at hun er yderst tilfreds med den udskiftning, der er sket på direktørgangen i den mellemliggende tid, for hun understreger flere gange i samtalen, at det er kvindelige ledere, som vi kan takke for den generelle udvikling i mode- og skønhedsbranchen, hvor der er kommet mere fokus på mangfoldighed.

– Jeg synes, det er dejligt, når så indflydelsesrigt et kosmetikfirma viser ansigter i forskellige aldre og hudtoner i stedet for at blive ved med at nære den uopnåelige drøm, som giver mange kvinder mindreværd ved at pådutte dem meget begrænsede standarder for skønhed. Som for eksempel at de skal være unge, blonde, 1,80 meter høje og veje 58 kilo for at være ‘rigtige’. Derfor er det forfriskende, at en smuk kvinde som Lupita Nyong’o, som har utrolig stil og elegance, medvirker i en stor reklamekampagne, og ved at hyre mig på 63 år – og jeg ligner én på 63! – sender de en anden slags signal om, at mangfoldighed er smukt, siger Isabella Rossellini.

Ingen bitterhed at spore

Det gav ellers genlyd i verdenspressen, da hun som en af branchens mest kendte og feterede modeller blev løst fra sin kontrakt, fordi hun var for gammel. I et interview med Vogue har hun for nylig fortalt, at hun havde det på fornemmelsen, allerede da hun fyldte 40 år, hvor Lancôme sendte så mange blomster, at hendes hjem lignede en begravelse. ‘Da vidste jeg, at jeg var ‘død’!,’ sagde hun.

Se billeder fra Isabella Rossellinis liv som model, skuespiller og ikon nederst i artiklen

Men hun holdt et par år mere, ikke mindst fordi hun havde været med til at gøre duften Trésor så populær og nærmest identisk med hende. Vi stiller det uundgåelige spørgsmål, om hun har følt sig bitter over at blive fyret i begyndelsen af 40’erne. Hun giver ikke et entydigt ja- eller nej-svar:

– Den mellemliggende tid har givet mig mange andre muligheder, og de kunne have taget en anden nogle-og-60-årig, men de synes, at jeg er en del af historien. Jeg er kun glad for at kunne arbejde med nye generationer af kvinder, som forstår at udvide kommunikationen til andre kvinder: At skønhed og pleje ikke kun handler om at gøre sig lækker for en mand og forføre ham, men at vi også gør det for vores egen fornøjelse. Det, synes jeg, er en vigtig udvikling, forklarer Isabella Rossellini.

Den kompromisløse mor

Hun har ikke sine kompromisløse holdninger fra fremmede. Hun fortæller gerne historien om sin berømte mors, den svenske filmstjerne Ingrid Bergman, første møde med Hollywood, som ville amerikanisere hendes navn, ændre hendes hårfarve, plukke hendes øjenbryn og rette hendes tænder.

– Min mor svarede: ‘Mit navn er Ingrid Bergman, og hvis I ikke kan lide mig, som jeg er, tager jeg tilbage til Sverige!’. Den magtfulde producer David Selznick var forbløffet over hendes holdning, vendte på en tallerken og proklamerede, at han intet ville ændre ved hende, hun skulle være verdens første naturlige skuespiller, fortæller Isabella Rossellini og smiler.

Hun har helt klart også fået mange gode gener fra sin mor, selv om hun blev mørk efter sin italienske far, og talentet som skuespiller er uomtvisteligt, har hun senere bevist, men hun startede sit voksenliv som model, fordi hun netop var bange for at blive sammenlignet med sine berømte forældre. En barndom omringet af paparazzifotografer havde også en vis indflydelse på fravalget, og alligevel flirtede hun med ideen om at blive journalist, men det blev mest til oversættelser og lidt reportage for den italienske RAI-kanal, indtil stjernefotografen Bruce Weber tog et forsidebillede af hende som 28-årig til britisk Vogue. Det blev startskuddet til den internationale modelkarriere, som igen førte til den langvarige, lukrative kosmetik-kontrakt.

– Da jeg startede, var modellerne anonyme i reklamebranchen, og jeg var glad for, at mit navn ikke blev nævnt i annoncerne, for det gav mig en følelse af større selvstændighed, at jeg ikke var valgt på grund af mine familierelationer, forklarer Isabella Rossellini.

Se billeder fra Isabella Rossellinis liv som model, skuespiller og ikon nederst i artiklen

LÆS OGSÅ: Årets julegave | Et abonnement på IN til den kvalitetsbevidste kvinde

Duften blev hendes identitet

Men kendt blev hun, både som sig selv og endnu mere som Ingrid Bergmans datter, da hun skulle lægge ansigt til den storstilede lancering af Trésor i 1990. Og når man spørger hende i dag, hvad der har været den største oplevelse i modelarbejdet i det hele taget, er svaret også Trésor.

– Mens duften stadig var i udviklingsfasen, foreslog jeg ledelsen, at jeg deltog i møderne, så jeg bedre kunne forstå baggrunden for deres beslutninger. Jeg vidste, at jeg skulle lave hundredvis af interview om den, så det gav mening, at jeg var ordentligt klædt på. Da valget stod mellem tre dufte til sidst, fik jeg lov til at vælge min personlige favorit, og til min store glæde blev det den. Det gjorde mit arbejde meget nemmere at skulle ‘forsvare’ en duft, som jeg selv holdt meget af, fortæller Isabella Rossellini. Hun bad om at få lov til at møde parfumøren bag duften, rosenalkymisten Sophia Grojsman, og da hun fortalte Isabella Rossellini, at hun havde skabt denne duft mange år før, inspireret af filmen ‘Casablanca’, var Rossellini ved at falde ned af stolen.

– Det var næsten for utroligt, at hun skulle være inspireret af en af min mors mest berømte film uden at vide, at jeg en dag skulle være ambassadør for den. Det var nærmest forudbestemt, siger hun.

Husk de voksne kvinder!

Selv om hun blev fyret få år efter, fandt Isabella Rossellini en ny mening med arbejdslivet som skuespiller, forfatter og instruktør. Hun havde allerede markeret sig i rollen som natklubsangerinden Dorothy Vallens i David Lynchs kontroversielle kultfilm ‘Blue Velvet’, da hun poserede i Madonnas ‘Sex’-bog og medvirkede i sangerindens ‘Erotica’-video, men hun betragter ikke sig selv som rebel, som nogle medier ellers har kaldt hende, fordi nogle fandt hendes valg uortodokse.

– Det var nok rollen i ‘Blue Velvet’, som gav mig det omdømme, og det var ukonventionelt i forhold til, hvad jeg ellers lavede på det tidspunkt i 1986, men jeg fulgte mit hjerte, som jeg gør i alt, hvad jeg foretager mig, og når man gør det, bliver man unik i modsætning til konform, forklarer Isabella Rossellini. Det individuelle ligger hende meget på sinde, også når talen igen falder på skønhed.

– Jeg hviler i mig selv nu, og jeg ville ønske, at flere kvinder havde det på samme måde. Det eneste, jeg vil sige, er, at jeg godt kunne tænke mig, at modebranchen tænkte mere på os voksne kvinder, når de for eksempel designer kjoler. Har du prøvet at shoppe aftentøj? Det er alt sammen uden ærmer! Det passer bare ikke til os, ler hun og gør lidt grin med overarmene, men bliver straks alvorlig igen, da jeg minder hende om dengang, hun blev bedt om at kommentere sin holdning til plastikkirurgi i en supermodel-dokumentar på tv-kanalen HBO.

– Ja, det er rigtigt, at jeg spurgte, om opfordringen til at få for eksempel ansigtsløft er en anden måde at sige ‘du er grim’ på. Vi hører hele tiden ordet ‘antiage’ i forbindelse med skønhed, som om det er forkert at se ud, som vi gør, når vi bliver ældre. Men vi ældes altså fra den dag, vi bliver født, og hvis vi hele tiden får at vide, at vi skal gøre noget ved os selv, er det, som om vi ikke er gode nok. Det giver da kvinder mindreværdskomplekser, og derfor er jeg glad for, at Lancôme fremover vil ændre på sit ordforråd, siger Isabella Rossellini.

Se billeder fra Isabella Rossellinis liv som model, skuespiller og ikon nederst i artiklen

Nej til kniv og nål

Det er åbenlyst, at hun ikke selv har fået lavet noget platikkirurgi. – Jeg er ikke imod det, men jeg har taget en beslutning for lang tid siden om ikke at gøre det, fordi jeg ikke er overbevist om, at det er det rigtige for mig. Dels fordi jeg ikke tror på standard, men på at være unik, og dels fordi jeg er sikker på, at det ikke er sundt for os. Der er bedøvelsen, som kan være farlig, der er selve snittet, som kan give infektioner, og så er der smerterne ved helingen, fortæller hun.

– Hvis jeg skulle have foretaget en operation nu, hvor jeg er 63 år, ville jeg måske ligne en på 53. Men hvad så når jeg er 73 år, så vil jeg ligne en på 63 … Det virker, som om jeg kan vinde et slag, men vil tabe krigen, siger Isabella Rossellini og tilføjer:

– Jeg har det rigtig godt med min alder. Den har givet mig mulighed for at prøve alle de ting, jeg gerne ville. Jeg føler mig som en hel person. Vi læser altid om alle de negative ting ved at ældes, men aldrig de positive. O.k., jeg er helt sikkert mindre adræt end før, jeg kan ikke slå kolbøtter mere, men jeg føler mig mere fri, og jeg har større selvtillid, fordi jeg følger mit hjerte i stedet for at please andre. Dét aspekt ved at blive ældre kan jeg rigtig godt lide. Derfor er Botox heller ikke noget for Isabella Rossellini.

– Jeg kan ikke forsvare at sprøjte gift ind for at lamme ansigtsmusklerne, så mine rynker bliver glattet ud, når jeg prøver at leve så sundt og økologisk som muligt i min hverdag, forklarer hun.

Bondekone på deltid

Bondekone på deltid er stikordet, som giver Isabella Rossellini endnu mere varme i stemmen. Hun flyttede for nogle år siden permanent ud af New York for at slå sig ned på en gård på Long Island, fordi hendes søn, Roberto, følte sig bedre hjemme der, hvor han kunne cykle i skole. Men da han fik sin eksamen og skulle videre på college, så hun ingen grund til at flytte tilbage til byen.

– Jeg har altid haft et hus på landet, hvor jeg kom i weekenderne, men jeg er faldet så godt til i en hverdag med at dyrke grøntsager og holde høns, at jeg besluttede mig for at gå på pension for at hellige mig det. Jeg har slået mig sammen med en lokal kok i en lille business, hvor vi sælger fra jord til bord-produkter til restauranter i Brooklyn. Det er ikke noget, jeg kan leve af, men det giver god mening at beskæftige sig med. Jeg er ikke blevet vegetar, jeg spiser både æg og kylling, så længe det ikke er en af dem, jeg kender fra min hønsegård!, fortæller Isabella Rossellini og indskyder:

– Jeg troede jo, at det skulle være mine gyldne år, men så kom filmen ‘Joy’, og der er andre film og tv-serier på vej og nu henvendelsen fra Lancôme, så jeg er trådt ud af pensionisternes rækker og har meldt mig ind i skuespillernes fagforening igen.

Den fornærmende kompliment

Til sidst må vi høre, om Isabella Rossellini altid har været så fuld af selvtillid?

– Jeg ville være blevet mentalt forstyrret efter al den hyldest som en af verdens 10 smukkeste kvinder med masser af magasinforsider, hvis jeg sad derhjemme og følte, at jeg lignede et uhyre! Men jeg kan da blive lidt fornærmet, hvis nogen kommer og siger ‘du ser stadig godt ud’. Det er ordet ‘stadig’, som irriterer mig. Der foretrækker jeg en kompliment som: ‘Du er så sofistikeret, så elegant’, forklarer Isabella Rossellini.

– Og jeg kan stadig lide at bruge cremer, makeup og parfume, det gør mig glad, ligesom når jeg indretter mit hjem og arrangerer blomster i en vase. Det er nok en del af det at være kvinde, et feminint træk, at det får os til at føle os veltilpasse, når vi får alting til at tage sig bedst ud, tilføjer hun.

Se billeder fra Isabella Rossellinis liv som model, skuespiller og ikon her i galleriet:

Isabella Rossellini - model, skuespiller og ikon

LÆS OGSÅ: Kamæleonen Clinton | Den mest berømte kvinde ingen kender